fredag den 30. september 2011

Havens foranderlighed.


Haven vil hen over årene forandres. En af årsagerne til forandring kan være den, at træer og buske bliver for store på det sted, hvor de har stået og må erstattes af mindre. Og sådan er det også gået i nogle af de små kvadratiske bede i forhaven, som jeg anlagde for 23 år siden, dengang jeg ændrede haven til dens nuværende form.


Bedets grundform med indhold har stort set været den samme gennem årene, nemlig nogle markante sten og tre buksbomkugler placeret i et kvadratisk bed. Det, der har været forandringen er de små træer, som jeg har brugt som overstandere i bedet, der efterhånden som de blev for store det pågældende sted er blevet erstattet af nogle mindre, men af en helt anden sort.




Jeg tror, at jeg var lidt japansk inspireret, da bedet blev etableret. I al sin enkelthed handler opbygningen om kontrasten mellem de bløde buksbomkugler og de hårde, kantede sten. Det lave grønne og mosagtige i bunden er en Sedum lydium. Men det jeg vil fortælle om er som sagt overstanderen, der er en Juniperus procumbens "Nana", som er hjemmehørende i Japan. Det er oprindelig en lav dværgformet busk, hvis skudspidset vender nedad, men denne er podet på en stamme, så den bliver et lille træ. Og sådan stod det på sin plads med sine stedsegrønne nåle vinter og sommer gennem mange år.

Det eneste jeg foretog mig, var at studse de hængende spidser en gang imellem for at den ikke skulle blive for stor. Men efter ca. 10 år måtte jeg erkende, at den var for stor - harmonien mellem bedets elementer var ikke længere til stede og så var tiden jo inde til at prøve noget nyt. Det gamle "træ" blev flyttet til et sted i havens udkant, hvor det trives fint.


            Bagerst i billedet ses Juniperus procumbens nu væsentlig større og i sine nye omgivelser.



Det nye blev en lille Himaleyaceder, Cedrus deodora "Horizontalis" - altså en lidt vandretvoksende, åben og hængende vækst. Den blev dog ret hurtig noget større end jeg havde forestillet mig og gennem nogle år tyndede jeg ud i grenene og kortede dem noget af. Det grønne bunddække er nu erstattet af ral, idet der efterhånden var for lidt lys til at det kunne klare sig.


Igen måtte jeg erkende, at et træ var blevet for stor i det lille bed og også dette blev nu plantet i havens yderkant, hvor det nu blot kan voks som det vil og blive til et stort, smukt og harmonisk træ. Buksbomkuglerne er af og til blevet byttet med nogle mindre, når også de blev for store.



Forleden blev der så plantet et nyt lille træ. Denne gang blev der valgt en spændende hængegran, Picea abies "Inversa", der er langsomtvoksende og formodentlig kan passe ind i bedet i mange år. Den bliver ikke ret meget højere, men nok lidt bredere, hvilket nok kan modvirkes ved at studse den lidt i grenene. Når jeg skal være ærlig, kan jeg faktisk godt lide at regulere småtræer med saksen og derved give dem deres eget udtryk.

Fra naturens hånd har de jo også fået forskellige karakterer og udtryk. Jeg synes for eksempel, at Himaleyacederen virker helt menneskelig og ligner en person, der er åben og favner hele verden samtidig med at den er modtagelig for nye tanker og påvirkninger, hvorimod hængegranen ser mere tænksom og lukket ud som en filosof, der er dybt koncentreret omkring sine egne tanker. Jeg ser Fritz Jürgensen´s karikatur af Søren Kierkegaard for mig, hvor han går gennem Københavns gader med paraplyen under armen, lidt sammensunken og verdensfjern.



Haven er jo den store grønne organisme, der år efter år gentager sit skuespil og altid i sin helt egen rytme. Og med årene vokser planterne, buskene og træerne sig større og større, hvorfor der er god mening i løbende at tage billeder af haven, for at følge udviklingen   - ganske som man tager billeder af sine børn og børnebørn.









