tirsdag den 30. november 2010

Drømme om en sommerdag.




Når jeg i vintermånederne holder foredrag rundt om i Haveselskabets kredse, føles det som en meget taknemmelig opgave. Netop da er det som om havemennesker trænger til at se billeder af sommerhaver - billeder, der kan lune helt ind i sjælen og spænde forventningerne til den kommende havesæson.











Haven er anlagt således, at den ikke kan overskues  fra ét sted, men at man tvinges - eller endnu bedre, får lyst til at gå sig en tur rundt på gangene. Egentlig er det vist noget man har lært fra japan, at en have skal åbenbares lidt efter lidt.


Vi har ikke tilstræbt at vores haven skal virke japansk, jeg har nok et lidt ambivalent forhold til japansk inspirerede haver. 
 På den anden side vil man nok finde detaljer, der ser japanske ud - det er vanskelig, ikke at lade sig påvirke af den ro, harmoni og skønhed man finder i japanske haver. På samme måde som vi har ladet os påvirke og lånt elementer fra renæssance- og barokhaver
 uden at anlægge sådanne.




Her kan det nok se lidt japansk ud, men handler i al sin enkelthed om kontrasten mellem de bløde buksbomkugler og de skarpe, hårde sten.





- Og videre går det ad stierne.



Undertiden er frodigheden ved at lukke stierne.



Storbladede stauder som skjoldblad og sølvlys giver stor frodighed.



En haves stil er vigtig, men endnu vigtigere er dog dens frodighed.




Stenene bruges som kant til mange af vore hævede bede.




I højsommeren står jeg nogen gange op klokken fem for at opleve dagen helt fra begyndelsen. Haven ser helt ny, frisk og anderledes ud og det, der gør den anderledes er lyset. På nordsiden af huset ses planterne nu i lyset af den opgående sol og det er uvant at se så meget lys her og selve det at se haven i dagens første modlys kan næsten give religiøse oplevelser.

Det er køligt så tidligt på dagen og det kræver en trøje for at holde varmen. Jeg vælger at holde mig i solen og følger den hele formiddagen rundt i haven. Det første jeg tager fat på er i udkanten af et stenbed, hvor trædebregnen Cotula squalida, som ellers var udset til at skulle vokse mellem stenene i gangene, her forvildet sig ind i bedet og har indladt sig med en saxifrage, som den er ved at kvæle med sine lange udløbere. De opgravede trædebregner bliver flyttet tilbage til deres oprindelige voksested.



Meconopsis cambrica.


I de forskellige bede som jeg denne morgen og formiddag kommer igennem, støder jeg ofte på to forskellige planter, som undertiden også er kommet på afveje. Den ene er gul valmuesøster, Meconopsis cambrica, som jeg plantede her i haven for en del år tilbage, og i alle årene herefter har jeg prøvet at begrænse dens udbredelse. Problemet er, at den sår sig alt for villigt og stortrives tilsyneladende i samtlige bede - hvis jeg blot huskede at indsamle dens frøstande, inden den når at sprede frøene i løbet af sommeren, var problemet jo stort set løst. Den anden er gul lærkespore, Corydalis lutea, som vi for mange år siden købte i Lille Malunds Have. Vi havde set den lille charmerende blomst dukke op på mange forskellige steder i haven dernede og spurgte efter den i deres plantesalg. Stine, der solgte os den, så lidt forundret på os - næsten som hun tænkte, om vi nu også vidste, hvad vi købte. For sandheden er, at den sår sig over al måde, men hvor valmuesøsteren  
har en lidt besværlig pælerod, er lærkesporen uhyre let at fjerne. Men egentlig ville vi nok ikke undvære nogen af dem, når det kommer til stykket. De er begge  meget smukke og når de blomstrer hen over sommeren, giver de haven lidt af den vildskab, som vi på en måde også tilstræber.



Det blev til mange læs sten før stierne blev færdige.




Sten ved sten hen over et par somre, men det var et dejligt regulært arbejde, hvor man kunne se, hvor langt man var kommet.







