fredag den 3. marts 2017

De stenbelagte stier.




Stien gennem haven er et vigtigt element, der giver karakter, og betyder, at vi året igennem kan komme tørskoet rundt.




I 1980 blev vores hus bygget på en grund, der var udstykket af markerne omkring den gamle landsby, Balle, der nu er vokset sammen med Silkeborg, og herefter opstod haven på den del af grunden som huset og carporten ikke dækkede. Heldigvis er vores hus ikke så stor på den 1000 kvm grund, så der kunne blive plads til en have på omkring 850 kvm. Huset er placeret nogenlunde midt på grunden, så det på den måde er med til at dele haven op i en rimelig for- og baghave. Der blev straks sået græs på alle fire sider af huset, så haven ligesom kunne udvikle sig derfra. Ret hurtig blev der anlagt et par staudebede, busketter og plantet enkelte træer.


Vores jord er visse steder ret leret, hvorfor jeg forskellige steder i haven lavede hævede bede med sider i trykimprægneret træ til surbundsplanter, hvor jorden blev forbedret med spagnum og sand, der blev iblandet gran- og fyrrenåle dels for at gøre blandingen mere porøs og dels virkede nålene som langtidsvirkende næring.

I den periode begyndte jeg også at bruge marksten som belægning.



Ret hurtig stod det mig klart, at de stenbelagte stier skulle danne et net gennem haven, og langsomt 'åd' jeg mig ind på græsplænen, hvor alt det opgravede af græstørv og jord kom til at danne hævede bede. Jeg var simpelt hen blevet træt af at slå græs - et arbejde der forekom mig ineffektivt og træls - den smule have måtte kunne bruges til noget sjovere. 


Sideløbende med arbejdet med stierne, der strakte sig over et par år, støbte jeg trug, som blev anbragt forskellige steder i haven.



 Inger i vores nyanlagte have i sommeren 1988.

Haven var blevet betydelig mere spændende - med vekslende højder og et helt andet perspektiv - i forhold til den flade græsplæne.



Stierne strækker sig rundt i for- og baghave.



Træer og buske er gennem årene vokset op, og bunden er lukket med bunddækkende planter, så frodigheden er total.









Her et kig ind på en del af teressen, hvor der er lavet et bed i fliserne som 'en have i haven'.



De hævede bede er visse steder kantet med store sten.






De små rhododendron, der blev plantet for 25 år siden var blevet alt for store og dominerende, hvorfor de blev stammet op, så der blev skabt en frodig skovbund med bregner, Hosta, skovfrytle o. a..



Det er vigtigt at en have har en stil, men endnu vigtigere er det, at den har frodighed.












De tæppe- og pudedannende planter kanter bedene mod stierne, hvilket bløder det hele lidt op på en naturlig og harmonisk måde, der giver sammenhæng. Haven kan undertiden opføre sig, som var den natur, hvilket er tilstræbelsesværdig, men haven vil altid være kultur, som skabes og passes af menneskehånd.






Vi har tilstræbt en hvis stemning og atmosfære, de steder, hvor vi sidder og nyder havens ro. Disse siddepladser er vigtige, nogle i sol og andre i skygge - steder hvor man kan sidde og reflektere over tingene, eller bare nyde en kop kaffe eller et glasvin.






















Den korteste afstand mellem to punkter er en ret linie, men ikke altid det smukkeste. Derfor får stierne lov til at sno sig gennem haven. Jeg synes, at det er vigtigt, at der bliver plads til det irrationelle, for deraf vokser poesien undertiden.
























Det er dejligt at opleve årstidernes gang derude.



Og lige nu venter vi for alvor på foråret.