Haven i lys og skygge.

Lysets magi gennemstrømmer alle visuelle sanseindtryk på de daglige ture rundt i sommerhaven. Sollyset er jo en forudsætning for, at alle de ting vi arbejder med i haven. Derfor er det sol og varme vi higer efter i dag, hvor kalenderen siger 1. marts. Lad os dog i det mindste få jorden tøet op, så vi kan begynde at komme lidt i gang derude.

Men vinteren har langtfra sluppet sit favntag, derfor vælger jeg at drømme videre om sommer, sol og varme,  her blandt mine fotos af sommerhaven. Se, hvor nænsomt og fint lyset falder på den store buksbomkugle. Billedet er nok taget midt på sommeren og midt på eftermiddagen. Det er ikke en dag med fuld sol, men nærmest letskyet, som de fleste sommerdage her til lands, hvorved man så undgår de helt hårde kontraster, der kan opstå mellem lys og skygge.

Vandringen fra det skyggefulde mod lyset. Lyset og skyggen er i høj grad medvirkende til at anslå haverummets stemning og atmosfære. Stien går her gennem hævede bede, hvor bunddækket hænger ud over kanterne og bløder dem op, så det virker som "havens natur", der er sluppet løs. De selvsåede, gule valmuesøster, Meconopsis cambrica og den hvide porcelænsblomst, Saxifraga urbium skaber variation og lyser lidt op herinde i halvskyggen.

Jeg betragter haven som et udtryksmiddel, et poetisk projekt, der kan strække sig over mange år, og man kan i den forbindelse tale om havens langsomhed. Der skulle gå mange år, før "kulisen" her var klar til fotografering. Først skulle alle stenene lægges, så der opstod en sti, dernæst opbyggedes bedene af klyner, disse tørveblokke, der sammen med store sten er velegnede, når man ønsker at bygge bede op i højden. Til slut kom overvejelserne med hensyn til beplantningen - hvilke planter hvor - og hvad ville ad åre kunne virke harmonisk i sin sammensætning?

Mange somre og vintre skulle veksle - træer stammes op, vedbend  føres op ad stammen (det fandt den nu selv ud af ),  buksbomkugler og takskugler skulle klippes mange gange, stien fejes adskillige gange, før lyset en sommerdag mange år senere var så tilpas, at jeg fik lyst til at tage billedet. Vi har gjort os umage med, at haven ikke skulle kunne overskues på én gang, men at man får lyst til at følge stien omkring hjørnet for at se, hvad der sker derude i lyset.

Igen et kig inde fra skyggen og ud til lyset. Det er maj måned, det blomstrende træ er et flerstammet  paradisæbeltræ, Malus sargentii, der er stammet kraftigt op, for netop at opnå kigget ud i haven.

Vi har oplevet ufrivillige forandringer i haven. Et år fællede en vinterstorm fem store fyrre- og grantræer. Det var et indgreb, der både kunne mærkes og ses. Haven havde i det hjørne, hvor de stod, karakter af en lille lund, derfor føltes det temmelig bart, da de var borte. Vi var kede af det et stykke tid, men forbavsende hurtig erkendte vi den nye tilstand og glædede os over alt det lys, der nu strømmede ind i haven og gav en mængde nye muligheder.

Vi oplevede også bambus, der blomstrede og måtte fjernes. Store blokke af bambus, som jeg havde klippet gennem mange år, som var høje, skarpt og præcist klippede og virkelig med til at give haven karakter. Også det føltes som et stort tab, indtil vi fandt på at erstatte bambusblokkene med thujaplanter, som vi anskaffede ret store og straks begyndte at klippe i blokke og hække. Helt til venstre i billedet aner man hjørnet af den sidste bambusblok, før jeg møjsommeligt fjernede den.

Jeg valgte at klippe den gamle bambus ned, så kun stubbene og rødderne var tilbage, hvorefter jeg byggede en 60 cm. høj kasse af saltimprægneret træ op omkring stedet, hvor bambussen havde stået. Nu gav jeg godt med kunstgødning og vandede det godt igennem, hvorefter jeg dækkede rødderne med plastfolie og fyldte kasserne op med jord, hvori thujaerne blev plantet. Jeg så aldrig mere til bambusrødderne.

