Nu er det havetid.

Denne fyr, Pinus parviflora "Gyokkasen"er en nyerhvervelse eller rettere en erstatning for en tidligere, der også var placeret i truget.

Vinteren har jo sine omkostninger og denne var så en af dem. Jeg har midlertidig sat den visne i en potte, for tænk, om den alligevel skulle begynde at skyde. Når jeg ridser i grenene virker den frisk nok, men jeg ved godt, at det er alt for optimistisk. Og "man skal ikke græde over spildt mælk" - som man siger.

Hellere se fremad og glæde sig over alt det, som har klaret sig, og der er heldigvis masser at glæde sig over i denne tid. Denne lille dobbelte primula, "Dawn Ansell" blomstrer trofast hvert forår, og hvis jeg husker at dele dem efter afblomstringen kan vi få rigtig mange af dem. Jeg har prøvet at så den, men det går ikke, den kan kun formeres ved deling.

De hvide tulipaner lyser pludselig op ved deres tilstedeværelse på baggrunden af de klippede buksbomstrukturer.

Oven på den vintergrønne have som vi nu har fulgt længe, er vi ved at trænge til nogle oplivende farveklatter.

Den lille fugleunge kigger forventningsfuld og overrasket ud i haven, for hvad er den ikke vidne til i disse dage, hvor alting skyder op og springer ud - nu er det da havetid!

Og vi kan ligeså godt tage hul på glæderne og forventningerne. Jeg skal til Aabenraa havekreds og holde foredrag  i aften, og jeg kan godt mærke, at det ligger i baghovedet. Hvad skal man vælge at tage med af billeder? Der er jo uendelig mange ting at vise og fortælle om. Sidst på ugen har jeg et foredrag i Højbjerg, hvor en grundejerforening har bestilt et foredrag, hvorefter vi går på havevandring i nogle af medlemmernes haver.

Det var hyggeligt at møde en flok haveinteresserede mennesker i Aabenraa Havekreds. De tog godt imod foredraget - man kan godt mærke, at haveinteressen er intens på denne tid af året, folk brænder efter for alvor at komme igang derude, så selve den store lydhørhed bærer næsten lønnen i sig selv.

Foredragene handler blandt andet om glæden ved at klippe og forme visse af havens buske og træer og om kontrasten, man kan opnå mellem de klippede strukturer og havens fritvoksende vækster.

Foredragene handler også om den oplagte mulighed for at kombinere sten og planter i haven. De klær` hinanden og bidrager med en vis naturlighed.

Forhavens firkantede bede er hen over årene under forandring. Visse ting bliver for store og må flyttes, andre planter klippes ned for stadig at have plads til dem. På den måde bliver haven som en levende organisme, der aldrig stivner i en bestemt form.

Den lille dam kræver også indgriben, idet sivene har det med at brede sig og kan fortrænge den lille nøkkerose. Hver sommer indtager en stor frø sit domæne - vi mener, at det er den samme frø, der år efter år ligger og hygger sig under nøkkerosens blade.

Havens stier bugter sig mellem de hævede bed, som opstod, da jeg for mange år siden gravede græsplænen
op - alle græstørvene og jorden jeg gravede op ved den anledning røg ud til siderne og blev til disse bede, som gav haven en mere spændende karakter.

               Det skiftende lys hen over dagen giver haven dens atmosfære og stemning.

 Haven gør os glade - den giver energi og er sommeren igennem noget af det mest livsbekræftende, man kan beskæftige sig med.

I højsommeren er frodigheden total og det er hver dag en stor glæde at vandre rundt ad gangene.

Hen på sommeren er den grå cypresurt og de hvide stolt kavaler en let kontrast til alt det grønne.

Indrømmet, det er da en opstilling, og kan virke lidt for konstrueret. Vi brugte en overgang billedet som postkort.