En haves udtryk.

  

At have noget på hjerte er jo den første betingelse, dernæst at udtrykke det på én eller anden måde. Det er vist Paulus, der siger: "Hvad hjertet er fuld af, løber munden over med". Og hvis det virkelig er noget, der trænger sig på, kan det være vanskeligt at holde det tilbage, og hvorfor skulle man i øvrigt også det? 

En måde at udtrykke sig på kan være at udforme og dyrke sin have. Ja, jeg vil i ramme alvor påstå, at en have kan være en udtryksform,   - en manifestation, som den jo er, af skabertrang, livsglæde, fantasi, energi, og æstetik, der undervejs kommer til udtryk.

Vores have er primært et poetisk projekt, der giver dybde og indhold i tilværelsen. Jeg synes, at det som haven kan give, på én eller anden måde er beslægtet med arkitektur, billedkunst, skulptur, musik og digterkunst - det er de samme følelser og fornemmelser, der kommer til udtryk.

En forsommerdag sidste år var der så dejligt i haven. Solen skinnede behageligt fra en letskyet himmel. Roserne blomstrede, sommerfuglene flagrede, bierne summede, og hver fugl sang med sit næb, medens jeg gik i forhaven og hyggede mig. På et tidspunkt sad jeg på min skammel og klippede en busbomkugle i form - alt åndede således fred og idyl - og medens jeg klipper, sidder jeg og tænker på alting og ingenting - nærmest en meditativ tilstand, der er godt for sjælen. Og sådanne dage kan man opleve man mange af hen over sommeren - år efter år.

En lidt undselig detalje - et par græsser op imod en række sten, vel ikke det store budskab, men rummer et lille udsnit af det man kan kalde for haves mikrokosmos, et stilleben uden de store dikkedarer tilsyneladende, og rummer så alligevel et helt univers af liv og sammenhæng. 

Om dagen når solen skinner, optager stenene varmen, som de hen under aften og natten genererer til de nærmest stående planter, hvis rødder søger ind under stenene, hvor de hygger og luner sig. På samme måde opstår der ved luftens kølighed kondensvand på stenene, som løber ned og kommer planterne til gode.

Det at vandre rundt på stierne er om sommeren en daglig foreteelse - frem og tilbage går det, med trillebøre eller bare en spand til det ukrudt , der trods alt kommer op. Egentlig synes jeg ikke, at der dukker meget ukrudt op, den tætte beplantning hæmmer ukrudtet´s   vækst. Men arbejdet med at luge det som tros alt kommer op, føles som et meningsfyldt arbejde.

Midt i billedet ses en småbladet syren, Syringa microphylla som jeg lavede som stikling for en del år siden, og stammede den undervejs op til `næsehøjde`, så duften i blomstringstiden kan nydes, når man går forbi. Den øvrige del af sommeren står den som en grøn form. En af fordelene ved den er, at den står på egne stamme, så man undgår de irriterende vildskud, der kommer på podede eksemplarer.

HAVETID - HAVELEG

Min far var meget haveinteresseret, og var så heldig det meste af sit arbejdsliv at arbejde på en kirkegård. Et arbejde, som han var rigtig glad for. Det at holde gravstederne rene for ukrudt, at feje og rive mellem blomster, buske og småtræer, at klippe og beskære passede  vældig godt til hans temperament. Han hørte til den tænksomme, sindige type, og netop på kirkegården med dens fred og ro, var der jo ikke meget til at forstyrre.  

Ved fyraften og efter at vi havde spist aftensmad var han i sommerhalvåret klar til at fortsætte i sin elskede kolonihave. Her herskede der orden, alle grøntsagerne stod på sirlige lige rækker, så det var let at komme rundt med hakkejern og kultivator - selv blomsterne blev indordnet i rækkerne. 

Jeg kan huske, at jeg allerede dengang havde et lidt ambivalent forhold til det at dyrke planter og at udforme en have på den måde. Det jeg savnede var lidt mere fantasi, lidt `uorden` og poesi. Forskellen på vores havesyn handler jo om, at far´s have var en nyttehave, hvor jeg i dag kan tillade mig at bruge størstedelen af haven til prydhave. Men jeg er ikke i tvivl om, at jeg har arvet mit `havegen` fra ham, og det er jeg dybt taknemmelig for. Haveglæden har også i den grad præget mit liv, og jeg tænker ofte på, hvad han fortalte og lærte mig om havearbejde, nu hvor jeg selv går derude og tænker tanker.

Noget af den `uorden` jeg har tilstræbt, kommer blandt andet til udtryk i de mange sten, der er slæbt hjem i haven, og som jeg prøver at placere, som var det naturen selv, der har været på spil.

Saxifraga pennsylvanica knejser stolt over stenbedet.

For år tilbage havde vi adgang til en brandtomt. Det drejede sig om kampestensbygninger, der var udbrændt, og inden bulldozeren kom og fjernede det hele, havde vi lejlighed til at redde en pæn portion sten med skarpe tilhuggede kanter, der har været med til at give nogle makante partier i haven.

Jeg har megen glæde af at sætte sten og planter sammen i bedene, ja faktisk er det en af mine store passioner, som jeg dybest set betragter som haveleg. Jeg bliver aldrig færdig med det, flytter til stadighed rundt på tingene og forundres stadig over, hvor smukt netop sten og planter klær` hinanden.

Sten ved sten er lagt som stier i haven. Vi har gennem årene foretaget mange ture ud til landmændenes stenbunker rundt i omegnen af Silkeborg.

Det, som kan ligne en mani hos mig, på samme måde som min far´s lige rækker, er min hang til at klippe visse planter i form. Det er en fascination, der ligger meget dybt og giver mig en stor tilfredsstillelse. Jeg synes, at det giver en god kontrast til alt det fritvoksende, samtidig med at det giver haven nogle rolige, geometriske former, der er godt for øjet.

Storkenæb, Geranium `Jolly Bee` er synonymet på poesiens blå blomst.

Stiernes forløb og placering er tilfældig. Der forelå ingen plan, da vi for mange år siden nedlagde græsplænen til fordel for nettet af stier og alle de hævede bede. Vi hyldede tilfældighedens princip, og lod haven opstå, efterhånden som vi kom frem.

I forhaven opstod der til dels en anden struktur. Idet jeg undervejs lod mig inspirere af et gammelt stik af den flamske maler Pieter Brueghel den ældre.

Stikket er fra omkring 1525- 69 og skildrer en renæssancehaves tilblivelse. De firkantede hævede bede bød sig til som en spændende mulighed.

Egentlig er det en sjov tanke, at man gennem billedkunsten kan finde inspiration til havekunsten.

Jeg valgte at lave bedene i forskellig størrelse og at placere dem asymmetrisk.

Symmetriske opstillinger, synes jeg, kan virke lidt for `taktfast`, hvorimod asymmetri giver en mere levende, let og uhøjtidelig rytme i en nutidig have.

Der er ingen grund til at være betænkelig ved rette linier i haven. Plantevæksten vil hurtig udjævne og sløre skarpe kanter.

Beplanningen har gennem årene ændret sig, efterhånden som planterne blev for store, blev de skiftet ud, og saksen blev også taget i brug undervejs, for at holde væksterne i ave - som i den øvrige del af haven. Det er snart 25 år siden at forhaven fik sin nuværende form.

En af fordelene ved bedenes placering er, at man kan bevæge sig rundt om dem og betragte dem fra alle sider.