Inger foran en af de store bambusblokke under optagelsen til en TV-udsendelse i 2002. Bemærk, hvordan vedbed for neden i blokken fylder bunden ud.

Her er bambusblokken erstattet med thuja, som også er velegnet til at klippe. Trækassen er bygget i vinkel, den lave del til venstre, er beplantet med buksbom, Buxus sempervirens "Blauer Heinz", der også med tiden  skal klippes i en blok, men meget lavere. Vedbenden, der hænger ned over siderne har til formål at skjule disse.

Den lille Madonna som vi hjembragte fra Loppemarkedet i Paris for mange år siden, står trolig ved sin vandskål, hvor overfladen spejler lidt af himlens lys.

Den storbladede plante bronzeblad, Rodgersia reflekserer lyset på en flot måde, det skaber liv og kontrast i bedet.

Ikke noget overdådigt lys, men netop sådan et lys, hvor det er rart at gå i haven. De tre krukker betones lige tilpas, hvor de viser sig med lys og skygge, så vi kan opfatte de små aktører i et billede, der emmer af stillestående ro og poesi.

De renhvide blomster fra stjernemagnolia, Magnolia stellata reflekterer al det lys, der rammer dem. De blomstrer righoldigt før løvspring i midten af april og umiddelbart efter blomstrer dens nabo Rhododendron "Jackwill" - en williamsianumhybrid.

Helt på samme måde markerer den næsten hvide pæon "Sahra Bernhardt" sig blandt grønne vækster.

Her fanger lyset en gruppe klokkeblomster, Campanula persicifolia "Alba". Den reflekterende effekt i lyspletten minder mig om de impressionistiske malere. De vidste noget om lysets fysik - at farve er lys - og i konsekvens af lysets hastige skiften derude i naturen, måtte de ud og male billederne på stedet, og her midt i det hele slog de sig ned med malergrejet.

De indfangede lyset, som i deres maleri skabtes af farven - malede flimrende reflekser i vandoverfladen og dampende landskaber efter en regnbyge. Monet, Pissaro, Morisot, Renoir, Degas m.fl. skabte en ny opfattelse af maleriet. Lysets hastige skiften over landskabet resulterede i en hastig, men øvet teknik - en slags reportagemaleri - der gav billederne denne hastige, skitseagtige karakter, der forargede samtiden, fordi man fandt malemåden sjusket, hvor vi i dag har vænnet os til at opfatte det som nerve og intensitet.

Fænomenet, der optog malerne med lyset, luften og atmosfæren, kan vi hver dag opleve uden for i haven.

Hver dag året igennem bevæger vi os rundt blandt klippede vækster med forskellig form, og hver gang lyset skifter, skifter formerne karakter, hvilket gør haven rig på oplevelser.

Det milde lys, indhylder den slyngede sti i en blid og stille poesi, der giver ro, og taler til havemandens haveglæde.

Skarpe, kantede sten fanget i havens lys er markante virkemidler mod det runde og bløde former.

Gruppen af klippede cotoneaster står i juni måned som lysende kugler, når de mange små, hvide blomster springer ud. Da er der en summen af bier, der tiltrækkes af en ret stærk duft.

Stierne snor sig omkring i havens lys og skygge, det levendegør turen rundt, hvor man oplever havens foranderlighed gennem det skiftende lysindfald hen over dagen.

Planteskulpturer giver kontrastvirkninger i haven.

Saksen er mit vigtigste haveredskab. Jeg har den altid inden for rækkevidde, hvis nu "ånden" skulle komme over mig.

