fredag den 31. december 2010

Skriften på væggen.



- Og vinteren strenges.
Her i de kolde vinterdage er det fortsat spændende at gå i haven og finde overraskende motiver - som her, hvor et simpelt plantestativ i jern har fået en helt ny skønhedsværdi - et ornament, der via sneen og rimfrosten opnår en helt speciel stoflighed.




Smukke skrifttyper har jo også en ornamental virkning. Denne type er en en let tillempet ANTIKVA, der følger klassiske linier. Teksten har jeg forfattet og skrevet på pladen for mange år siden - og indrømmet, den kan virke lidt patetisk. Men jeg havde skiltet hængende på væggen i en del år og det var i virkeligheden en påmindelse til mig selv om det at leve i nuet og være nærværende - hver dag - og gerne så intenst, som var det den sidste. Jeg har fundet skiltet frem fra dets gemme, det har fået en ny aktualitet for mig, idet jeg i disse dage læser Echard Tolles´:  "Lev i NUETS kraft", hvori han blandt andet siger: "Alt hvad du i virkeligheden behøver, er at acceptere dette øjeblik fuldt ud. Så føler du dig hjemme her og nu - og hjemme i dig selv". - "Bevæg dig dybt ind i nuet".




Jeg har som underviser gennem mange år været fascineret af Platons tanker om pædagogik. Tænk, at han kunne tænke så "moderne tanker" flere hundrede år før vor tidsregning. Dette er også et skilt som jeg skrev, for at have teksten for øje i mit arbejde, som en påmindelse om, at en flok elever er vidt forskellige personer både hvad udvikling, evner og sind angår, og at de ikke blot skal køres igennem en pølsemaskine, for at komme ud som et ensartet produkt.

Der er en stor håndværksmæssig glæde og personlig tilfredsstillelse ved at tegne skrift og undertiden give bogstaverne et personligt tilsnit. For herefter at overføre tegningen til en flade og derpå fornemme, hvordan skrivepenslen sammen med skrivestokken lystrer håndens bevægelser for herigennem at skabe æstetisk smukke skrifttegn.

På skriftpladen her er bogstavhøjden 12 mm.. Jo mindre skrift des vanskeligere er den at udføre håndværksmæssigt. Men i dag er dette arbejde forlængst overtaget af computeren, der kan skære alle mulige skrifttyper ud i en hvilken som helst højde, der så blot skal overføres på en fladen. Den nye teknik har forvandlet projektet fra en tid, hvor maleren stod i timevis og skrev på et skilt, til nu, hvor opgaven løses på få minutter.

Den nye teknik har gjort skilte billigere at få udført og gjort dem mere "perfekte", men samtidig har skiltene jo mistet det personlige præg som håndarbejdet kunne tilføre dem. -Jeg kan godt se, at det lyder som håbløs nostalgi. Der findes dog steder, hvor man endnu værdsætter og kræver håndskrevne skilte. Det kan for eksempel være på præstetavler og anden skrift i gamle kirker og andre historiske bygninger, hvor man endnu ikke har tilladt den nye teknik at vinde indpas.




Her er en tekst, som hiver mig tilbage på havesporet. Skrifttypen er en gotisk skrift, som findes i et utal af variationer. Teksten omhandler planters livsforløb, men kunne jo egentlig i lige så høj grad handle om menneskets vilkår gennem livet. Jeg kan ikke mere huske, hvorfra jeg har teksten, men det var jo oplagt for mig som havemand at have den hængende. At lyset svinder bort jo længere man kigger ned ad pladen har ingen symbolsk betydning - at det for eksempel går mod "mørket og døden", men hænger sammen med de faktiske lysforhold på væggen.





 Det kan nok være, at en og anden er ved at have set billeder nok fra den sneklædte have, men alternativet ville være en mørk og dyster vinterhave. Jeg synes nu, at det stadig er en oplevelse at vandre rundt derude på jagt efter motiver af havens "vinter-ornamenter", disse overraskende og dekorative udsnit, der pludselig fanger opmærksomheden. Det er jo lige her i nuet, jeg oplever denne lille sneklædte, formklippede Cryptomeria japonica "Elegans". Ikke i fortiden, hvor jeg klippede den i form og heller ikke i fremtiden - til sommer, hvor den står med sine eviggrønne kugler, men lige nu i dag med sne på, her midt i vinterens hjerte.





