Der er vanskeligt at fotografere i vores have og undgå grønne former - de har det med at snige sig med på billederne uanset hvilken vinkel man vælger. Og det er naturligvis selvforskyldt, jeg har selv plantet og formet dem gennem årene og må nok erkende, at det vil fortsætte i årene fremover. Måske er der tale om lidt galskab,
jeg har ingen anden forklaring - måske er jeg arvelig belastet, min far var også havegal og så kan man vel ikke gøre for det. Min far gik dog ikke og strøede formklippede vækster rundt i sin have, han kunne bedst lide at tingene stod på række og geled i hans mønster-kolonihave.
Allerede den gang kunne jeg mærke at disse rækker bød mig imod, at jeg ville blive en slags mønsterbryder. der ville strø planterne ud på fri hånd og lave en anderledes, asymmetrisk og lidt mere `vild` have. Men ellers er kærligheden til haven vel den samme, uanset hvilken form man vælger. Min fars have var primært en nyttehave, hvor der skulle dyrkes kartofler og grøntsager til husholdningen, og det havde stor betydning i en arbejderfamilie i 1940`erne og 50 èrne. Men der var også plads til blomster i min fars have og en lille bitte græsplæne og så naturligvis et lysthus, hvor vi lavede kaffe på primusapparatet - det var ikke uden poesi når vi opholdt os i haven.
Man kan i dag føle sig lidt forkælet og priviligeret, at man kan tillade sig at bruge hele haven som prydhave.
Vi har også stor glæde af vores have i dag, tænker meget over dens
udformning og design, hvor vi undervejs har været nede i den mindste detalje gennem dens opbygning, så den næsten føles som en del af os selv.
Vores pilebladede pære i blomst. En have kan rumme utrolig mange grønne nuancer, som her fra det lyse, lette og kølige til det mørke, tunge og dystre.
Det kræver måske nok en hvis galskab at vælge så meget klippearbejde, men i princippet mener jeg nu heller ikke at man skal klippe alt hvad man kommer i nærheden af. Der bør også være fritvoksende planter, for det er netop i kontrasten mellem alt det fritvoksende og det klippede at det magiske opstår.
Haven er jo også arkitektur, hvor man kan spille på tingenes placering i forhold til hinanden og bevidst skabe rumvirkning. Vi har i vores valg af former gennem årene været påvirket af vores interesse for det havehistoriske gennem renæssancen, barokken og helt frem til modernismen, hvor også kubistisk skulptur og maleri har givet os ideer til havens udformning.
Den store grønne firkant i buksbom virker som en pause, der skaber ro for øjet , før det vandrer videre til nye former. Træernes kroner virker som havens loft, hvorved det store grønne rum opstår, som er så godt for menneskers sind.
I havens mindre rum finder vi ro til tanke og refleksion.