Den grønne organisme.

Havens overvældende frodighed er som en stor grøn organisme, der danner et naturligt og sammenhængende hele. Haven er til glæde for dens mennesker, som har deres daglige gang herude, i en væren med alt det grønne og i den evig dialog med og mod naturen.


Det er herude, man kan være sin egen designer, kan få lov til at være kreative og opleve skaberglæden og det slutter forhåbentlig ikke før man som ældre, må erkende overmagten og lade andre tage over.


Det er dejligt at skabe fornyelse, få nye ideer, formere planter, erhverve nye på plantemarkeder og plantecentre, bringe dem hjem i haven og tage stilling til nye plantesammenstillinger og dermed masser af æstetiske overvejelser så tingene kan gå op i en højere enhed i den store grønne organisme - det må da være essensen af selve havearbejdet. 

  
Når jeg mærker efter i mig selv, kan jeg mærke, at jeg befinder mig godt af at gå i haven. Alle de mange grønne nuancer siges jo at påvirke sindet i positiv retning. Og det er vel ikke kun farverne der gør det, jeg tror også at det er variationen mellem noget stringent klippet og noget fritvoksende, der tilfredsstiller min trang til noget smukt, forskellige bladstørrelser og former, forskellige strukturer, lodrette og vandrette virkninger, stenbelagte stier har én materialevirkning mod et tæppe af bunddækkende planter med en anden virkning, samt en hel mænge andre faktorer indgår i den totaloplevelse, man kalder haven.

    
Vi har mange forskellige slags græsser og nye kommer stadig til. Det er som om at netop græsserne tilfører haven en naturlighed, lethed og ynde som vi godt kan lide. I baghovedet ligger billeder fra havedesigneren, Piet Odolf`s have i Holland, som Inger og jeg besøgte sidste sommer, et besøg, der gav os megen inspiration.

    
I dag søndag har det regnet hele dagen. I formiddags var vi på vej til plantemarked i Botanisk Have i Aarhus, men valgte at vende om på halvvejen, for det styrtede ned i stide strømme. Det er ikke til at komme ud i haven, jeg nøjes med at kigge ud af vinduerne en gang imellem. Derfor sidder jeg nu og skriver på dette indlæg og anvender fotos, der i forvejen ligger på Picasa. 

                 

Jeg kan godt lide urtehavens maleriske tuer i dette lidt ustrukturerede kaos, der kan ligne naturens måde at gebærde sig på. Men vender man blikket lidt til højre, vil klippede strukturer skabe orden i kaos.

r

De formede buske giver ro og orden til helheden, deres skulpturelle virkninger viser hen mod noget bestandigt. Til vinter, når alle de urteagtige planter er visnet ned, står de tilbage som stedsegrøn arkitektur, der indgår i havens "vinterskelet".

Stien mellem grønne, hævede bede fører frem til havens andre rum af forskellig beskaffenhed, men fælles for alle rummene er de klippede former, der er medvirkende til at give sammenhæng mellem havens områder.

                 I et hjørne af haven findes en buksbom, der er blevet stammet op og klippet i kugler.

Her i september er der ikke mere så meget gang i saksen, men så kan jeg jo bruge tiden til at fortælle om det. Torsdag den 13. oktober skal jeg til Struer Havekreds med mit foredrag "Formklipning i haven". Det er altid en dejlig udfordring at stille op for et interesseret publikum, der stiller mange spørgsmål og fortæller, at de har fået inspiration til at gå hjem og lege med formklipning. Jeg tager udgangspunkt i vores egen have og kommer gennem et hastigt kig til det havehistoriske frem til besøg i mange forskellige haver i ind- og udland.

I

 I noget af forhaven er arealet delt op i kvadratiske bede. Hvert bed virker som en have i haven og alligevel er det tilstræbt, at hver bed indgår i helheden.

                                Endnu kan man finde dage, hvor det er rart at sætte sig i en lun krog.

Den lille Kryptomeria japonica har stået med sine kugler gennem mange år i et af stenbedene og er ikke blevet ret meget større i den tid.

Snart vil de grønne Hostabladene ændre sig med smukke gule farver, hvorefter de klasker sammen og takker af for i år.

                             Vandkanden har ikke haft nogen stor rolle i denne sommer.

                         

Sten og planter.

Tænk at gå langs stranden og føle sig glad og heldig, fordi man har fundet en smuk sten. Her ligger de jo bare, ført hertil med isbræen ved den sidste istid. Der er stor variation i farver, mønstre og strukturer idet de stammer fra forskellige steder i Skandinavien. Mange nuancer af gråtoner er repræsenteret, farvespillet  går over grønligt, blåligt  gulligt og rødligt, netop fordi en sten har sit hjemsted ved Oslofjorden, en anden ved Vättern i Sverige, en tredie er måske kommet fra Finland og her ligger de nu i selskab med vores egen flint - vel egentlig et smukt eksempel på "nordisk samarbejde".

Sten og planter klæ´r hinanden, granitstenenes fine gråtoner er så tilpas afdæmpede, at de yder blomsternes farver retfærdighed, samtidig med at stenenes hårde karakter danner fine kontraster til planternes blødhed.