Man taler om havens arkitektur - dens design. Da jeg fik min videregående uddannelse på teknisk skole i slutningen af 1950-erne kendte vi ikke ordet, vi brugte det gode danske ord "formgivning".  Når man ser ordet design tænker de fleste på noget med form og farve. Ordet design stammer fra latin (de-signare). Design er noget, der er udført gennem planlægning og skitsering.

Jeg har set ordet design defineret som menneskets evne til at forme sine omgivelser, så de opfylder vores behov og giver vores liv mening. - Således er design noget, vi alle sammen kan. Det er en evne på lige fod med vores evne til at forstå musik eller sprog. De af os, der kalder sig designere, er derfor dem, der har skærpet den designerevne, vi alle har, ligesom de, der uddanner sig eller dygtiggør sig inden for musik, bliver musikere og de, der uddanner sig specielt i sprog, bliver sprogforskere eller undervisere.

At designe er altså noget vi alle kan, hvis vi skærper sanserne. Derfor er havetid - livet i haven - noget der optager mange mennesker - det kan være udfordrende at udforme og herigennem udtrykke selve havens ide´ og arbejdet dermed kan rumme glæde og stor personlig tilfredsstillelse.





 Havens strukturer og teksturer er forskelligt virkende elementer, der kan spille op til hinanden.











Mennesker uden den store haveinteresse definerer ofte vinteren som den årstid, hvor de kan få fred for haven. Og selv meget haveinteresserede kan såmænd føle, at det er helt rart med en pause. Man kan opholde sig lunt inden døre og kigger af og til ud på vejret og på haven. Kigger i sine havebøger, samler inspiration og begynder måske at planlægge næste sommers tiltag derude. Vinteren er den bro, der forbinder to somre. Man sidder her midt i vinteren og mindes den forgangne sommer og kigger frem mod den kommende - - - men hov! Det harmonerer jo ikke med det jeg skrev i indledningen, om kun at leve i nuet. Hvor er det dog svært at befinde sig i nuet, uden at glæde sig over gode minder fra i sommer, samtidig med at man ser frem til den kommende sommer med forventningerne om sol, varme, vækst, kreativitet og glæde. GODT NYTÅR.






































søndag den 19. december 2010

Mod lysere tider



Havens lys, luft, atmosfære - og lidt om løst og fast.

Vintersolhverv er dagen, hvor lyset vender tilbage til vores liv.

Med det magiske lys begynder livet at vende tilbage til haven, det lys, der som optisk og fysisk fænomen skaber alle de former, farver og de stemninger, som er så afgørende for vores oplevelser derude i haverummet.

Med lysets komme er det spændende at gå på jagt med sit kamera i gode haver. Sådanne haver er fyldte med de synsoplevelser, der skærper sanserne og når man gennem søgeren i kameraet indfanger motivet, er det som at male med lys.


At opleve sin have i tåge er som at se den i et drømmesyn med svage, bløde og næsten udviskede strukturer. Man bør vel fotografere sin have når den er aller dejligst og hvornår er den ikke det - fotografisk set?




Her i regnvejret opnås der nogle bløde, mættede farver.
Gode haver er ofte undergivet store æstetiske overvejelser, hvor havefolk ud fra personlig smag og opfattelse har placeret planterne i et bevidst indbyrdes forhold for at opnå bestemte virkninger. Der skal skabes ro, helhed og harmoni i kompositionen - at komponere handler om at skabe orden i kaos. I andre områder af haven tillades måske lidt mere variation mellem planterne og enkelte steder tildeles større planter en solitær rolle, hvor disse fremhæves på baggrund af mere rolige flader. Alt er velovervejet og intet overladt til tilfældighederne.





