lørdag den 25. februar 2012

Forårsdage.



Vores terrasse var rigelig stor, derfor fjernede jeg for nogle år siden en del af betonfliserne og lavede et bed. Og da jeg havde en del brosten, brugte jeg dem som kant i endnu et bed i det første, så man kan tale om bedet i bedet på terrassen.


Jeg har ikke nogen logisk forklaring på, at jeg valgte denne løsning, og det er vel heller ikke nødvendig. Formodentlig er det "legebarnet", der er kommet op i mig. Og når jeg tænker mig om, må jeg nok erkende, at jeg har foretaget mig mange sære ting i forbindelse med havens udformning.


Det handler vel om noget irrationelt, på samme måde som man får lyst til at male et abstrakt billede, udføre en skulptur, skriver et digt, eller et stykke musik - noget lyrisk eller poetisk - skabt ud af de forhåndenværende materialer her og nu, og uden at tænke så meget over det. Det foregår nok skiftevis ret spontant, hvor der ikke er så langt fra indskydelse til handling, men kan også være mere konstruktivt, hvor det er noget mere stramt i forbindelse med havens arkitektur og dermed en mere bevidst æstetik, det handler om.
Haven som projekt, tror jeg, handler nok for mange mennesker om drømme og følelser.



Det er dejligt at sætte blade af forskellig størrelse, form og farve sammen i bedene. De er smukke på hver sin måde og klær´ hinanden trods deres forskellighed. Når de kan virke harmoniske i sammensætningen skyldes det vel den grønne farve, der går igen i dem alle og ikke mindst kontrasten mellem lyst og mørkt og mat og blank overflade.






Et af forårets oplevelser i haven er når vores paradisæble, Malus sargentii "Rosea" blomstrer. Den blev kraftigt opstammet for år tilbage, hvilket gav lys og luft til alle de mange forskellige bunddækkende planter.






En flækket sten blev til en hamburger med løg. Vi fandt stenen i en grusgrav, flækket og klar til brug. Den har stået og passet sig selv gennem mange år, jeg kan næsten ikke komme i tanker om noget nemmere i haven.






Jeg har sikkert tidligere vist billedet af de tre portugisiske krukker. De har også haft deres faste plads gennem mange år, men kommer under tag om vinteren.



Den klippede buksbom i sin balje er stationær, den er simpelt hen for tung at flytte rundt på i haven. Jeg drejer den regelmæssigt efter lyset. De store dejlige blade til højre er skjoldblad, Darmera peltata.






              Hvid Løjtnantshjerte, Dicentra spectabilis "Alba" - som perler på snor.






Den spiralklippede buksbom kan virke som et fikspunkt, der fanger øjet og giver ro, før det vandrer videre rundt i det urolige staudebed.



Det grønne look. Klippede og fritvoksende træer og buske, stauder og græsser i skøn forening er det, der danner vores have.



I stentrugene opstår små landskaber, der udgør havens mikrokosmos. Her er mulighed for at lege i lille format.



Kongelys er en statelig plante, der i lighed med fingerbøl og andre kan dukke op de mest utrolige steder i haven. Og ofte vælger vi at lade dem stå, lader naturen råde.




Hjulkrone er en af de planter, der sår sig ukontrollabelt. Så mange bliver fjernet, men de, der får lov til at vokse op bliver meget smukke. Set her i modlys, er det jo ren poesi.




At opleve sin have i tåget vejr kan være som et drømmesyn, der taler til sanserne om noget uendelig blidt og diffust.



Der er ingen forklaring til denne "installation". Det handler i al sin enkelthed om en møllesten, hvor der var et hul i midten - stort nok til at plante en buksbomkugle - en rundbuet sten, samt mere kantede sten blev sat op imod - i bunden blev planter tornnød, der kryber ind mellem stenene og bløder det hele lidt op.






Valmuesøster, Meconopsis cambrica trives overalt og sår sig over alt. Den er fin i en lys skovbund og imellem buske.






En lav vortemælk dukker trofast op mellem stenene, hvert år i april og bebuder, at det nu er forår.







Fra det tørre stenbed, der er opstået i midterrabatten af vores indkørsel. Her er timian af forskellige art, blågræs, romersk kamille, salvie o.a..






















