Mod lysere tider

Havens lys, luft, atmosfære - og lidt om løst og fast.

Vintersolhverv er dagen, hvor lyset vender tilbage til vores liv.

Med det magiske lys begynder livet at vende tilbage til haven, det lys, der som optisk og fysisk fænomen skaber alle de former, farver og de stemninger, som er så afgørende for vores oplevelser derude i haverummet.

Med lysets komme er det spændende at gå på jagt med sit kamera i gode haver. Sådanne haver er fyldte med de synsoplevelser, der skærper sanserne og når man gennem søgeren i kameraet indfanger motivet, er det som at male med lys.

At opleve sin have i tåge er som at se den i et drømmesyn med svage, bløde og næsten udviskede strukturer. Man bør vel fotografere sin have når den er aller dejligst og hvornår er den ikke det - fotografisk set?

Her i regnvejret opnås der nogle bløde, mættede farver.

Gode haver er ofte undergivet store æstetiske overvejelser, hvor havefolk ud fra personlig smag og opfattelse har placeret planterne i et bevidst indbyrdes forhold for at opnå bestemte virkninger. Der skal skabes ro, helhed og harmoni i kompositionen - at komponere handler om at skabe orden i kaos. I andre områder af haven tillades måske lidt mere variation mellem planterne og enkelte steder tildeles større planter en solitær rolle, hvor disse fremhæves på baggrund af mere rolige flader. Alt er velovervejet og intet overladt til tilfældighederne.

Men det er jo også muligt at skabe haver ud fra en mere impulsiv og spontan holdning, hvis man mere er til den lidt friere og mere eksperimenterende haveform. Det hele er nok et temperamentsspørgsmål, om ens have er af den ene eller den anden - eller en helt tredje slags.

Haven er et udtryksmiddel og derfor er det spændende at besøge haver, som udtrykker vidt forskellige opfattelser. Tidligere hed det sig: "Vis mig din have og jeg skal sige dig, hvem du er". Vigtigst er det, at haver lever, er frodige og smukke - ja, måske ligefrem maleriske.

Haven er ikke rigtig natur - vel snarere kultur. Den ved det bare ikke, for dens forudsætning er ganske som naturens - en hvis mængde lys, de rette temperaturer, væde, næringsstoffer o.s.v.. Hvor tæt en have bringes på naturen afhænger af dens mennesker, eftersom haven jo som bekendt er menneskeskabt.

Gennem arbejdet i haven oplever mange mennesker at vende tilbage til noget oprindeligt - enkeltheden i tilværelsen - der jo ellers let kan tabes af syne i en moderne civilisation. Den franske filosof og forfatter Jean Jacques Rousseau var i midten af 1700-tallet stærkt optaget af denne problematik, hvor hans tese var den, at mennesket er godt fra naturens hånd, men at det, der ødelægger det, er civilisationen. Derfor lød hans budskab, at mennesket skulle vende tilbage til naturen.

Naturen er forbilledet for mange havefolk, hvor der ofte tænkes økologisk, samtidig med at haven styres hen mod en mere naturpræget havestil. Erfaringer og oplevelser hentet i naturen kan give inspiration til beplantninger hjemme i haven, hvor vilde blomster er hentet ind og afprøves sammen med de mere robuste af havens stauder.

Myrrhis odorata, Spansk kørvel (sødskærm).

Naturen kan give ideer til at skabe helheder i haven, ligesom man lærer at plante flere ens planter sammen, så der opstår store plamager, det giver ro. I naturen oplever man at planterne står tæt, så al jorden dækkes, hvilket fremmer mikroorganismernes liv i jorden. Havens ændring mod det naturprægede og lidt vilde giver bedre levesteder for vilde dyr og planter. Træer og buske placeres "lidt tilfældigt", som naturen selv kunne have fundet på det og der opstår i sådanne haver planter i flere etager så stor frodighed opnås. Haven bliver til i et samliv mellem mennesker og deres have og må ses som en kamp med og mod naturen, hvor kærligheden til det, der vokser og gror er så stærk, at man ikke kan slippe det.

Meconopsis cambrica, Valmuesøster.

Havearbejde handler dermed om at kultivere naturen, at forene natur og kultur i det menneskeskabte uderum, der er så vigtigt for os i sommerhalvåret. Når havedøren åbnes forøges boligarealet betragteligt. Haven som ide kan have til formål at blive betragtet som et æstetisk objekt, men er i lige så høj grad et stykke brugskunst, der skal bruges. Men havens allervigtigste brugsværdi skal nok findes i dens store rekreative betydning.

Hvor mange planter skal der til, før de udgør en have?

Ja, så enkelt lader det sig nok ikke besvare. Det må vel afhænge af jordarealets størrelse og havens idé. Men man må formode, at en have i den såkaldte minimalistiske havestil, hvor der tilstræbes skønhed og klarhed gennem enkelthed, vil kræve færre planter end en mere romantisk præget have, hvor man kan forstille sig en større ødselhed i brugen af planter.

For mange mennesker er tanker om haver forbundet med drømme. Ofte består sådanne drømme af billeder fra for længe siden - måske helt tilbage i barndommen. Måske ser man enkelte bede for sig eller detaljer af disse, måske ser man større helheder af det, som blev drømmehaven og som indgik i en totaloplevelse af dufte, farver, lys, lyde, at klatre i træer, smagen af frugter, samværet med mennesker i øjeblikke, fyldte med glæde, lykke og tryghed.

Også i den kommende sommer vil børn vandre rundt i haver og suge indtryk til sig af havens skuespil.