Men det er jo også muligt at skabe haver ud fra en mere impulsiv og spontan holdning, hvis man mere er til den lidt friere og mere eksperimenterende haveform. Det hele er nok et temperamentsspørgsmål, om ens have er af den ene eller den anden - eller en helt tredje slags.
Haven er et udtryksmiddel og derfor er det spændende at besøge haver, som udtrykker vidt forskellige opfattelser. Tidligere hed det sig: "Vis mig din have og jeg skal sige dig, hvem du er". Vigtigst er det, at haver lever, er frodige og smukke - ja, måske ligefrem maleriske.






Haven er ikke rigtig natur - vel snarere kultur. Den ved det bare ikke, for dens forudsætning er ganske som naturens - en hvis mængde lys, de rette temperaturer, væde, næringsstoffer o.s.v.. Hvor tæt en have bringes på naturen afhænger af dens mennesker, eftersom haven jo som bekendt er menneskeskabt.







Gennem arbejdet i haven oplever mange mennesker at vende tilbage til noget oprindeligt - enkeltheden i tilværelsen - der jo ellers let kan tabes af syne i en moderne civilisation. Den franske filosof og forfatter Jean Jacques Rousseau var i midten af 1700-tallet stærkt optaget af denne problematik, hvor hans tese var den, at mennesket er godt fra naturens hånd, men at det, der ødelægger det, er civilisationen. Derfor lød hans budskab, at mennesket skulle vende tilbage til naturen.

Naturen er forbilledet for mange havefolk, hvor der ofte tænkes økologisk, samtidig med at haven styres hen mod en mere naturpræget havestil. Erfaringer og oplevelser hentet i naturen kan give inspiration til beplantninger hjemme i haven, hvor vilde blomster er hentet ind og afprøves sammen med de mere robuste af havens stauder.


Myrrhis odorata, Spansk kørvel (sødskærm).


Naturen kan give ideer til at skabe helheder i haven, ligesom man lærer at plante flere ens planter sammen, så der opstår store plamager, det giver ro. I naturen oplever man at planterne står tæt, så al jorden dækkes, hvilket fremmer mikroorganismernes liv i jorden. Havens ændring mod det naturprægede og lidt vilde giver bedre levesteder for vilde dyr og planter. Træer og buske placeres "lidt tilfældigt", som naturen selv kunne have fundet på det og der opstår i sådanne haver planter i flere etager så stor frodighed opnås. Haven bliver til i et samliv mellem mennesker og deres have og må ses som en kamp med og mod naturen, hvor kærligheden til det, der vokser og gror er så stærk, at man ikke kan slippe det.




Meconopsis cambrica, Valmuesøster.



Havearbejde handler dermed om at kultivere naturen, at forene natur og kultur i det menneskeskabte uderum, der er så vigtigt for os i sommerhalvåret. Når havedøren åbnes forøges boligarealet betragteligt. Haven som ide kan have til formål at blive betragtet som et æstetisk objekt, men er i lige så høj grad et stykke brugskunst, der skal bruges. Men havens allervigtigste brugsværdi skal nok findes i dens store rekreative betydning.







Hvor mange planter skal der til, før de udgør en have?
Ja, så enkelt lader det sig nok ikke besvare. Det må vel afhænge af jordarealets størrelse og havens idé. Men man må formode, at en have i den såkaldte minimalistiske havestil, hvor der tilstræbes skønhed og klarhed gennem enkelthed, vil kræve færre planter end en mere romantisk præget have, hvor man kan forstille sig en større ødselhed i brugen af planter.

For mange mennesker er tanker om haver forbundet med drømme. Ofte består sådanne drømme af billeder fra for længe siden - måske helt tilbage i barndommen. Måske ser man enkelte bede for sig eller detaljer af disse, måske ser man større helheder af det, som blev drømmehaven og som indgik i en totaloplevelse af dufte, farver, lys, lyde, at klatre i træer, smagen af frugter, samværet med mennesker i øjeblikke, fyldte med glæde, lykke og tryghed.



Også i den kommende sommer vil børn vandre rundt i haver og suge indtryk til sig af havens skuespil.