Stierne bugter sig gennem haven, hvad gemme sig mon bag næste hjørne?

Et samvittighedsspørgsmål til haveejeren er dette: Om haven er det sted man dyrker planter - eller planterne er det materiale, hvormed man skaber sin have? I det først tilfælde er der nok tale om plantesamleren og i det næste om æstetikeren. Det er vel sjældent at man er rendyrket det ene eller det andet. De fleste befinder sig et sted på en skala mellem de to yderpunkter.

Vi betragter os ikke som egentlig plantesamlere, men er optaget af ret almindelige haveplanter. Kriteriet er det, at de skal være smukke med vekslende bladstørrelse og form.

Vi har bestræbt os på en varieret beplantning og holder meget af de rolige, fredfyldte og grønne rum.



Saksen er et vigtigt værktøj i vores have. Det kan være svært at styre planteglæden, derfor gik vi ret tidlig igang med processen med at klippe og formgive for på den måde at holde væksten lidt i ave. Samtidig opstammer vi en del af havens træer og buske for at give lys
og plads til alle de mange bunddækkende planter.



Stierne fører også gennem noget mere skygget og skovbundsagtigt.






Nogle fanges ind af havens magi, andre tilsyneladende aldrig.
Der er stor forskel på, hvornår i tilværelsen man fanges ind - eller om man overhovedet bliver det.
En del mennesker bliver det tilsyneladende aldrig. De er åbenbart helt umodtagelig for havens trolddom. Men hos de andre, de modtagelige, kan det langsomt komme snigende og pludselig en dag må man erkende, at man er til haver. Og da kan man lige så godt "komme ud af skabet" og ind i haven. Der findes helt unge mennesker, der således tidligt erkender det, men oftest sker det for mennesker i 30´erne og typisk skal man hen i mere moden alder omkring de 40, før man når frem til erkendelsen af at være et havemenneske og herefter slipper det dem sjældent igen.

Hvordan ytrer det sig så? Ja, symptomerne er mange, men ofte lider de af en kronisk plantemangel. De inficerede kan ofte ses rundt i planteskoler og på plantemarkeder, hvor de køber ind med en glubende appetit:
"Den må jeg há" og "den der har jeg heller ikke" - lyder det fra dem. De kender navnene på planterne, ofte også de latinske og sætter sig hurtig ind i jordbundsforhold og andre krav til placering som den enkelte plante stiller.


På terrassen kan der hurtigt "ommøbleres".


Stierne slår af og til et slag ind mod huset.

tirsdag den 23. november 2010

Havens smukke vinterdragt.






                                     Havens vinterskelet.
Smukt ser det ud, når løvfældende træers stammer står med en stærk grafisk virkning mod sneen. De visne stauder bliver trykket ned og delvis dækket, hvorved der tegner sig et nyt og mere forenklet billede af haven. Det man kan kalde for havens vinterskelet træder nu tydeligt frem, hvor sommerens frodighed er borte og kun de mest markante strukturer kommer til syne.


Elementer, der træder frem i den snedækkede have kan være formklippede, stedsegrønne træer og buske, der klippet som lave hække eller geometriske figurer som kugler, kegler, terninger, eller spiraler kan være med til at tydeliggøre og i mere forenklet form fortælle om havens design og idé. Disse klippede flader og former kan udgøre spændende kontraster til fritvoksende, uklippede partier. Stedsegrønne træer og buske 
kan i vintertiden bidrage med tiltrængte grønne indslag i forskellige nuancer.




Markante vinterplanter, der tåler klipning:

Buksbom, Buxus sempevirens. Fås i mange grønne nuancer, de småbladede er bedst til lave klippede hække.

Enebær, Junuperus - foreksempel J. cummunis "Meyer", J.virginia blyantsene, J. chinensis "Blaauw", J. squamata "Meyeri", J. squanata "Blue Star". 

Lavendel, Lavendula augustifolia. Gråløvet, duftende blade, blomstrer i juli.

