lørdag den 27. april 2013

De små ting.


En haves helhedsvirkning er naturligvis det der bør tilstræbes, men det forhindrer jo ikke, at man også fordyber sig i detaljen.
Jeg har en svaghed for småting, som dette lille `træ`, der klippes lidt i form. Oprindelig var det en kuglerund dværggran, Picea glauca `, hvor jeg faldt for fristelsen til at gribe ind, og forsøge på at give det et andet udtryk. Derefter er det spændende at placere det i nogle kontrastfyldte omgivelser som her mellem skarpe og hårde sten.



Det kan være de små ting, der gemmer sig rundt i haven, som kan være med til at give besøgende oplevelser, og samtidig bidrager med lidt poesi.













Om kort tid blomstrer vores paradisæble, Malus sargentii `Rosea`med et stor hvidt brus.












Jeg ved ikke rigtig, hvorfor jeg synes, at disse gamle olivenoliekander harmonerer med omgivelserne. De er enkle, slidte brugsting, som udtrykker noget rustikt og som egentlig bare er kønne her mellem sten og planter.






Her på de fredfyldte ture rundt ad stierne opleves havens  arkitektur - alle dens virkemidler af stoflighed og struktur som tilfældigt sammensatte elementer, men jeg må vel, på et eller andet tidspunkt ha´ gjort mig æstetiske overvejelser. Det er vel egentlig en kunst, at kunne få det til at ligne tilfældighedernes spil.



Og noget er heldigvis det man kan kalde `tilfældigheder`, hvor naturen tager over. Ikke alt kan - eller skal styres ud i den mindste detalje.









Rosen `Lykkefund` har fået en hjælpende hånd til at kravle op i træet. Jeg gravede for år tilbage en Hosta `Elisabeth` op fordi den fyldte for meget i bedet. Der blev imidlertid uforvarende en rest tilbage i jorden, hvilket betyder, at damen trives i bedste velgående, og det er jeg egentlig godt tilfreds med.






På et tidspunkt må man vælge at gå til højre eller til venstre, men begge veje fører frem til nye oplevelser.





































































Samtidig med at jeg kan lide det stringent klippede, holder jeg også af det mere ufriserede, og alle bedst synes jeg det virker, når de to modsætninger møder hinanden.






















torsdag den 25. april 2013

De indre hække.


Også de indre buksbomhække er inficeret med svampeangreb. De blev plantet for 24 år siden, da jeg havde fået rod på en masse stiklinger af Buxus rotundifolia, altså den storbladede buksbom, der var den eneste art, vi havde på det tidspunkt. Det er således mange år, jeg har gået og klippet dem, og vi har været glade for dem. Dels  bibringer de haven noget struktur og samtidig var de en god støtte for de stauder, der var plantet inden for hækken.






Så i går tog jeg fat på at grave hækken op i forhaven. Det kostede om ikke blod, så dog sved og næsten tårer. Nu venter vi blot på at få leveret nogle taksplanter til den nye hæk.



Disse lave hække er gode til at opdele haven i rum, hvorfor vi genetablerer dem i fornyet udgave, idet vi mener, at det er en vigtig del af havens idé.






En af fordelene ved buksbom og taks er, at de er stedsegrønne, og ikke mindst om vinteren bidrager med de grønne strukturer.



På vores haverejser til England, Holland og Italien er vi gennem årerne blevet inspireret af de klassiske haver og lånt elementer derfra, uden dog at forsøge på at kopiere hverken renæssancen eller barokken.



Dette lille indslag i urtehaven er bare noget pjank. Her er  hækken i øvrigt også skiftet ud med taks.











Jeg har lyst til at vise billeder fra nogle af de italienske haver, vi har besøgt og hvor vi har hentet inspiration til den hjemlige have. Her Villa d´Este i Tivoli uden for Rom, som vi har besøgt et par gange.






Her Villa Medici uden for Firenze, som er enestående - tænk om man her fik svampeangre på havens buksbom - det ville være intet mindre end en kulturel katastrofe.





Her er krydderurtehaven fra en af de italienske haver, den er placeret lidt afsides som en selvstændig have, men anlagt med en naturlig, charmerende, uhøjtidelig - og en højst nonchalance måde, det er jo simpelt hen en brugshave. Og her klarer alle krydderurterne vinteren, og udvikler sig år efter år til små buske.



Her en lidt uortodoks måde at anlægge en urtehave på.



Og så er vi tilbage i den hjemlige have, hvor vi har forsøgt at bruge nogle af indtrykkene, men på en lidt friere og mere asymmetrisk placering af de klippede elementer.



Her er de klippede kugler droppet lidt mere `tilfældigt` ned mellem havens stauder.



Den pilebladede pære, Pyrus salicifolia, blomstrede for første gang sidste forår og var et brus af grågrøn og hvid frodighed.












Her et kig til den grønne buksbomfirkant, som nu er erstattet af en af taks.



At taks også kan klippes i firkant med skarpe kanter, har vi et eksempel på i forhaven.



Et ærtetræ forvanlet til `kugletræ`.















































Cotoneaster dammeri er en fremragende plante at klippe og forme.