Havens væsen er det levende og evigt skiftende billede, som kan lignes ved vor barndoms kalejdoskop - dette kikkertlignende apparat med forskellige farvede glasstumper, der når man drejede apparatet, sås som stadig skiftende figurer af farvede mønstre. Haven er som en stor organisme, der år efter år gentager sit skuespil og altid i sin helt egen rytme. Dens bede har i foråret sine mønstre og farver, som langsomt drejes mod forsommerens- og videre til højsommerens og sensommerens farver og mønstre for derefter at fortsætte til efterår og den lidt farvefattige vinter. Havens cyklus kan minde om menneskets livsforløb, men den menneskabte have er som et levende maleri, hvor haveejeren mere eller mindre bevidst har skabt sig et billede i farve, form, linier og flader - det hen over sommerhalvåret foranderlige billede, som jo også er noget skulpturelt og arkitektonisk rumligt.

Mennesket omsluttes af dette mikrokosmos, dette lille fredfyldte paradis, der som princip kan antyde noget, man kan anse for kernen, essensen af selve livets kraft og mening.




Campanula persifolia "Alba", Smalbladet Klokke.


Haven hører til de flygtige kunstarter - forgængeligheden er dens vilkår og forudsætning. I det korte perspektiv oplever vi det hurtige sceneskift, når farver og mønstre hen over sommeren forandrer sig. Men betragter vi haven i det lange perspektiv er vi havefolk undergivet det, man kan kalde for havens langsomme mysterium.

Jeg har gennem årene været meget optaget af den afdøde vismand, forfatteren og arkitekten Steen Eiler Rasmussen, der i sit essay "Haven det langsomme skuespil" blandt andet skrev:
"Evnen til at arbejde med en anden tidsmålestok, end den vi gør i det daglige, er nødvendig for den, der vil forstå, hvad havekunst er. Det må slås fast, at det er kunst. Den indtager en særlig stilling blandt andre kunstarter ved at arbejde med et levende materiale, der ændres og udvikler sig gennem lange tidsrum. Mange tror, at det kun drejer sig om at arrangement, ligesom når man møblerer en stue. Men det er helt forkert. Det må snarer sammenlignes med en iscenesættelse af et drama, der måske kommer til at strække sig over århundreder. 
Når man står i Frederiksberg Have oppe foran slottet, har man et dybt perspektiv i rummet, men også et vældigt historisk perspektiv. En gang i den store nordiske krigs tid har havekunstnere på dette sted formet terrasserne og plantet nogle små lindetræer, som siden gennem gode og onde tider er groet og nu lukker sig over os som katedralhøje alleer.
Den, som ser  på havekunstens resultater, tænker i reglen ikke over det, men det er afgørende for denne kunst, at den arbejder med et levende materiale. Mange skelner mellem en arkitektonisk, stiv  havekunst og en romantisk, levende. Men selv den mest strenge barokhave spillede på kontrasten mellem klippede, arkitektoniske former og en fritvoksende vegetation". 


Havens magi kan tryllebinde og overraske sine mennesker. Denne dejlige grønne organisme bærer foranderligheden i sig gennem skiftende belysninger hen over dagen og året og byder således på mange forskellige stemninger. Derfor kan sindet også plejes i haven, idet en stor del af haveglæden handler om at iagttage og lade sig betage.


Rosa Raubritter

Rosa Pat de Deux.





Hos mange havefolk begynder tankerne om haven allerede at dukke op midt på vinteren. Til havedrømmene knytter sig forventningens glæde til den kommende sæson - og der står vi så lige nu. Det påstås ligefrem, at havefolk ofte får lov til at blive meget gamle, fordi de altid har noget i gang, som de går og glæder sig til at se resultatet af. Men uanset om man er gammel og garvet med mange havesæsoner bag sig, eller man er helt ny i havesammenhænge, så er glæden og forventningerne til en helt ny sæson med haven nok altid den samme.

