Livet i vor digitale og højteknologiske tid har gjort tilværelsen nemmere og hurtigere. Med den medfølgende effektivisering og hastighed kan det være velgørene at dykke ned i noget så jordnært og lavpraktisk som sin have, og lade sig indfange af dens magi og dens langsomme mysterium.
Haven er efterhånden et af de få steder, hvor den enkelte kan være sin egen designer. Her kan man få afløb for sin kreativitet, og selv om haven tilsyneladende synes færdig, vil mange fortsat flytte rundt på planterne, for der er hele tiden nye idéer, der skal prøves af. Netop plantesammenstillinger, farver, form, størrelsesforhold, karakter og struktur giver mange æstetiske overvejelser. Derfor bliver haven aldrig rigtig færdig, det kommer ikke til nogen afslutning, og dybest set er det vel heller ikke meningen - for havefolkene påstår, at de har det sjovt med det de gør - de hygger sig, og det siges, at de oplever en af de højeste former for trivsel gennem det at være legende, skabende og eksperimenterende.
Havefolk trænger længere ind i havens magi end som så - helt ned i den dybe muld rækker omsorgen, til regnorme og jordens mange mikroorganismer. Og i naturen finder de smukke sten og trærødder som de anvender i samklang med planterne hjemme i havens mikrokosmos, hvorved der kan skabes atmosfære og miljø.
Havemennesker kan siges at være iscenesættere af et skuespil, der handler om havens natur, og som spilles uendelig langsomt - gennem måneder og år - men hele tiden med vekslende farver og lyssætning. Fældning, beskæring, opstamning, formering, fornyelse, vækst og frodighed er begreber, der hele tiden beskæftiger havemennesker og er alt sammen en forudsætning for at skuespillet kan fortsætte.
Gennem havearbejdet oplever mange mennesker at vende tilbage til noget oprindeligt. Naturen er forbilledet for mange havefolk.
