fredag den 1. februar 2013

Varme farver til vinterfrosne sjæle.


Jeg synes, at Lise Blåbjergs billede udstråler varme, optimisme og koncentreret energi med sine glade farver. Her i den sol- og farvefattige vinter virker det på os som en `vitaminpille`, der kan peppe os lidt op.

Vi har haft billedet hængende gennem en del år, og bliver gladere og gladere for det. Lise Blåbjerg har malet sit billede i Provence, hvorfra hun har indfanget stemningen, lyset og sommervarmen og det er alt det, som nu strømmer ud i vores stue.

Og lige nu har vi enormt brug for den kraft som billedet kan give os.  Det er egentlig fantastisk, at kunst i den grad  kan formidle energi - at det ikke bare er pynt på væggen?

Billedet minder mig om en spadseretur gennem en blomsterhave, fyldt med varme, poesi og glade farver, og giver associationer til sommerdage herude i vores egen have.



Farverne har deres betydning, og griber ind og påvirker sindet, psyken og man taler ligefrem om begrebet farvepsykologi - altså farvens indvirkning på det menneskelige sind.

Når vi tænker på blomster og flagrende sommerfugle, slapper vi af og har det rart - for vi har nogle værdifulde oplevelser, måske helt tilbage fra barndommen, om det ubekymrede og enkle, om en verden fuld af skønhed og glæde i mormors have, der har sat sig som et uudsletteligt indtyk, man bærer med sig livet igennem.
Og det må vel siges, at være en værdifuld ballast, man kan have at stå imod med, og som måske ligefrem kan resultere i en fremtidig haveglæde.






Samtidig må jeg da erkende, at når jeg kigger mine havebilleder af sommerhaven igennem, er farverne modereret. Nu er det alle de grønne, der dominerer.




Det er nok et spørgsmål om temperament, men jeg kan ikke konstant have mange forskellige farver for øje. Og jeg har det på samme måde med musik, jeg kan simpelt hen ikke have musik i en lind strøm, som dagen igennem, bliver hældt ud over én. Jeg må have det i små mængder, hvor jeg kan nå at ´konsumere og fordøje`og samtidig nyde det, og altså når det passer mig. 
Farve er en stimulans og det samme gælder musikken, og hvis man overfodres giver det kvalme, og man bliver træt i hovedet, som af alle mulige andre stimulanser.




Derimod kan jeg sagtens have mange grønne farver. Det fine kammerspil, der her kan opstå mellem grønne toner i havens bede, er balsam for sjælen.



Det er godt at dykke ned i havebundens grønne verden og fornemme den ro man finder i frodigheden.



Milde og pastelagtige farver udstråler en ro, der harmonerer med havens sfæriske lethed. Som med et penselstrøg - ved lysets magiske kraft - finder de deres naturlige leje.







Det enkle og strukturelle giver ro i havens mylder af vækster.




Et kig ind i bedets virvar - er det mon rod, eller udtryk for mangfoldig naturlighed?




Jeg lavede plantestativet for år tilbage efter anvisning fra en tegning i ALT OM HAVEN. Nu skalder malingen og vind og vejr har fået det til at se lidt slidt ud - så dermed er målet nået. Det er måske det vi tilstræber, at tingene i haven får en hvis patina, og ikke skal se for nye og pæne ud.







Der er noget magisk over når den store grønne organisme, haven, breder sig ud, og forsøger på at sløre havens elementer.




Det bringer liv og spænding, når gul og rødorange spiller op til havens grønhed.



Vi fandt billedet af maleren Kjeld Hansen i en kunsthandel i Svaneke. Som helt ung menneske i 50`ernes Randers oplevede jeg hans billeder på udstillinger, og i en artikel i tidsskriftet Kunst kaldte man ham dengang for `Skovens maler`. Jeg var meget optaget af hans behandling af de grønne toner, og når han så samtidig byggede sit billede af skoven op som et konstruktivistisk billede, faldt det helt i hak med mit kunstsyn på den tid, hvor jeg var ung og søgende.  Derfor var det som at genfinde noget af sin ungdom, og når vi samtidig kunne købe det til en rimelig pris, måtte vi have det med til Silkeborg, hvor det hænger i vores stue og udtrykker skovens ro og harmoni.
Lidt af den samme harmoni har jeg nok søgt at tilføre vore have.




Husløgene og den grå granit klæder hinanden.




Ikke alt skal forklares, noget må tale for sig selv.






At gå ad tyste havestier kan give mindelser om romantikens tale om skovensomhed, hvor man søgte efter poesiens blå blomst.















Det overdådige, plantevækst i flere etager.


















Regnvejrsmelankoli - sten og planter i drivvåd tilstand



- et øjeblik senere kigger solen lidt frem og letter stemningen.














Et dybt kig ind i en verden af grønt. For nogen er vores have nok lidt for kedelig og monoton, hvor der sker for lidt - for andre, det fredfyldte paradis, hvor det at vandre ad stien, ind i billedet, er en nydelse.