Ved modernismens begyndelse for omkring hundrede år siden var kubismens malere optaget af flademaleriet - billedet skulle kun eksistere på fladen. Man ville skabe en ny virkelighed og et maleri kunne i den virkelighed  kun have to dimensioner, nemlig en højde og en bredde, medens forsøget på at skabe dybde i fladen ved hjælp af perspektivet, ansås for at være en falsk illusion. Holdningen holdt sig mere eller mindre hos moderne malere helt op til i dag.

Hos en del haveentusiaster opfattes haven som et udtryksmiddel i lighed med maleri, men i modsætning til kubismen opleves haven i tre dimensioner, da man jo ud over højde og bredde også kan bevæge sig ind i dybden. Haven som kunstart byder herved i lighed med bygningsarkitektur på oplevelsen af at kunne gå ind i noget rumligt.

Udstrækningen af havens bredde og længde har de fleste haveejere i reglen et bud på,  hvorimod spørgsmålet om dens højde kan føles lidt mere diffust, for går den til trætoppene eller måske helt op til skyerne? 
Hvis man er så heldig at have høje træer i sin have, som er delvis opstammede, vil de udgøre en naturlig afslutning i højden og vil herved virke som havens loft. Hække eller levende hegn omslutter og begrænser haven til siderne, hvorved de har funktion som havens ydervægge, der giver læ til alt det, som skal trives herinde, samtidig med at de hindrer indkig til det privatliv, der også skal kunne udfoldes her.
Hvordan indrettes haven så inden for den givne ramme?  Ja, se her når vi frem til det helt vidunderlige, at der  heldigvis ikke findes regler for, hvordan en have skal udformes.




tirsdag den 30. november 2010

Drømme om en sommerdag.




Når jeg i vintermånederne holder foredrag rundt om i Haveselskabets kredse, føles det som en meget taknemmelig opgave. Netop da er det som om havemennesker trænger til at se billeder af sommerhaver - billeder, der kan lune helt ind i sjælen og spænde forventningerne til den kommende havesæson.











Haven er anlagt således, at den ikke kan overskues  fra ét sted, men at man tvinges - eller endnu bedre, får lyst til at gå sig en tur rundt på gangene. Egentlig er det vist noget man har lært fra japan, at en have skal åbenbares lidt efter lidt.


Vi har ikke tilstræbt at vores haven skal virke japansk, jeg har nok et lidt ambivalent forhold til japansk inspirerede haver. 
 På den anden side vil man nok finde detaljer, der ser japanske ud - det er vanskelig, ikke at lade sig påvirke af den ro, harmoni og skønhed man finder i japanske haver. På samme måde som vi har ladet os påvirke og lånt elementer fra renæssance- og barokhaver
 uden at anlægge sådanne.




Her kan det nok se lidt japansk ud, men handler i al sin enkelthed om kontrasten mellem de bløde buksbomkugler og de skarpe, hårde sten.





- Og videre går det ad stierne.



Undertiden er frodigheden ved at lukke stierne.



Storbladede stauder som skjoldblad og sølvlys giver stor frodighed.



En haves stil er vigtig, men endnu vigtigere er dog dens frodighed.




Stenene bruges som kant til mange af vore hævede bede.




I højsommeren står jeg nogen gange op klokken fem for at opleve dagen helt fra begyndelsen. Haven ser helt ny, frisk og anderledes ud og det, der gør den anderledes er lyset. På nordsiden af huset ses planterne nu i lyset af den opgående sol og det er uvant at se så meget lys her og selve det at se haven i dagens første modlys kan næsten give religiøse oplevelser.

Det er køligt så tidligt på dagen og det kræver en trøje for at holde varmen. Jeg vælger at holde mig i solen og følger den hele formiddagen rundt i haven. Det første jeg tager fat på er i udkanten af et stenbed, hvor trædebregnen Cotula squalida, som ellers var udset til at skulle vokse mellem stenene i gangene, her forvildet sig ind i bedet og har indladt sig med en saxifrage, som den er ved at kvæle med sine lange udløbere. De opgravede trædebregner bliver flyttet tilbage til deres oprindelige voksested.



