Havens ælde.

En haves ælde kan være en kvalitet i sig selv. Jeg er ikke sikker på, at det helt samme gælder for mennesker - og dog kan man vel godt sige, at et gammelt furet og rynket ansigt kan have en interessant karakter, modsat det unge, helt glatte og uprøvede ansigt.

Før en have har nået sit maksimale udtryk, skal den nok have en hvis alder - være groet op - uden at være groet sammen. Der skal have været en hvis planlægning, hvor man har plantet træer så tidligt i forløbet, at de nu er blevet af en størrelse, som kan give `vandrende skygge` hen over dagen, et fænomen, der er så eftertragtet, og som kan være medvirkende til, at give haven liv, således at man begynder at opleve haven som rum, hvor træerne indgår som havens loft.

Dybest set er der jo ingen regler for, hvordan en have skal udformes, og det er jo det, der gør det spændende at komme rundt og se så mange forskellige opfattelser af begrebet have.

Det jeg her har givet udtryk for, kan kun dække mit personlige syn på haver.

Begrebet stemning er ikke uvæsentlig. Det er det, der griber én, straks man kommer i en have, hvor den findes.

Den vandrende lys og skygge vil hen over dagen skabe det liv og den spænding, som understreger stemningen.

Vi ved jo godt, at haven ikke er natur. Og alligevel kan man gang på gang overraskes af dens naturlighed. Jeg holder rigtig meget af, når jeg oplever, hvordan bedenes planter kryber ud mellem stenene i gangene. Virkningen er ikke planlagt, men noget man får forærende.

Jeg var i aftes i Ejstrupholm Havekreds for at holde foredrag. Der kom rigtig mange mennesker. Jeg tog udgangspunkt i vores have, og det er en fornøjelse at møde en forsamling af lydhøre og interesserede mennesker, som man tydelig fornemmer, snart trænger til at komme i gang ude i deres haver.

En farve er en følelse. Det er dejligt, at komme tæt på blomsterne og beruse sig i farven.

Skumblomst er en pryd i skovbunden.

I modlys forvandles græsserne til lette teksturer.

En blomst synes at rumme hele universets lys.

Motivet dukker op igen og igen. Jeg har det lige for øje, når jeg kigger ud af vinduet. Og belysningen ændrer sig hen over dagen og året.

Jeg glæder mig næsten dagligt over de mange sten, som vi i sin tid slæbte ind i haven. Det var en spændende udfordring at bygge bedene op, så der blev niveauforskelle i den ellers flade have.

I gråvejr antager havens formklippede vækster en blød betoning.

I forgrunden Cotoneaster dammari, de hvide skærme i baggrunden er sødskærm.

Varme farver til vinterfrosne sjæle.

Jeg synes, at Lise Blåbjergs billede udstråler varme, optimisme og koncentreret energi med sine glade farver. Her i den sol- og farvefattige vinter virker det på os som en `vitaminpille`, der kan peppe os lidt op.

Vi har haft billedet hængende gennem en del år, og bliver gladere og gladere for det. Lise Blåbjerg har malet sit billede i Provence, hvorfra hun har indfanget stemningen, lyset og sommervarmen og det er alt det, som nu strømmer ud i vores stue.

Og lige nu har vi enormt brug for den kraft som billedet kan give os.  Det er egentlig fantastisk, at kunst i den grad  kan formidle energi - at det ikke bare er pynt på væggen?

Billedet minder mig om en spadseretur gennem en blomsterhave, fyldt med varme, poesi og glade farver, og giver associationer til sommerdage herude i vores egen have.

Farverne har deres betydning, og griber ind og påvirker sindet, psyken og man taler ligefrem om begrebet farvepsykologi - altså farvens indvirkning på det menneskelige sind.

Når vi tænker på blomster og flagrende sommerfugle, slapper vi af og har det rart - for vi har nogle værdifulde oplevelser, måske helt tilbage fra barndommen, om det ubekymrede og enkle, om en verden fuld af skønhed og glæde i mormors have, der har sat sig som et uudsletteligt indtyk, man bærer med sig livet igennem.