Naturen kan være den inspirationskilde, der virker ind på skabertrangen ved udformningen af havens bede, hvor en vekslen mellem høje og lave stauder og et skift mellem stor- og småbladede planter kan skabe variation og undertiden adskildelse - små pauser mellem blomsternes farver. Høje og lave græsser kan give lethed og blød op på en sammensætning, der ellers kan virke for kompakt.



I nogle områder af haven tillader vi en hvis vildskab, igen kan man spille på kontrasten mellem noget vildt og noget mere plejet. Alene det, at de formklippede vækster står stramt klippede antyder, at man har styr på det, og falder øjet herefter på noget mere vildsomt, fremhæver tingenes forskellighed hinanden.












Der er noget fascinerende ved at opholde sig inde i noget skyggefuldt og kigge ud mod lyset. Det vekslende lysindfald hen over dagen skaber stemning.






Vi lader os omslutte af havens mikrokosmos, dette lille fredfyldte paradis, der som princip kan antyde noget om kosmisk energi 
- kunne det være den inderste kerne af det, der er selve livets mening?





















.



mandag den 26. september 2011

Sidst i september.



Det kom sig af, at Inger blev inviteret til damefrokost i det sønderjyske og da vi gennem flere år gerne har villet derned af for at se "sort sol", indlogerede vi os på Hotel Tønder for en enkelt nat.


Tønder er en af de byer der lokker med sine mange historiske bygninger og på kunstmuseet så vi en separatudstilling af maleren Kenneth Nielsen - en af de "unge vilde", der nu som ældre er blevet tæmmet. Hans billeder er egentlig smukke og flere af de mindre lærreder er farvemæssigt, nærmest poetiske. Vi så et par stykker, som vi godt kunne få plads til derhjemme i stuen.





På vejen ud til marsken holdt vi ind ved Møgeltønder og gik op og ned af hovedgaden. Vi er meget betaget af de gamle bygninger med deres meget smukke døre. Det er fint snedkerarbejde i mange forskellige stilarter og smukke farvesammensætninger.



Det var nu så som så med "sort sol", vi så nogle mindre stæreflokke, der lettede en gang imellem. På turistbureauet i Tønder havde de fortalt os, at de store stæreflokke havde flyttet sig et langt stykke ned i den tyske marsk. Men vi oplevede da at se store flokke af grågæs, der gik og snadrede og så en smuk solnedgang ud over Vadehavet.




Næste dag, lørdag, satte jeg Inger af i Branderup ved middagstid og havde således eftermiddagen til egen dispotion. Hvad gør en mand så, når han skal ud på egen boldgade? - Jo, han tager naturligvis ud og ser på haver.

Tilfældigvis fandt jeg i Haveselskabets fortegnelse over åbne haver på nettet en have hos en dame, der hedder  Marianne Munk og bor i noget der hedder Troldkær, Koldingvej 33, 6630 Rødding. Da jeg kontaktede hende pr. telefon syntes hun ikke rigtig at haven var i orden til at vise frem, men jeg kunne jo altid få en fornemmelse af havens ide´, og hvis jeg ville tage til takke  med den, som den nu så ud, var jeg da velkommen.


"Nå, er det dig!" - sagde hun, da jeg ankom. Det viste sig, at Marianne havde hørt et af mine foredrag i Røde Kro Havekreds sidste vinter.



Det blev en dejlig oplevelse i det lune septembervejr. Marianne tog sig tid til at vise rundt i den 2000 kvm. store have og fortalte glad og levende og med stor indsigt om sine planter. Haven må nærmest betegnes som en lidt vild, romantisk have med mange roser og hyggelige kroge.



Marianne passer selv sin store have, der løbende bliver ændret og forbedret. Mange ideer og inspiration har hun hentet på haverejser til England og Holland.



Grunden, der er omgivet af store træer, hække og levende hegn giver læ, og haven er i øvrigt opdelt i to haver, adskilt af en gårdhave, og over alt er der roser.