Man kan undertiden forville sig ind i en butik, hvor der er fuld tryk på højtalerne, musikken vælder ud, som var man kommet ind på et diskotek. Ofte er vi lige så stille listet ud, og fundet et roligere sted at handle. 
Det kan være forfriskende at komme til en storby på et kortere besøg - opleve dens liv og puls, hvor man tager larmen og den forurenede luft med i købet. Hvor ofte har vi ikke siddet på en fortovsrestaurant i Rom eller Paris og følt, at det var en naturlig del af oplevelsen?
Når vi derefter vendte hjem til vores grønne have med dens fred og ro, var det en lise for sjælen.











10 kommentarer:

  1. Kære Jørn,
    Det er ikke længe jeg har fulgt bloggen her, men ikke desto mindre bliver jeg fuldstændig overvældet og bjergtaget, som nye indlæg dukker op. Hvor er jeres have smuk, frodig og fredfyldt! Hvem der bare havde en sådan oase - som du skriver så smukt `det fredfyldte paradis´. Meget, meget smukt! Her er vi mange der må bøje os i støvet.
    De bedste hilsener og med tak for en smuk blog,
    Mathias

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære Mathias
      Tak for din kommentar. Det er dejligt, at et så ungt menneske som du allerede er så optaget af haver - hvad vil du ikke kunne nå at drive det til? En have er jo et langtidsprojekt og jo før man får begyndt, des mere haveglæde vil man kunne nå at opleve. Min erfaring siger mig, at man normalt skal have opnået en hvis modenhed, før haveinteressen melder sig, for det har noget at gøre med sind, indsigt og værdier og det er usædvanligt at en så ung mand som du er nået dertil.
      Kh. Jørn

      Slet
  2. Kære Jørn.
    Din have er da ikke spor kedelig, sikke noget sludder! At din have mest er grøn gør den frodig, harmonisk og afstressende. I din have er der mange andre detaljer, og nye ting man får øje på hver gang du laver et nyt indlæg. Desuden er man aldrig i tvivl om, at havens skaber har en kunstnerisk hånd, med blik for detaljen, kontrakterne og linjerne. Bare det at se billeder fra din have er en lise for sjælen, så jeg kan godt forstå du og Inger nyder at komme hjem og slappe af i haven, når I har været ude i det pulserende liv.
    Jeg har det også på samme måde som dig, både med musik og farver, støj og faktisk også med for meget skrap lys. Jeg er nok ret sensitiv faktisk. Men jeg er også en blomsterpige. Så jeg har valgt at lave et af mine haverum overvejende grøn, i resten af haven har jeg masser af blomster, men ikke i alt for larmende farver - dog heller ikke rent pasteller, da det ville være for fesent i mine øjne. Bladplanterne ville jeg dog nødigt undvære, heller ikke sammen med blomsterne.
    Venlig hilsen Malene

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære Malene
      Tak for kommentaren. Ja, om en have er kedelig eller for monoton er nok en temperamentspørgsmål. Man sagde engang: "Har du en bogsamling og en have, har du alt, hvad du behøver til rejsen gennem livet". Og man sagde også: "Vis mig din have, og jeg skal sige dig hvem du er".
      Kh. Jørn

      Slet
  3. Hej Jørn
    Det er smukt med alt det grønne, men man kan godt have farver, hvis man sørger for, de passer sammen og hvis haven er stor nok. I en mindre have kan det sikkert hurtigt blive for meget og for larmende med mange farver.
    I går kørte vi til Fyn i regnvejr, himlen var i det fjerne grå og blytung af regnen. I dag kørte vi hjem igen i solskin, der var en verden til forskel. Det betyder rigtig meget for synsindtrykket, når solen skinner på vores planter.
    Kh
    Lisbeth

    SvarSlet
  4. Hej Lisbeth
    Ja, harmonien mellem farver hænger sammen med lysstyrke og arealstørrelse. Det er dejligt, at det går mod lysere tider, for lyset betyder jo alt både for humøret og oplevelsen af farver, og er jo i det hele taget en betingelse for alt det,vi foretager os i haven.
    Kh. Jørn

    SvarSlet
  5. kære Jørn
    Det er en fantastisk have du har. Jeg nyder dine billeder og er ret vild med din obelisk. Vi lavede en sidste år, og har malet den sort, da vores øvrige træværk er sortmalet. Men den grønne nuance du har valgt er meget flatterende for planterne, synes jeg.

    Skal I holde åben have i år? Vi er nogle piger der gerne vil på havetur, og din have vil jeg rigtigt gerne se.

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære Evigglade
      Tak for din kommentar. Vi har åben have den 25.-26.maj og 15.-16. juni. I skal være meget velkommen.
      Kh. Jørn

      Slet
  6. Hej Jørn.Dejlige billeder fra din smukke og fredfyldte have.Håber meget at jeg når dine åbne haver dage til foråret.Elsker også alt det grønne og formklippede,men skal også have masser af blomster i min have.God dag Jette

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Jette
      Tak for din kommentar. Ja det er en god kombination med klippede stedsegrønne og masser af blomster - nu må det godt snart blive forår.
      Kh. Jørn

      Slet