NU ER DET (snart) HAVETID.

Havetid er et forjættende ord, der hensætter en del mennesker i en forventningsfuld tilstand. Derfor valgte jeg navnet til nærværende blog, men det er som om min computers stavekontrol ikke vil anderkende ordet, hver gang jeg skriver det, sætter den er rød streg under ordet - hvorimod et ord som for eksempel sommertid eller kaffetid straks godtages. Nu ved jeg da godt, at det ikke er alle, der er lige så havetosset som jeg selv. Men jeg er nu ret overbevist om, at vi er mange, der virkelig går op i, om det ikke snart kan blive havetid. 

Jeg har i dag været ude for at prøve at stikke spaden i jorden, men kom kun et halv spadestik ned, inden jeg stødte på den hårde frost. Vi har været hjemmefra en fjorten dages tid, og i fantasien gik jeg med et billede af haven, jeg vendte hjem til, som værende længere fremme. Men lige nu ligger rester af sneen i de mere skyggefulde dele af haven, det er koldt, og minsandten om ikke det sner kraftigt her sidst på søndag eftermiddag.

Noget af det første jeg skal have gjort, når jeg kan komme i jorden, er at grave flere ret store buksbomkugler op. De er bukket under for den svampesygdom, der plager mange haver, og lige nu står de og ser ynkelige ud med de store bare eller visne partier - det er simpelt hen ikke til at holde ud at se på - og derfor ryger samme vej som deres mange syge forgængere, nemlig på lossepladsen.

Jeg vil trøste og lune mig ved billeder af sommerhaven, og i fantasien drømme mig frem til sol, varme og frodighed.

Jeg vil gå mellem forhavens kvadratiske bede og overveje eventuelle ændringer. For at en have kan være levende og planterne være i indbyrdes harmoni, må man gøre sig æstetiske overvejelser. Det kan blot være indsatsen med en saks, der løser problemet, men det kan også kræve opgravning af planter, der har vokset sig for store til omgivelserne.

På turen rundt ad de snørklede stier støder man på den samme problematik, igen overvejelser omkring harmonien mellem de klippede figurer og alt det fritvoksende, og det bliver naturligvis mere og mere udtalt jo ældre haven bliver.

Havens `natur` er en illusion, men den er vigtig for oplevelsen af havens liv. Haven er og bliver et arrangement, der i én eller anden grad styres af menneskehånd, under påvirkning af indsigt, fantasi og smag. Heldigvis kan ikke alt styres - planternes indbyrdes udvikling og samspil i bedene er det vi fristes til at kalde natur, og er det, som kan medvirke til en haves ´nerve og sjæl`.

Urtehavens romantiske rod kan virke som vild natur.

Jeg har skrevet det før, men må sige det igen, en gruppe søjletræer som disse taks, synes jeg, udgør en god kontrast til havens mange vandrette elementer, og er derved medvirkende til at skabe spænding og variation.

En have må efter min mening også rumme visse elementer af poesi og romantik på et plan, hvor man kan tale om naturlig ynde. Faren kan ligge i at  `romantikken` kammer over og bliver forloren. Intentionen i billedet her har været at skabe frodighed og variation. Rosen `Lykkefund`er hjulpet til at finde vej op i træet.

Den lille dværgfyr er klippet, nippet og formet, så man kan kigge ind til stammen og grenene.

Planterne kryber ind over stierne og gør dem mere smalle.

Den beskadigede kloakrist fik en særværdi, da den fik sit tryk`seksten, og blev til en haveskulptur.

Den krybende timian stortrives her mellem de solvarme sten og den megen dræn i jorden.

Denne `franske filosof`,udført af den lokale stenhugger, Svend Beyer, befinder sig godt mellem havens grønne vækster.

Rosen `Raubritter`er hver sommer en rigtblomstrende pryd for haven.