På grænsen af melankoli.

Efterår, grå regndis og havens forfald kan bringe én i nærheden af det malankolske, der kan stemme sindet i mol. Det er nu man gør haven vinterklar til de måneder, hvor det hele ligger brak og man som havemenneske ikke begriber, hvordan man dog skal klare sig igennem.

Alligevel oplever man midt i det malankolske, på turen rundt med kameraet, en hvis stille poesi og må erkende, at der midt i forfaldet kan findes stemning og en egen skønhed.

Og viser der sig en smule lys får tingene liv, og lidt af havens magi kan opstå.

Med lysets intensitet forøges varme, liv og stemning, der får sindets termometer til at stige et par grader.

Edderkoppens spind kan antage fantastiske formationer som denne drømmeagtige, lette arkitektur.

Den japanske guldlærk er vel aldrig mere gylden og smuk end nu, hvor den lige straks taber nålene.

Skønhed i forfald eller forfald i skønhed?

Lysets refleks skaber liv i bedet.

Spejling af naturens have - eller havens natur?

En smuk komposition - edderkoppen har vel også en personlighed, og skaber sit spind ud af sit sind.

Lysets poesi.

I det begyndende efterår oplever man en særlig stemning, når lyset står lavt, og trods havens træer alligevel finder ned til væksterne i bunden. Det lille skuespil, der opstår i kontrasten mellem flygtige solstrejf og den megen skygge, gør det spændende at gå turen rundt med kameraet.

 Lyspletterne bevæger sig hen over dagen, og bringer snart det ene og så det andet i fokus. De små detaljer fremhæves, og får en helt ny skønhedsværdi.

Bregnebladets struktur og mønster bliver fremhævet i modlyset.

 Diffust lys og ranker af vedbend, som søger at sløre stenene - fremkalder lidt af havens stille poesi.

Græssernes strittende vækst fremhæver den mosgrønne blødhed.

Kejsertræets store blade er bærere af flygtigt lys,

Græssernes tekstur er det filter, der blødgør lyset.

Hostabladenes skønhed vil snart blive indhentet af efterårets forfald.

En have i haven, dyrker sin skønhed og er efter egen opfattelse havens midtpunkt.