Benved, Euonymus fortunie. Fås i grønne og hvid- og gulbrogede sorter.

Cotoneaster, Cotoneaster dammeri. Mange sorter, de fleste stedsegrønne. Får dekorative røde bær.

Kristtorn, Ilexaqufolium. De småbladede sorter kan holdes meget stramt klippede. Fås også med brogede blade.

Taks, Taxus baccata. Bløde nåle, skyder villigt fra stammen.

Thuja, Thuja occidentalis. Kompakt vækst. Fås i forskellige grønne og gule sorter.



                                                                                                          
Med sneen opnår mange af havens planter en helt ny skønhedsværdi.



Ikke kun planterne trækker i vinterdragt, også havens krukker og andet tilbehør skærmer sig mod kulden under en "ulden" hvid vinterkåbe.





Vinterhaven.
Det synes oplagt at anlægge sin have således, at der er noget smukt at se på året igennem - altså også om vinteren. Egentlig er det vel en del af boligens kvalitet, at have noget smukt derude, som fanger øjet, når man står indendørs i varmen og kigger ud af vinduerne. I det ofte neddæmpede vinterlys kan det være nogle enkle silhuetter af træer og buske, der indgår i havens gråtonebillede.

Stedsegrønne træer og buske burde som sagt være selvskrevet i haven om vinteren, men der bør dog aldrig plantes flere, end der også er plads til løvfældende, så man er i stand til at se forskel på årstiderne.
Det som jeg kalder havens vinterskelet er de virkemidler, der binder haven sammen nu. Det handler om træer og buskes placering i forhold til hinanden - hækkes opdeling af haven i rum, vandrette og lodrette linier i havens elementer, der kan spille op til runde og kantede former, kontraster, der udtrykker forskellige karakterer i planternes formmæssige udtryk. Det er helt utrolige virkninger, der kan opnås gennem formklipning af visse af havens planter.



 


Formklipning.

Selve arbejdet med klipningen er en af sommerhalvårets hyggelige aktiviteter, der nemt kan udvikle sig til en passion . Det er afslappende at sidde i sin have om sommeren og være kreativ gennem arbejdet med saksen - ja, det kan føles helt meditativt når man frembringer smukke, enkle geometriske former eller japansk inspirerede, asymmetriske dekorationstræer. Det er jo forlængst erkendt, at det har en beroligende virkning på mennesker med den slags jordnære sysler i haven.
  
Mange af havens træer og buske har i virkeligheden godt af at blive klippet, idet de giver nyvækst og planterne holdes samtidig i ave, så der er plads til dem - også ind i fremtiden. Men det væsentligste er nok, at de formklippede  bibringer haven nogle spændende strukturer, som markerer sig året rundt.



Gruppe af klippede cotoneaster.



Kegleformede buksbom på rad og række.







Haven er nu fyldt med mange detaljer, der tiltrækker sig opmærksomheden. Her kryber buksbomkugler i ly under en himalayaceder.


















Haven indbyder i høj grad til ture rundt ad stierne.


Og på turene rundt findes der mange små detaljer.


søndag den 21. november 2010

Den vilde have er en gave.


Udsigt fra husets balkon mod Kattegat.

I virkeligheden har vi to haver, nemlig den derhjemme i Silkeborg og så den herude på Djursland - helt så
langt ud man kan komme ved Kattegats kyst over for øen Hjelm, ligger den. Det er to meget forskellige haver, hvor den i Silkeborg er en "kulturhave" medens den herude på Mols er en "naturhave", der næsten er vild. Området er inkluderet i Nationalpark Mols Bjerge på grund af en særegen og spændende strand med en sjælden vegetation.

Herude lever vi næsten halvdelen af vores liv. Efter en tid hjemme i Silkeborg opbygges behovet for at komme ud og se vand - "det store vand" vel at mærke. Derhjemme er det Silkeborg-søerne, som må tilfredsstille os, men længselen efter at se havets vidtstrakte flader ligger som et latent behov, der må tilfredsstilles.



