mandag den 27. januar 2014

Erkendelse.


Lyset over haven er jo ren magi. Det udstråles som bekendt fra solen, og forplanter sig gennem det tomme himmelrum med den enorme hastighed af 299,793 km i hvert sekund. Fra lyset udgår fra solen, og til det når vores - og alle andres haver, går der 8 minutter. Og her kan vi så sidde i havens bund, og falde i forundring over al den skønhed det livgivende lys sætter i scene - planternes farve og form - helt ned i de små detaljer som ribberne i de nyudsprungne hostablade.



Gennem åren har vi gået langs stranden og fundet flintsten med hul i. Den slags sten opstår vel ved, at en forstening af et dyr har løsnet sig, og er faldet ud. Her er disse sten placeret i en gruppe og falder ligesom naturligt ind mellem havens lave planter. Der samler sig regnvand i hullerne til glæde for både fugle og insekter. Vi føler os heldige, nå vi finder nogle af disse naturens små luner, og bringer dem hjem i haven.



Vi har bragt utallige marksten hjem i haven, og jeg bliver aldrig færdig med at fascineres over samspillet mellem de bløde planter og de hårde og skarpe sten.



Små krukker kan flyttes rundt og indgå i nye sammenhænge. Her den lette græs mod mere bastande buksbomkugler.



Lysets vandring skaber stemning og variation hen over dagen.










En lavendel badet i lys og lysstrålerne fornemmes ned over buksbomhækken.















Stierne rundt til havens forskellige afsnit ændrer sig over tid - planterne breder sig, og der må jævnligt reguleres.












Nede i bunden i havens lys og læ vokser de opstammede cotoneaster- kugler, som efterhånden har mange år på bagen. De skyder nye skud sommeren igennem, og må jævnligt have en tur med saksen.






Tidlig morgen og haven byder på den første tur rundt.



















Blomsterbedet virker rigtigt, når det ligner naturens egen måde at fordele blomster og farver på.



Jeg kan godt lide de fritvoksende planter i kontrast til de formede.



Den lille snefrytle `Luzula Nivea`, med de hvide duske sår sig villigt, og er altid velplaceret.





















Søger man havens sjæl, afspejles den dybt inde i det grønne.






Den pilebladede pæres lette og kølige løv virker oplivende mod mørkegrønne kugler.



Vandfladen i små fuglebade spejler himlens lys.








































fredag den 24. januar 2014

Havens betydning.


Ovenstående er en enkelt og præcis introduktion til vores have.
For Inger og mig repræsenterer haven en fælles drøm om at skabe nogle rum gennem kreativ leg med de elementer, hvorved en have kan opstå..

Det har været et langtidsprojekt, der har strakt sig over mange år, og jo flere år der er gået, des mere har det grebet os, og givet en værdifuld fordybelse, og frem for alt - masser af haveglæde.



Som teksten i artiklen også fortæller, så begyndte jeg i et hjørne af haven, og arbejde videre derfra, indtil et net af markstensbelagte stier havde forgrenet sig ud over haven.

Arbejdet foregik over et par år og var i høj grad med til at give den 1000 kvm. store have sit særpræg. Alt det der blev gravet op fra stierne af jord og græstørv, blev til hævede bede mellem stierne.



Tiden er  noget, der går stærkt og flytter sig, hvorimod et sted som en have har ro over sig. Havens langsomhed kan være det, vi ind imellem har behov for - og kan ligefrem være en livsbetingelse.

Det gør vel ingenting at man ind imellem kan føle sig alene, når man opholder sig i en have - og ligefrem opleve et glimt af den`skovensomhed`, som romantikkens digtere skrev om.



Man kunne vel godt forestille sig en have som et meditationssted - en have, der kan lindre strees, tristhed og uro, hvor alt det grønne omslutter én, og giver en følelse af fred og afslappelse.



Sæt dig, og betragt det milde lys, der stille vandrer gennem haven.






Vores have er ikke japansk inspirereret, selv om en og anden ting måske kan give et fingerpeg i den retning. Vi er da fascinerede af den japanske have, og beundrer den ro og enkelthed man finder der, men vi har i lige så høj grad været optaget af barokkens- og renæssancens haver, som vi har oplevet på rejser rundt i Europa.
Vi har gennem havens opbygning mikset de mange indtryk, og udviklet dem til noget, som vi opfatter som `vores egen stil`.

















Støj er udtryk for liv, hvor stilhed er livgivende.












Søg ned i bunden af alt det grønne, og glæd dig over den stille harmoni mellem bladenes forskellighed.















Anslå en tone og en stemning, der kan understrege selve havens substans af grøn frodighed.












Jo mere tid et menneske bruger i grønne omgivelser, jo lavere er dets stressniveau. Blodtrykket falder i grønne omgivelser, og syge bliver hurtigere raske, viser nyere forskning.