Jeg ved jo godt, at man bør begrænse sig og jeg klipper selvfølgelig ikke alt, hvad jeg kommer i nærheden af. Det ville simpelt hen komme til at se for påfaldende- og alt for demonstrativt ud. Og dels skal alt det  påbegyndte jo holdes i en stram form, efterhånden som nye skud vokser ud og dels hænder det, at jeg falder for fristelsen til at anskaffe og påbegynde nye planter, som jeg finder spændende og egnede til at klippe - trods det, at jeg har lovet mig selv, at indskrænke det til et minimum. Der skal jo simpelt hen være mening med galskaben og havearbejdet skal jo også handle om så mange andre ting. Men det at klippe har vist udviklet sig til det man kalder en passion - jeg finder umådelig glæde ved at forme planter og derved give dem deres helt eget udtryk - det er leg, fascination, udfordring, og oplevelsen af skaberglæde, der ligger  gemt i den enkle handling, at klippe en plante.

Sådan ser der ud, når man kommer til vores have. Den brede hæk består af kranstop, Stephanandra incisa "Crispa". Og man kan vel sige, at har man ikke andet at klippe i sin haven, har man måske en hæk. Oprindelig
havde vi et problem med skråningen, idet jorden efter et regnskyld lå nede på fortovet. Derfor plantede vi for mange år siden nogle søde små bunddækkeplanter, som med tiden blev større og større og på et tidspunkt var jeg nødt til at klippe dem som en hæk. Den omslutter haven på to sider, idet vi bor på en hjørnegrund. Hækken er tænkt som en en stor organisk form, der er blød og bulet.

Når man kommer op ad trappen, er det tydeligt, at saksen jævnligt er i brug. Buksbomhækken er med til give haven struktur, samtidig med at den støtter stauderne, så de ikke står og vælter i regn og rusk. Planten omkring køkkenvinduet er en benved, Euonymus fortunie "Emerald Gaiety", der egner sig vældig godt til at klippe i.

Vi har også en anden indgang nemlig i forbindelse med indkørslen også her markerer de klippede strukturer sig. Jeg kan godt lide kontrasten mellem det klippede og det fritvoksende. Oprindelig var det tanken, at træbaljerne skulle kunne flyttes rundt, men jeg har nu valgt at gøre dem stationære - de er simpelthen for tunge til at flytte rundt på. Den storbladede plante til højre i billedet er en skjoldblad.

Selve indkørslen med midterrabatten har jeg vist før. Herunder ser vi så et nærbillede, hvor det er vokset lidt mere til.

Jeg kan godt lide dette mikrocosmos, der opstår mellem sten og planter. Stenene står og optager solvarmen om  dagen og afgiver det om natten til de nærmest stående planter, der kan være forskellige timiansorter , origanum, lave græsser o.m.a..

Det er efterhånden mange år siden, at jeg nedlagde græsplænen. Alle græstørvene og jorden jeg gravede op, da stierne skulle anlægges, hobede sig op på begge sider af stien og blev herefter til hævede bede. Så det visse steder i dag kan minde om en gammel hulvej.

En have er jo som bekendt ikke natur, men kultur. Den er planlagt, udført og vedligeholdes af sine mennesker. Og så alligevel er det som om, at haven på et tidspunkt tager over, og opfører sig som var den natur.

På strækningen her var der udført en tydelig stenkant, der adskilte stien fra bedene. Men efter nogle år sker der det, at trædebregnerne i stien kravler op i bedene og de pude- og tæppedannende ting i bedene bevæger sig ud i gangene. Og der sker en udjævning, der bløder hele billedet op, og egentlig kan jeg godt lide virkningen, hvor man nu fornemmer lidt af "havens natur".

På et tidspunkt må man jo til at tage affære og i nogen grad  regulere, så trædebregnerne bringes tilbage mellem stenene på gangene og bedplanterne kommer tilbage i bedene. Haven er hele tiden en balanceakt mellem det vilde og det kultiverede.

På stensøjlerne har vi billedhuggeren Jørgen Gluds små fugle. Jeg synes, at de virker meget godt mellem stauder og græsser, og de klippede buksbomkugler giver ro i billedet.

Buksbomkuglerne er strøet ud i haven med rund hånd og kan virkelig indpasses mange steder på en harmonisk og naturlig måde.

