fredag den 21. februar 2020

Tidlige forårsfornemmelser.


Kigger man sig om i haven, er det forår - uanset hvad kalenderen siger. Vi har mellem regnbygerne været ude og rydde lidt op. Det milde vejr lokkede os ud, og det var en rar fornemmelse at være i gang igen. Vi har aldrig været så tidlig ude og begynde på forårsarbejdet som i år, haven har som oftest ligget stivfrossent hen på denne tid. Foran os ligger der forhåbentlig en en lang, god havesæson med en passende blanding af varme og væde - og ikke ekstreme tilstande med for meget af det ene eller det andet. 

Det er jo ikke uden en hvis bekymring man følger den klimatiske udvikling - februars rekordstore regnmængder, der har givet mange oversvømmelser med ødelæggelser til følge. Her i Silkeborg behøver vi blot at kigge til søerne og Gudenåens store vandmængder, der går over deres bredder, og hvad vi ellers erfarer via TV om tilstandende landet over.



Dette er udsigten fra vores vindue mod teressen. Inden for sidder vi og nyder alle vores måltider. Og der skal ikke mange solpletter til, før vi lokkes ud.



Vores tidligst blomstrende Rhododendron hedder praecox og blomstrer allerede nu, mod normalt i midten af marts.






Potteplanten 'Pletter i luften' klarer åbenbart vinteren igennem uden at fryse ned.



Kæmpeverbena er lige klippet ned og er klar til en skyde op til en ny blomstring.



Husfred, der er tæppedandende, visner normalt ned om vinteren, men har indtil videre klaret sig igennem med sin grønne farve.



Den vintergrønne have.