Den tyste, grønne have anslår pludselig en anden tone, der er september. Farverne synes mere mættede og lyset lidt mere køligt og klart. De røde rønnebær og pupursorte hyldebær er et flot udtryk for det tidlige efterår.
Farverne på de røde alunrod og den røde japanske blodgræs synes mere intense her mod slutningen af havesæsonen.
Dette lille "trug" er naturens eget værk. Vi fandt det på et meget naturskønt sted nemlig i Fosdalen oppe ved Lerup Kirke.
Velkommen til endnu en rundtur i haven, hvis du har været med tidligere, vil du uvægerlig møde ting, du tidligere har set her. Haven
er jo ikke større end den er. Jeg gør mig umage med at fotografere tingene fra forskellige vinkler for at variere det lidt.
Jeg synes, at klippede former er gode til at skabe ro i bede, der ellers kan virke lidt rodede og vilde.
Det tørre bed under tagudhænget består af granitsten og masser af husløg. Jeg kan næsten ikke komme i tanker om noget, der er lettere at holde.
Den lille gran, Picea glauca "Laurin" føler sig trods sin lidenhed, højt hævet over sine nære omgivelser.
De vekslende grønne planter langs stien indgår i en stille harmoni med gråtonerne i granitstenene.
Løvhytten af vedbend holder sig grøn og tæt året rundt.
På en eller anden måde synes jeg, at disse gamle olivenoliekander i keramik, som vi har fundet i Provence, klæder havens sten og planter og indgår i et harmoninsk sammenhæng med mange af de planter, der ligeledes er hjembragt som souvenirs fra forskellige ferier.
Den lille skæve bøg bliver klippet lidt hen over sommeren.
Den lille vandgran fandt vi i foråret oppe hos Anne Marie Pedersen på Lønbæk Planteskole. Den er kommet rigtig godt i vækst, men er en dværgart, der ikke bliver så stor som almindelig vandgran. Hvis man søger sjældne træer og buske bør man kigge forbi Anne Marie i Tvis nær Holstebro og se hendes produktion.