Meconopsis cambrica.


I de forskellige bede som jeg denne morgen og formiddag kommer igennem, støder jeg ofte på to forskellige planter, som undertiden også er kommet på afveje. Den ene er gul valmuesøster, Meconopsis cambrica, som jeg plantede her i haven for en del år tilbage, og i alle årene herefter har jeg prøvet at begrænse dens udbredelse. Problemet er, at den sår sig alt for villigt og stortrives tilsyneladende i samtlige bede - hvis jeg blot huskede at indsamle dens frøstande, inden den når at sprede frøene i løbet af sommeren, var problemet jo stort set løst. Den anden er gul lærkespore, Corydalis lutea, som vi for mange år siden købte i Lille Malunds Have. Vi havde set den lille charmerende blomst dukke op på mange forskellige steder i haven dernede og spurgte efter den i deres plantesalg. Stine, der solgte os den, så lidt forundret på os - næsten som hun tænkte, om vi nu også vidste, hvad vi købte. For sandheden er, at den sår sig over al måde, men hvor valmuesøsteren  
har en lidt besværlig pælerod, er lærkesporen uhyre let at fjerne. Men egentlig ville vi nok ikke undvære nogen af dem, når det kommer til stykket. De er begge  meget smukke og når de blomstrer hen over sommeren, giver de haven lidt af den vildskab, som vi på en måde også tilstræber.



Det blev til mange læs sten før stierne blev færdige.




Sten ved sten hen over et par somre, men det var et dejligt regulært arbejde, hvor man kunne se, hvor langt man var kommet.







Stierne bugter sig gennem haven, hvad gemme sig mon bag næste hjørne?

Et samvittighedsspørgsmål til haveejeren er dette: Om haven er det sted man dyrker planter - eller planterne er det materiale, hvormed man skaber sin have? I det først tilfælde er der nok tale om plantesamleren og i det næste om æstetikeren. Det er vel sjældent at man er rendyrket det ene eller det andet. De fleste befinder sig et sted på en skala mellem de to yderpunkter.

Vi betragter os ikke som egentlig plantesamlere, men er optaget af ret almindelige haveplanter. Kriteriet er det, at de skal være smukke med vekslende bladstørrelse og form.

Vi har bestræbt os på en varieret beplantning og holder meget af de rolige, fredfyldte og grønne rum.



Saksen er et vigtigt værktøj i vores have. Det kan være svært at styre planteglæden, derfor gik vi ret tidlig igang med processen med at klippe og formgive for på den måde at holde væksten lidt i ave. Samtidig opstammer vi en del af havens træer og buske for at give lys
og plads til alle de mange bunddækkende planter.



Stierne fører også gennem noget mere skygget og skovbundsagtigt.






Nogle fanges ind af havens magi, andre tilsyneladende aldrig.
Der er stor forskel på, hvornår i tilværelsen man fanges ind - eller om man overhovedet bliver det.
En del mennesker bliver det tilsyneladende aldrig. De er åbenbart helt umodtagelig for havens trolddom. Men hos de andre, de modtagelige, kan det langsomt komme snigende og pludselig en dag må man erkende, at man er til haver. Og da kan man lige så godt "komme ud af skabet" og ind i haven. Der findes helt unge mennesker, der således tidligt erkender det, men oftest sker det for mennesker i 30´erne og typisk skal man hen i mere moden alder omkring de 40, før man når frem til erkendelsen af at være et havemenneske og herefter slipper det dem sjældent igen.

Hvordan ytrer det sig så? Ja, symptomerne er mange, men ofte lider de af en kronisk plantemangel. De inficerede kan ofte ses rundt i planteskoler og på plantemarkeder, hvor de køber ind med en glubende appetit:
"Den må jeg há" og "den der har jeg heller ikke" - lyder det fra dem. De kender navnene på planterne, ofte også de latinske og sætter sig hurtig ind i jordbundsforhold og andre krav til placering som den enkelte plante stiller.


På terrassen kan der hurtigt "ommøbleres".


Stierne slår af og til et slag ind mod huset.