Der kan spilles på søjleagtige planter mod mere lave og afrundede planter. Ligesom tætte planter mod mere åbne også kan udgøre kontrastvirkninger.

Hækkens linievirkning er en god kontrast til de klippede kugler. Den opstammede er en småbladet syren og den nederste kugle er buksbom.

Et af de "skæve individer" som jeg fandt i en planteskole. Jeg fik den billig, da den var skæv og lidt bar på den ene side og er nu klippet bonsaiagtig, som et åbent lille træ.

                                                        Et lille bøgetræ fundet i skoven.

         Igen en lille detalje, der fortæller om sten og planters gode naboskab - de klæder hinanden.              

Kontrasten mellem det præcist klippede og det fritvoksende i havens frodighed. Rosen hedder Raubritter og græsserne er placeret for at bidrage med lidt lethed. Jorden er bevidst dækket med lave planter som kæmpestenbræk, Bergenia cordifolia, hasselurt, Asarum europaeum, forskellige Hosta-sorter o.m.a.

Gruppen af klippede cotoneaster er blevet et slags vartegn for vores have. de blev påbegyndt for tyve år siden.

En firkantet rhododendron (Scarlet Wonder) kan nok synes lidt langt ude. Men min begrundelse over for mig selv var den, at det var nødvendigt, for stadig at kunne komme omkring den på gangene - og så var det ganske sjovt at lave den.

På en planteskole fandt jeg denne skæve og forgroede dværgcypres, som der nok kunne være muligheder i.

Her har den så fået sin første behandling, men er stadig kun på vej.

                                           En lille dværggran er pyntet med edderkoppens spin.

Også her synes jeg, at en buksbomkuglen skaber ro i kompositionen. Komposition handler om at skabe orden i kaos.

Det er velgørende med kontrasten mellem forskellige bladstørrelser. De store her er brozeblad, Rodgersia og de små blanke blade er hasselurt, Asarum europaeum.

Opstillingen her er ikke noget permanent, men noget pjank jeg fandt på et år til vores åben have arrangement.

Planten i forgrunden er en af de "bløde enebær" man køber til jul. Den blev stammet op, klippet i en kugle, men blev efterhånden lidt vissen forneden, hvorfor den blev klippet op ad grenene - hvorved den blev mere let og interessant i sit udtryk.

Haven i maj er fuld af form, farver, forventninger og forhåbninger om alt det, der er planlagt for den kommende sommer.

I urtehaven kan man lege med mønstre, hvorfor ikke gøre det lidt sjovt og dekorativt mellem salathoveder og tagetes?

Og igen salat, men nu rød og grøn adskilt af den grågrønne cypresurt samt nogle hvide Cosmos "Stolte kavaler", der er på vej op.

I det hele taget er urtehaven fyldt med drømme og forhåbninger og et af de steder, hvor man kan sætte sig og reflektere over tingene.

Et lille træ skabt af en enebær, Juniperus squamata "Blue Star". Den har stået på sin plads i mange år og må ofte klippes for at bevare sin form.

I jernopsatsen er plantet en dværgart af Skimmia, der let kunne drukne i al frodigheden, hvis den ikke bliver løftet lidt op.

Vores blanding af fuglebade, småskulpturer, opstammede og formklippede ting giver sammen med stenene, der delvis overgroes af timian, det miljø vi har tilstræbt. Det har ikke været planlagt fra begyndelsen, men er langsomt groet frem. Og det vil alt sammen fortsætte - vores have bliver aldrig færdig - og det har vi vist heller ikke noget ønske om.

Tilbageslag

De små alpevioler Cyclamen coum er de første, der blomstrer i vores have. Allerede i januar-februar dukker de op med de røde blomster, der er ca. 8 cm og meget hårdføre. Men de så lidt betuttede ud, da sneen vendte tilbage efter en række dage med mildere vejr.

Men fortvivl ikke, om kort vil også vintergæk blomstre og kort tid derefter blomstrer dorothealilje .