Planterne vil altid være hovedsagen i haven, men i samspil med stenene kan der skabes spændende og smukke miljøer, hvor planterne trives godt. Stenene er ikke kun til pynt, de store sten i haven påvirker klimaet i deres umiddelbare nærhed. Der er store temperaturforskelle fra sydsiden til nordsiden på større sten - helt op til 10 grader eller mere. Stenene opvarmes om dagen af solen og om natten afgives en del af varmen til de nærmeste omgivelser. I klare nætter bliver stenene koldere end luften og der dannes kondensvand, der driver ned under stenene til gavn for de rødder, som befinder sig der.

Stendigerne i landskabet kan inspirere til helt specielle bede, hvor der mellem stenene i digets sider og dets top vokser planter. Stenene kan i det hele taget bruges til at skabe niveauforskelle flere steder i en ellers flad have og dermed være med til at give haven et mere spændende perspektiv.

Hvis man vælger at lave alpinbede, bliver haven "stor" for der kan dyrkes i hundredvis af planter på et lille areal.

Men det er jo ikke kun i "bjergene", der findes sten - også i de skovklædte dale er de at finde, hvilket kan inspirere til skovbundsagtige bede, hvor planterne igen er kombineret med enkelte større sten, og her i skyggebedets fugtighed kan man være så heldig, at der kommer mos på stenene.

Visse sten kan have mere karakter end andre. Stenene fra stranden er ofte mere slebne og glatte end dem man finder i bondemandens stenbunker. Strandstenene er så renskurede, at der går lang tid før de opnår en patina. Mange sten er for runde, hvor jeg synes, at sten med en ru overflade og gerne med lidt kanter er de mest spændende.
Men nu er det jo ikke sådan, at alle sten i haven skal påberåbe sig stor opmærksomhed. De fleste sten i bedene skal jo indgå i en helhed med planterne.

Det ser mest naturligt ud, hvis stenene graves lidt ned, frem for blot at placere dem oven på jorden - det må gerne se ud, som om det er lidt af grundfjellet, der stikker op af jorden.


Det er bedst ikke at have for stor farvemæssig kontrast mellem stenene i et bed - en sort sten midt i det hele kan skabe uro.

Det giver mere ro i bedene med få store sten frem for mange små, men det lever jeg nu ikke selv op til.

Der gik mange marksten til havens gange. Arbejdet foregik over et par år, hvor haven i den tid  lå "hulter til bulder". Det blev aldrig et træls og kedeligt arbejde, for der lå en udfordring og en stor tilfredsstillelse i at se stierne blive til - bugtende sig gennem haven. Alle græstørvene og jorden som jeg gravede op lå i store bunker og en dag stod det mig klart at bunkerne skulle blive til hævede bede mellem gangene.

Og det blev så den næste udfordring at finde sten til kanterne af bedene. Flere ture ud til landmændenes stenbunker, naturligvis efter aftale med disse. Det var et fantastisk dejligt og kreativt arbejde at opbygge disse bede og det fortsætter til stadighed når jeg at flytter om på sten og planter, når nye ideer opstår eller når jeg finder en spændende sten, som jeg simpelt hen må have plads til.

Planterne kan ret hurtig komme til at dække stenene og så må jeg jo til at regulere. Det handler om at finde den rette balance mellem sten og planter, så det stadig virker naturligt og harmonisk.

En spændende mulighed er udhuggede granittrug, der kan være hjemsted for småting, som ellers let kan drukne mellem havens større vækster.

Vi var så heldige at få adgang til nogle gode tilhuggede sten fra en brandtomt på Djursland. Stenene har kanter og dermed karakter, der spiller op til de bløde planter, når de hænger ind over stenene. De tilhuggede sten indgår på mange måder i haven.

Enkelte sten kan være så specielle, at de får tildelt rollen som "skulpturer".

På turene rundt ad stierne glæder vi os daglig over vores sten og planter. De forskellige pude- og tæppedannende planter har det med at bevæge sig ud i  gangene mellem stenene, hvilket skaber sammenhæng og bløder det hele lidt op samtidig med at det fortæller om havens "natur". 

                        

          
Ved anlæggelse af dette arrangement var stenene klart dominerende.

Nogle år senere er buksbomkuglerne vokset til og sådan ændrer vilkårene sig hen over årene. Planterne er det levende materiale, der skaber udviklingen og forandringen og er selve udfordringen i alt det vi foretager os derude.

En temmelig markant sten, hjembragt fra Bornholm som en kær souvenir, der nu sammen med mange planter, som også er hjembragt som  ferieminder.

Sten ved sten og plante ved plante er materialerne som er benyttet til gennem årene at bygge haven op. Mere eller mindre med begreberne komposition og æstetik i baghovedet, men altid med stor glæde ved at have mulighed for kreativitet og skaberglæde.

Små hulsten fundet langs stranden indgår i gangene til opsamling af regnvand, til glæde for fugle og insekter.

Store sten danner kanter for de hævede bede.

Haven kan være en leg med former, strukturer, og lodrette og vandrette linjer. 

Udsnit af indkørslens midterrabat, hvor tørketålende planter stortrives mellem stenene.

Inspration til bedet fik vi på rejser til middelhavslandene.