I slutningen af oktober.

Efteråret er forbundet med en særlig skønhed, der jo handler om forfald, men på en charmerende måde, men samtidig kan man føle et vist vemod over sommeren, der forsvandt.

Der kan stadig være arbejde at gøre, men jo slet ikke som i foråret, hvor man jo begynder helt forfra. Man kan vel godt tale om havens cyklus - de forskellige stadier gennem et haveår, hvor hver årstid har sit tydelige præg.

Inger og jeg var forleden i Musikhuset i Aarhus og hørte en klassisk koncert 'I naturens vold', hvor halvdelen af koncerten var udfyldt af Vivaldi´s 'De fire årstider'. Tænk at årstiderne kan udtrykkes så smukt gennem musik. Jeg sad i mit stille sind og sammenholdt det med alt det man oplever gennem årstiderne i haven.

Efteråret er ikke uden poesi. Pludselig kan man acceptere mere rod i form af visne blade, der rasler rundt, og Hosta der klasker sammen og flyder ud over stien - prydgræsser som vælter rundt og det opfattes alt sammen som 'malerisk'.

Den lille fugl kigger betuttet på alle de nedfaldne blade.

Som 3-årig kiggede min datter sig forbavset omkring i haven, da hun oplevede, at træerne var ved at miste deres bladene. Er de gået i stykker - spurgte hun?

Jeg har gennem årene også været flittigt rundt med kameraet i oktober.

Lige nu står mange af havens vækster med deres skrøbelige skønhed, hvor regn og rusk hurtig vil udviske de små undere.