Nordhaven er mest en skovhave med ca. 70 forskellige rhododendron og azalea , hosta, bregner og primula, flere sjældne træer, en masse forårsløg og en samling historiske roser, rosenpergola, drivhus og kompostanlæg. I denne "store skov" bliver børnebørnene advaret om ikke at fare vild, fortæller Marianne. De har heldigvis altid fundet tilbage.



Sydhaven er primært en rosenhave med såvel bedroser som en pergola med slyngroser.



 Sydhaven rummer også mange klematis, stauder, liljer, hortensia og dahlia.




Ialt rummer haven over 350 forskellige rosensorter, hovedsagelig Austinroser og historiske roser. Sidste efterår  blev der nyplantet  ca. 50 moderne engelske og franske roser.



De afblomstrede violfrøstjerner står nu med deres lette, dekorative slør.


I gårdhaven fandtes nogle smukke røde plantesammensætninger, der sammen med husets røde mur danner en flot symfoni. 



På udhusets mur, der er kalket med en kalk, der er tilsat jernvitriol, opnås en smuk gul farve, som sammen med de italienskrøde døre kan give en nærmest toscansk stemning - i øvrigt et af de steder, hvor Marianne også har været og hentet haveinspirarion.





Marianne har også sans for de små detaljer.



Også til næste år holder Marianne åben have. Hold øje med datoerne i Haveselskabets fortegnelse over festival-haverne i juni 2012, hvor roserne vil være i fuld blomst.




Efter besøget i Mariannes have fortsatte jeg mod Ribe. Byen virker på mig som en magnet. Den rummer jo alt det som skønhedssøgende mennesker kan ønske sig - alle de gamle historiske bygninger med en masse spændende detaljer og stemningen i de brolagte gader.

På Kunstmuseet var der kun tre kvarter til lukketid, men da vi har besøgt museet flere gange var det nok til et gensyn med deres permanente samling.

Uden for Vikingemuseet sad jeg på den lave mur ud mod fortovet og spiste min medbragte mad. Et par små teenages-piger stoppede op og spurgte, om jeg ville hjælpe dem. Med hvad dog? - spurgte jeg. Jo, vi vil gerne have dig til at købe nogle cigaretter til os her ovre på Banegården, for vi må ikke selv købe dem. Jamen sådan et par kønne, unge, piger ryger da vel ikke - udbrød jeg. Jow, sagde den ene lidt brødebetynget. Vi er kun festrygere beroligede den anden mig, ja men der er da ikke fest nu, indvendte jeg - nej, men i avten æ der. Jeg foreslog dem at finde en anden til opgaven, da jeg jo sad midt i maden.

Under min slentring  rundt i byen kom jeg gennem Sortebrødregade, og ud for nr. 7 var et skilt med  teksten "åben have" sat frem. Det viste sig at være haven, som jeg i det tidlige forår fortalte om i et indlæg, hvor vi i forbindelse med mit foredrag i Ribe Havekreds blev inviteret af Lisa Salling hen for at se hendes have.



Nu var der betydelig mere frodighed.



Haven har en helt vidunderlig beliggenhed med til Ribe Å. Det er helt utroligt at man kan gå fra gaden, gennem gården og ind i en så fredfyldt gammel  have, blot 300 meter fra Domkirken.



Jeg fik en hyggelig snak med Lisa og hendes mand, der et øjeblik før min ankomst var vendt hjem fra en ferie   i Bosnien.







Det er hyggeligt at gå rundt i den kun 700 kvm. have, den har sin helt egen atmosfære, der sammen med de gamle bygninger, hvor dele af dem i middelalderen indgik i en bondegård her midt i byen, emmer af romantik, ro, skønhed og ælde.

















Og et glimt af gården på vejen ud.





Herefter var jeg en tur inde i Sct. Katharinæ Kirke og Klostergård, der sammen med Domkirken er de eneste prægtige komplekser, der er levnet af Ribes middelalderlige kirker, klostre, kapeller og hospitaler.



Til slut endte jeg sent på eftermiddagen dødtræt på en bænk ved Ribe Havn, herefter jeg fandt bilen og kørte tilbage til Branderup efter Inger.