Og det må vel siges, at være en værdifuld ballast, man kan have at stå imod med, og som måske ligefrem kan resultere i en fremtidig haveglæde.

Samtidig må jeg da erkende, at når jeg kigger mine havebilleder af sommerhaven igennem, er farverne modereret. Nu er det alle de grønne, der dominerer.

Det er nok et spørgsmål om temperament, men jeg kan ikke konstant have mange forskellige farver for øje. Og jeg har det på samme måde med musik, jeg kan simpelt hen ikke have musik i en lind strøm, som dagen igennem, bliver hældt ud over én. Jeg må have det i små mængder, hvor jeg kan nå at ´konsumere og fordøje`og samtidig nyde det, og altså når det passer mig. 

Farve er en stimulans og det samme gælder musikken, og hvis man overfodres giver det kvalme, og man bliver træt i hovedet, som af alle mulige andre stimulanser.

Derimod kan jeg sagtens have mange grønne farver. Det fine kammerspil, der her kan opstå mellem grønne toner i havens bede, er balsam for sjælen.

Det er godt at dykke ned i havebundens grønne verden og fornemme den ro man finder i frodigheden.

Milde og pastelagtige farver udstråler en ro, der harmonerer med havens sfæriske lethed. Som med et penselstrøg - ved lysets magiske kraft - finder de deres naturlige leje.

Det enkle og strukturelle giver ro i havens mylder af vækster.

Et kig ind i bedets virvar - er det mon rod, eller udtryk for mangfoldig naturlighed?

Jeg lavede plantestativet for år tilbage efter anvisning fra en tegning i ALT OM HAVEN. Nu skalder malingen og vind og vejr har fået det til at se lidt slidt ud - så dermed er målet nået. Det er måske det vi tilstræber, at tingene i haven får en hvis patina, og ikke skal se for nye og pæne ud.

Der er noget magisk over når den store grønne organisme, haven, breder sig ud, og forsøger på at sløre havens elementer.

Det bringer liv og spænding, når gul og rødorange spiller op til havens grønhed.

Vi fandt billedet af maleren Kjeld Hansen i en kunsthandel i Svaneke. Som helt ung menneske i 50`ernes Randers oplevede jeg hans billeder på udstillinger, og i en artikel i tidsskriftet Kunst kaldte man ham dengang for `Skovens maler`. Jeg var meget optaget af hans behandling af de grønne toner, og når han så samtidig byggede sit billede af skoven op som et konstruktivistisk billede, faldt det helt i hak med mit kunstsyn på den tid, hvor jeg var ung og søgende.  Derfor var det som at genfinde noget af sin ungdom, og når vi samtidig kunne købe det til en rimelig pris, måtte vi have det med til Silkeborg, hvor det hænger i vores stue og udtrykker skovens ro og harmoni.

Lidt af den samme harmoni har jeg nok søgt at tilføre vore have.

Husløgene og den grå granit klæder hinanden.

Ikke alt skal forklares, noget må tale for sig selv.

At gå ad tyste havestier kan give mindelser om romantikens tale om skovensomhed, hvor man søgte efter poesiens blå blomst.

Det overdådige, plantevækst i flere etager.

Regnvejrsmelankoli - sten og planter i drivvåd tilstand

- et øjeblik senere kigger solen lidt frem og letter stemningen.

Et dybt kig ind i en verden af grønt. For nogen er vores have nok lidt for kedelig og monoton, hvor der sker for lidt - for andre, det fredfyldte paradis, hvor det at vandre ad stien, ind i billedet, er en nydelse.

Man kan undertiden forville sig ind i en butik, hvor der er fuld tryk på højtalerne, musikken vælder ud, som var man kommet ind på et diskotek. Ofte er vi lige så stille listet ud, og fundet et roligere sted at handle. 

Det kan være forfriskende at komme til en storby på et kortere besøg - opleve dens liv og puls, hvor man tager larmen og den forurenede luft med i købet. Hvor ofte har vi ikke siddet på en fortovsrestaurant i Rom eller Paris og følt, at det var en naturlig del af oplevelsen?

Når vi derefter vendte hjem til vores grønne have med dens fred og ro, var det en lise for sjælen.