Flere af jer har i jeres kommentarer takket for inspiration og ideer, man har fået gennem billeder fra vores have. Helt det samme oplever jeg, når jeg kommer ind på i andres blogs. Jeg synes, at det er en hel utrolig mulighed vi har for at besøge hinandens haver via haveblogs.


Jeg viser denne gang nogle billeder fra en tur til Holland i sommeren 2010, hvor Inger og jeg fandt nogle spændende haver, fyldte med gode ideer og masser af inspiration. Vi købte nogle gode planter med hjem - for kan man tænke sig bedre souveniers?


I disse kolde dage vil jeg lune mig lidt ved de hollandske havebilleder. Tiden er inde til at finde inspirationen, ideerne og haveglæden frem, det spænder forventningerne til den kommende havesæson. 


Tænk på alle de mange muligheder, der ligger og byder sig til, hvor den enkelte kan være sin egen designer gennem skabende leg med udformningen af haven - små eller store tiltag - findes der mon større glæde og personlig tilfredsstillelse?

Billedet er fra haverne i Appeltern - et meget stort område med mere end 200 model haver med forslag fra lige så mange havedesignere, der vises eksempler fra ret traditionelle haver til mere moderne og eksperimenterende. Jeg har ofte været lidt betænkelig ved, om jeg nogen steder i vores have har plantet buksbomkuglerne for tæt sammen. Men eksemplet her har beroliget mig - er det ikke en utrolig flot løsning, bare at lade kuglerne vokse ind i hinanden og opnå så flot en kuglestruktur?

- og det fortsatte bare derudad. Der var selvfølgelig ansat mange gartnere til at vedligeholde de mange haver.

Der vises alle mulige stilarter - her mod det japanske

- og her mod den mere klassiske, klippede europæiske have.

Der spilles på enkle farveeffekter, der pludselig dukker op under turen rundt i en ellers grønne have

- og på den flotte tone i tone effekt mellem en kristtorn, Ilex x altaklerensis "Golden King" og den gulgrønne kakonegræs, Hakonechloa macra.

Jeg har ofte oplevet bare pletter i en græsplæne, men aldrig før set græspletter i belægningen. Det er da en sjov og overraskene effekt.

Flettet idyl med plads til to.

Inger måtte ha´sig en slapper på turen rundt i de mange haver. Vi valgte at bruge to dage på disse haver i  Appeltern.

Vi så mange flotte og særprægede plantesammensætninger, der nok kan inspirere, hvis man ellers havde plads dertil.

Der var også plads til livlige og spændende eksempler på brugen af farver.

Her en sammensætning til havens tørre hjørne.

- Og sådan kunne vi vandre fra det ene haverum til det andet, hvor vi oplevede nye overraskende og smukke

materialevirkninger- rustne jernbeholdere med forskellige græsser er da en smuk og enkel sammensætning.

En flot symmetrisk og pompøs virkning, der vel nærmest fører tankerne hen på indgangen til den islamiske havekultur.

Violette glasskår indgår her sammen med lette stauder og græsser - et overraskende og jo egentlig smukt virkemiddel rent farvemæssig.

Slyngende stier mellem græsser og stauder, der nok kan få den besøgene en tur rundt.

Her er vi så ovre i den mere avancerede haveform, hvor der eksperimenteres på livet løs. Der var virkelig haver med megen nytænkning og udvidelse af begrebet have.


Vi besøgte også den hollandske havearkitekt Piet Odolfs private have i Hummelo. Vi havde læst om ham og hans have, set billeder fra hans mange projekter og var derfor klar over, at her var der noget særligt at opleve.

Man kan ikke overskue haven, når man nærmer sig indgangen, men man aner, at der venter noget særligt og spændingen forstærkes derved.

Straks man er inden for hækken åbenbares herligheden. Der spilles stærkt på kontrasten mellem de massive taks-formationer og de lette græsser og stauder. Et spil mellem den "vilde have" og "kulturhaven".

                                   Billederne kan tale for sig selv.

Sådan kunne man vandre rundt og finde mange fine motiver - smukke billeder af havens natur, som har inspireret mange havemennesker til at forsøge noget lignende.