Jeg længes efter, at haven genvinder sin frodighed. Turen rundt på gangene er en tilstand af glæde over et miljø, som jeg  kender så godt - for jeg har plantet hver en plante og lagt hver eneste sten og alligevel overrasker haven mig den ene gang efter den anden. Den udvikler sig ikke altid som jeg havde tænkt mig, men går ofte sine egne veje, som et selvstændigt væsen. Og det er vel det der fascinerer og er udfordringen.




I forsøget på at tilføre haven lidt romantik, har vi blandt andet placeret nogle beplantede jernurner forskellige steder, hvor vi syntes, at de kunne falde naturligt ind. Der er vel ikke noget i vejen med romantik - kun når den bliver forloren. Man kan vel sig, at en have uden romantik er som en ret mad uden krydderi.








lørdag den 18. februar 2012

Mod forår.



Det går mod vår. Vi har endelig fået plusgrader, sneen er smeltet og jorden er ved at tø op efter frosten, så smeltevandet og regnen kan synke ned i jordbunden. Og lytter man til fuglenes sang, er den også blevet lidt mere optimistisk - også de tror på, at vinteren har sluppet sit favntag.



Det første, der blomstrer i vores have er den øverste på billedet, Cyclamen coum, den blomstrer lige nu og det gælder også vintergækkerne, der nu efter sneen er smeltet, titter frem. Senere er det Dorethealilje, der står og lyser op.



Fra forårsblomsterne er det ikke svært i fantasien at lade tankerne gå videre til bregnerne, der når de skyder op, har form som små bispestave, hvorefter de ruller sig ud i al deres vælde.



Hostaérne skyder op som små kræmmerhuse, og når de folder sig ud, forbavses man hvert år over, hvor meget de fylder.



Blandt vore mange forskellige Hosta synes jeg, at "June" er en af de smukkeste.



Den opstammede Rhododendron yakushimanum har hvert år er væld af knopper.









De klippede, stedsegrønne planter har vi kunnet glæde os over vinteren igennem, men nu suppleres de af alt det bunddækkende, stauderne og bladene på træerne.



Livet er jo generelt godt, men det er som om det bliver lettere, smukkere og dejligere når vi om foråret får sol og varme. Græsset med de hvide blomster er en Snefrytle, Luzula nivea. I maj kommer de store, løse blomsterkvaster frem.






I granittrugene kommer forskellig ting til syne. Lige her, er det en lille hvid Ranunkel, der fanger øjet.



Og her ser vi den i nærbillede.






I løbet af maj skal jeg til at klippe Buksbom første gang.



Det smukke Zebrasiv, Scirpus tabernae-montani "Zebrinus" står og lyser op i sin lille dam.



Den lille grågrønne Oxalis adenophylla "Rosea" harmonere meget godt med den cementgrå krukke, og den sorte tulipan giver lidt kontrast.



Også takskuglerne er ved at have lange skud.



En islandsk valmue, Papaver nudicaule lyser op med sin orange farve mellem stenene.



Der kan skabes små, stenede landskaber i trugene.



I det lyse, lette forår svejer græsset i den blide vind.



Inger viser stor omsorg for sine surkløver, der som farveklatter flyttes rundt i haven fra forår, men overvintrer inde.



Den lille gule torskemund har vi her og der og allevegne. 



Den opstammede og klippede diamant-azalea, Rhododendron "Diamant Rosa", har jeg arbejdet med fra stikling af. 



Jeg venter på, at det lille hjertetræ, Cecidiphyllum japonicum "Pendulum" kan undvære sin støttepind og selv kan holde sig oprejst.






Det er nu, at det er tid til at gå de daglige ture rundt i haven.








Benved Euonymus fortunie "Emerald Gaiety" er fremragende at klippe og forme, og kan stå inde i halvskyggen og lyse op.



Den lille Geranium cinereum "Ballerina" trives fint i forgrunden af bedet.



Her er den opstammede Rhododendron yakushimanum med de mange knopper sprunget ud.









Her er det endelig sket, det jeg går og venter på, der er masser af frodighed i bunden af bedene, hvor jorden nu er dækket.












Pletter i luften og i krukke - hvorefter de fortsætter over på bladene af lungeurt.






Mor og Barn, Tolmiea manziesii har nogle undselige, men alligevel dekorative blomster.