Havens væsen er det levende og evigt skiftende billede, som kan lignes ved vor barndoms kalejdoskop - dette kikkertlignende apparat med forskellige farvede glasstumper, der når man drejede apparatet, sås som stadig skiftende figurer af farvede mønstre. Haven er som en stor organisme, der år efter år gentager sit skuespil og altid i sin helt egen rytme. Dens bede har i foråret sine mønstre og farver, som langsomt drejes mod forsommerens- og videre til højsommerens og sensommerens farver og mønstre for derefter at fortsætte til efterår og den lidt farvefattige vinter. Havens cyklus kan minde om menneskets livsforløb, men den menneskabte have er som et levende maleri, hvor haveejeren mere eller mindre bevidst har skabt sig et billede i farve, form, linier og flader - det hen over sommerhalvåret foranderlige billede, som jo også er noget skulpturelt og arkitektonisk rumligt.

Mennesket omsluttes af dette mikrokosmos, dette lille fredfyldte paradis, der som princip kan antyde noget, man kan anse for kernen, essensen af selve livets kraft og mening.

Campanula persifolia "Alba", Smalbladet Klokke.

Haven hører til de flygtige kunstarter - forgængeligheden er dens vilkår og forudsætning. I det korte perspektiv oplever vi det hurtige sceneskift, når farver og mønstre hen over sommeren forandrer sig. Men betragter vi haven i det lange perspektiv er vi havefolk undergivet det, man kan kalde for havens langsomme mysterium.

Jeg har gennem årene været meget optaget af den afdøde vismand, forfatteren og arkitekten Steen Eiler Rasmussen, der i sit essay "Haven det langsomme skuespil" blandt andet skrev:

"Evnen til at arbejde med en anden tidsmålestok, end den vi gør i det daglige, er nødvendig for den, der vil forstå, hvad havekunst er. Det må slås fast, at det er kunst. Den indtager en særlig stilling blandt andre kunstarter ved at arbejde med et levende materiale, der ændres og udvikler sig gennem lange tidsrum. Mange tror, at det kun drejer sig om at arrangement, ligesom når man møblerer en stue. Men det er helt forkert. Det må snarer sammenlignes med en iscenesættelse af et drama, der måske kommer til at strække sig over århundreder. 

Når man står i Frederiksberg Have oppe foran slottet, har man et dybt perspektiv i rummet, men også et vældigt historisk perspektiv. En gang i den store nordiske krigs tid har havekunstnere på dette sted formet terrasserne og plantet nogle små lindetræer, som siden gennem gode og onde tider er groet og nu lukker sig over os som katedralhøje alleer.

Den, som ser  på havekunstens resultater, tænker i reglen ikke over det, men det er afgørende for denne kunst, at den arbejder med et levende materiale. Mange skelner mellem en arkitektonisk, stiv  havekunst og en romantisk, levende. Men selv den mest strenge barokhave spillede på kontrasten mellem klippede, arkitektoniske former og en fritvoksende vegetation". 

Havens magi kan tryllebinde og overraske sine mennesker. Denne dejlige grønne organisme bærer foranderligheden i sig gennem skiftende belysninger hen over dagen og året og byder således på mange forskellige stemninger. Derfor kan sindet også plejes i haven, idet en stor del af haveglæden handler om at iagttage og lade sig betage.

Rosa Raubritter

Rosa Pat de Deux.

Hos mange havefolk begynder tankerne om haven allerede at dukke op midt på vinteren. Til havedrømmene knytter sig forventningens glæde til den kommende sæson - og der står vi så lige nu. Det påstås ligefrem, at havefolk ofte får lov til at blive meget gamle, fordi de altid har noget i gang, som de går og glæder sig til at se resultatet af. Men uanset om man er gammel og garvet med mange havesæsoner bag sig, eller man er helt ny i havesammenhænge, så er glæden og forventningerne til en helt ny sæson med haven nok altid den samme.

Ved modernismens begyndelse for omkring hundrede år siden var kubismens malere optaget af flademaleriet - billedet skulle kun eksistere på fladen. Man ville skabe en ny virkelighed og et maleri kunne i den virkelighed  kun have to dimensioner, nemlig en højde og en bredde, medens forsøget på at skabe dybde i fladen ved hjælp af perspektivet, ansås for at være en falsk illusion. Holdningen holdt sig mere eller mindre hos moderne malere helt op til i dag.

Hos en del haveentusiaster opfattes haven som et udtryksmiddel i lighed med maleri, men i modsætning til kubismen opleves haven i tre dimensioner, da man jo ud over højde og bredde også kan bevæge sig ind i dybden. Haven som kunstart byder herved i lighed med bygningsarkitektur på oplevelsen af at kunne gå ind i noget rumligt.

Udstrækningen af havens bredde og længde har de fleste haveejere i reglen et bud på,  hvorimod spørgsmålet om dens højde kan føles lidt mere diffust, for går den til trætoppene eller måske helt op til skyerne? 

Hvis man er så heldig at have høje træer i sin have, som er delvis opstammede, vil de udgøre en naturlig afslutning i højden og vil herved virke som havens loft. Hække eller levende hegn omslutter og begrænser haven til siderne, hvorved de har funktion som havens ydervægge, der giver læ til alt det, som skal trives herinde, samtidig med at de hindrer indkig til det privatliv, der også skal kunne udfoldes her.

Hvordan indrettes haven så inden for den givne ramme?  Ja, se her når vi frem til det helt vidunderlige, at der  heldigvis ikke findes regler for, hvordan en have skal udformes.