- Og sommeren går sin gang.

Sommeren er ifølge kalenderen lang endnu og det gælder om at nyde hvert minut af den. Endnu er der mange lyse nætter, hvor man kan vandre rundt derude og glæde sig over de hvide blomsters genskin af månes lys. Man taler jo lige frem om måneskinshaver, hvor man udvælger sig blomster med hvide eller lyse farver og lyst sølvagtigt løv, der kan reflektere månens lys.


Efter at have været borte fra haven nogle dage, er det godt at komme hjem og se til den, og registrere alt det der er sket.
Haven tager imod én, åbner sig op og man er pludselig blandt nogle af sine fortrolige - havens vækster. Jeg har før givet udtryk for at haven løfter sindet og gør os lykkelige.


Depression siges at blive den mest udbredte folkesygdom i 2020 og vores berømte lykke i Danmark, skal ifølge forfatteren Jens Smærum Sørensen, nok ses i sammenhæng med et højt forbrug af lykkepiller. Selv vil jeg foreslå, at ordinere en tur i haven - gerne flere gange daglig.

                              Gråvejr giver trods alt smukke fotos. Her af rosen Bonica.

Når haven kan gøre os glade - ja, ligefrem lykkelige - skyldes det formodentlig det, at vi oplever skaberglæden gennem det vi går og gør derude.. For på samme måde som maleren udtrykker sig gennem sine farver, keramikeren gennem leret, musikeren og komponisten gennem tonerne, arkitekten og håndværkeren gennem byggematerialerne, der bliver til arkitektur og som forfatteren og digteren, hvis tanker bliver til ord, sætninger og literatur.  Helt på samme måde oplever gartneren og haveamatøren,  at forskellige materialer sættes sammen, og der dannes helheder - måske ligefrem havearkitektur.

Der findes mange materialer og virkemidler at arbejde med i haven, først og fremmest træerne og planterne. Personlig finder jeg det spændende at have partier, hvor sammensætningen ligner noget som naturen har fundet på, hvor man med  sten og planter skaber et miljø - et mikrokosmos, der ser ud som noget, der altid har eksisteret.

I en hektisk tid med megen jag og stress, er haven et af de fristeder man kan søge ind i. Havens langsomhed giver ro i sindet og befordrer refleksion og omtanke, og det er netop i den tilstand at kreativiteten opstår.

Jeg har fundet noget gammelt frønnet træværk. Egentlig ved jeg ikke rigtig hvordan det skal indgå i haven, men jeg er fascineret af gamle, rustikke ting med karakter - som her et organisk materiale under nedbrydning - sådanne ting har en egen skønhed og harmonerer godt med sten og planter og her med en gammel olivenoliekande

Rengntunge skyer over regnmættet have.

Det sædvanlige regnfulde vejr på turen rundt ad de sædvanlige stier.
Man siger, at det vante gør én tryg, men jeg kan nu også godt lide variation. Der skal ikke ret megen opklaring til, før man synes, at det gør en forskel, for ikke at tale om et lille solglimt, det ville da være helt fantastisk.


Jeg tager stort set de sædvanlige billeder, og man kan sagtens finde godt fotolys på regnfulde gråvejrsdag, men de kan let tangere lidt melankoli, hvis det bliver for monotont. Alligevel finder jeg lyset i gråvejret smukt, lidt stille og ikke uden poesi, måske passer det  meget godt til mit temperament.

Digitalis purpurea er en smuk blomst,men giftig. Jeg husker, at i en krimi af Agatha Christi blev de uforklarlige dødsfald på slottet alligevel opklaret. Det vist sig, at køkkenpigen, der hver dag blev sendt i haven for at plukke krydderurter til salatskålen, af vanvare undertiden kom til at plukke blade af netop Digitalis purpurea.

Blomsterne på rosen Lykkefund tynges lidt ned af regnen..

Afrikansk skærmlilje, Agapanthus, må have en støttepind for at holde sig oprejst.

Denne ret mørke stjerneskærm bragte vi hjem fra Holland. Den sår sig villigt, men er ikke frøkonstant - dens børn falder tilbage til den sædvanlige lyse.

Dag for dag springer flere og flere af blomsterne på rosen Raubritter ud - for mod slutningen at ende i et orgie. Den er ikke remonterende så det gælder om at kende sin besøgelsestid.

Har jeg forresten vist dette stiforløb før?  - Nå, ok, men det er da meget pænt ikke?

Den gule Kæmpetusindstråle er flot,og giver megen frodighed, men hører nok hjemme i det lidt mere vilde hjørne af haven.

Ad stien her, der fører over til løvhyttens bænk, finder vi skygge på varme solskinsdage. Det er længe siden, at vi har siddet på den.