mandag den 19. september 2011

Den grønne organisme.



Havens overvældende frodighed er som en stor grøn organisme, der danner et naturligt og sammenhængende hele. Haven er til glæde for dens mennesker, som har deres daglige gang herude, i en væren med alt det grønne og i den evig dialog med og mod naturen.


Det er herude, man kan være sin egen designer, kan få lov til at være kreative og opleve skaberglæden og det slutter forhåbentlig ikke før man som ældre, må erkende overmagten og lade andre tage over.


Det er dejligt at skabe fornyelse, få nye ideer, formere planter, erhverve nye på plantemarkeder og plantecentre, bringe dem hjem i haven og tage stilling til nye plantesammenstillinger og dermed masser af æstetiske overvejelser så tingene kan gå op i en højere enhed i den store grønne organisme - det må da være essensen af selve havearbejdet. 




  
Når jeg mærker efter i mig selv, kan jeg mærke, at jeg befinder mig godt af at gå i haven. Alle de mange grønne nuancer siges jo at påvirke sindet i positiv retning. Og det er vel ikke kun farverne der gør det, jeg tror også at det er variationen mellem noget stringent klippet og noget fritvoksende, der tilfredsstiller min trang til noget smukt, forskellige bladstørrelser og former, forskellige strukturer, lodrette og vandrette virkninger, stenbelagte stier har én materialevirkning mod et tæppe af bunddækkende planter med en anden virkning, samt en hel mænge andre faktorer indgår i den totaloplevelse, man kalder haven.




    
Vi har mange forskellige slags græsser og nye kommer stadig til. Det er som om at netop græsserne tilfører haven en naturlighed, lethed og ynde som vi godt kan lide. I baghovedet ligger billeder fra havedesigneren, Piet Odolf`s have i Holland, som Inger og jeg besøgte sidste sommer, et besøg, der gav os megen inspiration.


    
I dag søndag har det regnet hele dagen. I formiddags var vi på vej til plantemarked i Botanisk Have i Aarhus, men valgte at vende om på halvvejen, for det styrtede ned i stide strømme. Det er ikke til at komme ud i haven, jeg nøjes med at kigge ud af vinduerne en gang imellem. Derfor sidder jeg nu og skriver på dette indlæg og anvender fotos, der i forvejen ligger på Picasa. 




                 

Jeg kan godt lide urtehavens maleriske tuer i dette lidt ustrukturerede kaos, der kan ligne naturens måde at gebærde sig på. Men vender man blikket lidt til højre, vil klippede strukturer skabe orden i kaos.


r

De formede buske giver ro og orden til helheden, deres skulpturelle virkninger viser hen mod noget bestandigt. Til vinter, når alle de urteagtige planter er visnet ned, står de tilbage som stedsegrøn arkitektur, der indgår i havens "vinterskelet".


Stien mellem grønne, hævede bede fører frem til havens andre rum af forskellig beskaffenhed, men fælles for alle rummene er de klippede former, der er medvirkende til at give sammenhæng mellem havens områder.




                 I et hjørne af haven findes en buksbom, der er blevet stammet op og klippet i kugler.




Her i september er der ikke mere så meget gang i saksen, men så kan jeg jo bruge tiden til at fortælle om det. Torsdag den 13. oktober skal jeg til Struer Havekreds med mit foredrag "Formklipning i haven". Det er altid en dejlig udfordring at stille op for et interesseret publikum, der stiller mange spørgsmål og fortæller, at de har fået inspiration til at gå hjem og lege med formklipning. Jeg tager udgangspunkt i vores egen have og kommer gennem et hastigt kig til det havehistoriske frem til besøg i mange forskellige haver i ind- og udland.








I

 I noget af forhaven er arealet delt op i kvadratiske bede. Hvert bed virker som en have i haven og alligevel er det tilstræbt, at hver bed indgår i helheden.




                                Endnu kan man finde dage, hvor det er rart at sætte sig i en lun krog.


















Den lille Kryptomeria japonica har stået med sine kugler gennem mange år i et af stenbedene og er ikke blevet ret meget større i den tid.



Snart vil de grønne Hostabladene ændre sig med smukke gule farver, hvorefter de klasker sammen og takker af for i år.



                             Vandkanden har ikke haft nogen stor rolle i denne sommer.








                         

11 kommentarer:

  1. Kære Inger & Jørn.

    Det er altid en kæmpe glæde at se billeder fra jeres skønne have. Jeg bliver også altid imponeret over de lange indlæg du laver på bloggen Jørn, der er stadig mange, mange motiver jeg ikke genkender, selvom jeg har været i jeres have. Hvilke mørkegrønne bunddække er det forrest på foto nr. 2 ?
    Håber I fik set Søren Ryge's udsendelse om formklippede hække ... Ellers er den her : http://www.dr.dk/DR1/Ryge/#/18374

    Nyd sensommeren

    Mange hilsner
    Lone

    SvarSlet
  2. Hvor har du en smuk have.
    Jeg holder også meget af Græs. Jeg anskaffer mig flere og flere. De er jo alle smukke.

    SvarSlet
  3. Yes, I agree with all you said.
    And, you, my friend, have this gardening art perfected.
    :-) David/Tropical Texana/

    SvarSlet
  4. Kære Lone
    Tak for din kommentar. Det glæder mig, at jeg stadig kan finde motiver frem af haven, som du ikke genkender.

    Den mørkegrønne bunddækkeplante er Guldjordbær, Waldsteinia. Og jo, vi genså Søren Ryge´s udsendelse om de formklippede hække med stor glæde.
    Kh. Inger og Jørn

    SvarSlet
  5. Kære Landbohaven

    Også tak til dig for kommentaren. Ja, man kan næsten ikke få for mange af de smukke græsser. Det kan blive et helt samlerobjekt, og jeg synes da også, at der kommer flere og flere forskellige frem på markedet.

    Kh Jørn

    SvarSlet
  6. Dejligt gensyn med jeres dejlige have. Jeg forstår til fulde den glæde og ro du finder ved at færdes i haven og jeg genkender følelsen. Jeg synes også at græsserne supplerer de formklippede rigtig godt. I min blomsterhave har jeg indført både formklippede og græsser og der synes jeg også de kompletterer:)

    SvarSlet
  7. Jeg kender følelsen med haven, mit sind falder også helt til ro når jeg har puslet lidt i haven ;) så have må være den bedste medicin man kan få... Og endnu engang er dine billeder forbløffende gode :)

    SvarSlet
  8. Kære Lisbeth
    Tak for din kommentar. ja, det virket fint med klippede, bastande former og de lette græsser sat op imod dem - en virkning som man også kan have glæde af om vinteren.
    Kh. Jørn

    SvarSlet
  9. Hej Tim
    Tak for din kommentar.
    Ja, jeg tror "medicinen" er universel og det er bare noget, der følger med alle de andre kvaliteter man finder i haven.

    Jeg har stor glæde af at vandre rundt med kameraet i haven, det afspejler en del af haveglæden.
    Kh. Jørn

    SvarSlet
  10. mojn Jørn

    Jeg har tildelt dig en blog-Award, se mit indlæg... den har du fortjent..
    go' weekend

    SvarSlet
  11. mojn Jørn
    Sig du bare NEJ til blog-Award'en, men det holder mig ikke tilbage for at give dig det skulderklap og sige "flot arbejde". Og mere skal du ikke lægge i Award'en, det er vel altid godt få anerkendelse for det stykke arbejde / hobby man laver, og det får man vel sjældent i forvejen...

    Og ellers har jeg fuld forståelse for dit nej ang. Award'en.

    SvarSlet