Jeg har en svaghed for små træer i krukker. Ofte er det ganske almindelige selvsåede frøplanter, som jeg finder rundt omkring i haven.
Billedet viser en Laurbærkirsebær og det der kan gøre et træ lidt interessant kan være dets arkitektur - et bestemt svaj i stammen, en rytmisk bevægelse, der måske er opstået ved at en har stået og trukket sig efter lyset, måske er skævheden opstået ved hjælp af kobbertråd, der for en periode har været viklet omkring stammen. Jeg kan også glæde mig over grenenes fordeling i forhold til stammen. Kort sagt, der er en mængde æstetik forbundet med denne disciplin.
Hver gang jeg har plantet den om, har jeg hevet den lidt opad, så rødderne er blevet mere synlige og på den måde indgår i helheden. Det er en beskeden arbejdsindsats. Det handler mest om at sidde og kigge på planten og nive og klippe lidt for at holde den i form, hvilket passer mig serdeles godt i denne tid. Rent mentalt giver en dejlig ro og afslappelse ind i ens tilværelse.
Denne lille Cotoneaster får pludselig en særværdi når den bliver gravet op og sat i sin skål sammen med et par mosbegroede sten - et lille minilandskab man kan gå og glæde sig over.
Her en anden Cotoneaster, denne hedder dammeri `Rami`og er kun på vej - som så meget andet her i haven. Jeg ved ikke altid, hvad det skal udvikle sig til, men lader planten være medbestemmende til at vise vej.
Dette er en diamant-azalea, der i foråret er rigtblomstrende.
En dværgart af Tempeltræ Ginkgo.
En lille dværgpenselfyr, Pinus parviflora `Adcocks Dwarf`.
- og sådan fortsætter det gennem haven med små træer i trug og skåle, der sommeren i gennem klippes og formes. Men det begrænser sig ikke hertil, overalt i havens bede og gennem samtlige rum findes de disse klippede og formede buske og småtrær, der i den grad præger vores have - dels for at give haven nogle spændende strukturer og dels for at holde haven i ave, så der fortsat er plads til alle de mange dejlige vækster.
Jeg har gennem årene været stærkt optaget af at kombinere sten og planter i bedene og føler, at det er en måde at nærme sig naturen på. Utallige har turene ud til landmændenes stenbunker været, hvor glæden ved at finde sten med en spændende karakter har fortsat hjemme i haven når de skulle sættes sammen med planterne. Det er et arbejde der stadig foregår, når planter skal klippes eller fjernes fordi de er blevet for store - eller nye ideer bare opstår. På den måde vil haven aldrig blive færdig
Jeg glæder mig til igen at komme ud og møde haveinteresserede. Tirsdag den 23. oktober har jeg en aftale med Kolding Havekreds om at komme i Sct. Jørgens Gård kl. 19,00 i Kolding med mit foredrag om `Den klippede have`. Jeg tager udgangspunkt i vores egen have og det skal handle om haveglæde, det at være skabende og opbygge sin have under anvendelse af sten og planter og alle de andre materialer der udgør en have. Begreber som form, farve, komposition, struktur, tekstur skal som en rød tråd binde foredraget sammen gennem to timers snak om haver med masser af billeder, der understøtter aftenens emne.