Også her pynter det med lidt rimfrost.

Det nærmeste man kommer en nem have er nok den naturprægede have, som vi har den her. Men en helt vedligeholdelsesfri have er nok en utopi. Vi har her i efteråret fælled en del store fyrre- og grantræer, dels fordi de var udvoksede og ikke mere så kønne og dels for stadig at have udsigten til vandet. Men ellers er alt hvad naturen kan finde på velkomment. I sommertiden glæder vi os over alle græsserne, her kender vi ikke begrebet ukrudt. Selv padderokker og gederams er her på sin plads. Stauder som knopurt, bakkenellike, engelskgræs, strandkål, røllike, slangehoved, cikorie, vild kørvel, storkenæb, harekløver, krybende potentil, sankt hansurt og valmue er blot et udpluk af de blomster, der dukker op i løbet af sommeren.


Knopurt er en stor og dekorativ staude.



En pæn bunke træknuder venter på at blive flækket.

   


Den omsætning af organiske stoffer, som foregår i naturen, er også forbilledet for vores naturprægede have. I bunden af busketterne får grene, kviste og blade fra træerne lov til at blive liggende, så svampe og bakterier efterhånden kan nedbryde og forandre det til værdifuld humus, der indgår i den naturlige skovbund.


Som overstandere i den "vilde have" har vi valgt ud fra hvad der er naturligt for området. Meget er naturligt kommet af sig selv. Det drejer sig for eksempel om gyvel, hyld, eg, røn, birk, klitrose, rynket rose, kaprifolie og brombær, der gennem årene er dukket op på den 2500 kvadratmeter store grund, der grænser helt ned til Kattegats kyst. på det område, hvor vi har fældet store træer er nu plantet sandtorn og vilde roser. Der er opnået stor frodighed gennem tætte krat af slåen, brombær og vilde roser, som er hjemsted for et rigt fugleliv.




                                                              
Den vilde haves righoldige vegetation bidrager til nogle af vores store passioner, nemlig at tegne og male, tilberedning af urtebrændevin, hvor særlige favoritter er røllike, klitrose, havtorn, slåen, røn, hyld, perikon og strand malurt. Der syltes hyben og brombær og plukkes mange blomster til kranse og buketter i sommerens løb, ligesom Inger samler urter til farvning af garn, som hun bruger i sin vævning. Herved kommer nogle af naturens farver indendørs og indgår i boligen sammen med små fragmenter af tømmer fra forliste skibe, flinteredskaber og sten, der er spændende nok til at blive slæbt op i huset.








Her er den naturfarvede garn (birkeblade) vævet til sofapuder.
              


         
                    
En narurhave er som sagt ikke arbejdsfri, men næsten. Arbejdet består stort set af at slå en græssti fra huset og ned til stranden og så en gang imellem at fælde, tynde ud for på den måde at regulere, for at bevare udsigten til vandet og over til Hjelm. Året igennem er havet det centrale - altid afspejlende vejret - lyset, luften  og atmosfæren. -"Hvordan er vejret i dag, kan vi se Hjelm"? - lyder det evindelige spørgsmål.

Der er dage, hvor havet står som en blygrå og lidt død flade, måske brudt af hvidt skum på bølgerne. Andre dage viser det tænder og undertiden så voldsomt at man kan føle sig hensat til Vesterhavet. Havet kan også være diset og sløret og farverne bliver diffuse og dæmpede og husets beboere mister Hjelm af sigte. Men så er der heldigvis også dage med liv, hvor vandet fremviser lysets evige skiften, fra det neddæmpede til tindrende sol med lysglimt, der næsten gør ondt i øjnene og kan bringe Willumsens billede af badende børn i erindring.



Få kilometer fra os har vi Ebeltoft, der med sine gamle og historiske bygninger er til stor glæde. Hele tiden finder vi nye detaljer i de gamle gaders idyl. Og i den nærliggende skov lytter vi  på sommeraftener til nattergalens sang.







En mis kom forbi og indtog fodderbrædtet.