Sommer efter sommer.

Sommer efter sommer har jeg fotograferet i vores have og lige nu sidder jeg igen og sorterer i mine fotos fra forskellige somre. Ældre Sagens blad NU, bringer i sit aprilnummer en artikel om vores have. Når redaktionschefen har valgt april, er det naturligvis fordi, at  folk på dette tidspunkt for alvor er ved at være tændte med hensyn til at komme i gang med haven.


Jeg stiller tekst og nogle af mine mange fotos til rådighed for bladet, derfor sidder jeg nu og overvejer, hvilket udpluk af billeder jeg bør vælge, så de på redaktionen har noget at vælge imellem. Det skal naturligvis helst være varieret, så de udvalgte billeder fortæller bedst muligt om haven. De efterfølgende billeder er dem jeg har udvalgt.


Vi er da ikke blinde for, at en vellykket artikel kan skabe interesse hos en mængde haveinteresserede, der får lyst til at besøge vores have i den kommende sommer. Det er trods alt sjovest, at der kommer mange gæster, når vi holder åben have, hviket giver anledning til en masse liv og hyggelig havesnak.

Der kan vel ikke siges så meget nyt om vores have. Sommer efter sommer er der selvfølgelig sket ændringer, hvor nye ting er kommet til, men i de senere år har det vel ikke været de helt store omvæltninger. Vi må nok sige, at haven har fundet sin form ud fra vores smag, holdninger, æstetiske opfattelser, drømme og visioner eller hvad det nu er, der former og udvikler en have.

Det at arbejde med haven har været, og er til stadighed en værdifuld ting i vores liv, og har i den grad fyldt dagene her i det, der kaldes den "tredie alder". Det har været dage i pagt med havens natur, dens karakter af langsomhed, der har givet ro i sindet til en reflekterende væren i det, som er havens helt specielle univers.

Her ved udvælgesen af billederne sidder jeg og overvejer, hvad eventuelle læsere af artiklen kan bruge den til.
Man kan håbe på, at det kan opleves som en inspirationskilde, men det kan også være det at kigge ind i en have, der er anderledes, og som kan  rykke lidt på læseres opfattelse af- eller fordomme om haver.

Redaktøren bad også om billeder af havens kunst, og netop dette billede af den græske yngling har en særlig betydning for mig.

Hvor den græske yngling flyttes ud og ind, fordi den er af gips, der ikke tåler regn, så har billedhuggeren Jørgen Glud´s granitfugle en permanent plads i haven.

Blomsterurnen i rustent jern vil måske også kunne gøre sig. Jeg synes, at liljens lyserøde blomster klinger fint
(tone i tone) med rustfarven.

Jeg skal jo også have billeder med, der præsenterer havens klippede strukturer. Det er vel det, der karakteriserer haven allermest.

Et billed som dette, hvor stokroserne stikker op, fortæller at det ikke kun er en grøn have med klippede strukturer.

Noget af det der klær´ haven, synes jeg er det, at nogle af de pude- og tæppedannende planter vokser lidt ud mellem stenene i gangene, det skaber sammenhæng og bløder kanterne lidt op.

Jeg kan da godt se, at det grønne er det mest fremherskende og de klippede ting fylder meget, men det er et bevidst valg og mange af havens gæster giver udtryk for, at det er en af havens kvaliteter.

Jeg har i mange år været fascineret af havens grønne rum og alle de skulpturelle former den kan indeholde.

Vi finder megen glæde ved at se vore børnebørns begyndende interesse for haven. En af dem sagde en dag til en veninde: "Når jeg bliver pensionist, vil jeg også ha`sådan en have". Vi mener nu nok, at hun kunne begynde lidt før.

Meget af havens "kunst" er souvenir hjembragt på rejser. Den lille madonna fandt vi på loppemarkedet i Paris for mange år siden.

Den lille kakonegræs i sin krukke flyttes jævnligt rundt til en ny plads, for at vi kan opleve den i forskellige sammenhænge.

Dette billede illustrerer meget godt det med at få kanterne blødt op af plantevækst. De hvævede bede ved siderne, der opstod, da jeg gravede ud til stierne, synes jeg, giver stien karakter af en gammel hulvej.

Dette kig til noget stramt klippet er noget af det der taler til mig, samtidig med at det er en udfordring, der handler om, at det til stadighed er i stram form.

Farve, lys, form og tekstur er vel hvad dette billede af en Sct. Hansurt handler om - en blød plante mod nogle hårde sten.

Små klippede Heber med en Buksbom som overstander - også en flytbar sag, der kan indgå mange forskellige steder i haven.

                                Hvid Solhat lyser op i urtehaven.

                 Et solstrejf i en vandpyt - både fugle og bier har behov for en tår vand.

De klippede cotoneaster-kugler er blevet et slags vartegn for vores have. Jeg har klippet dem flere gange hver sommer gennem tyve år.

Stierne fører rundt og rundt gennem havens rum til nye områder med sten og planter.

Trængsel i bedet af stor- og småbladede planter og store og små buksbomkugler.

Den gulstribede sort af kakonegræs, Hakonechloa macra "Aureola", løftes op så den bliver præsenteret bedre i  bedet. I baggrunden den gule kæmpe tusindstråle.

Et af havens hævede bede. Den hvide rose, som klatrer op i træet er Rosa helenae "Lykkefund", der stammer fra Kina.

                       De grønne buksbomkugler er strøet ud i haven med rund hånd.

                                Urtehavens lille barokhave.

Den gamle zinkvandkande optræder på mange af billederne som en nyttig aktør.

                I en frostsprængt krukke opstod en selvstændig lille have i haven.

Granitblokke sammensat til en skulptur, der blot handler om størrelsesforhold og hårde kanter mod en rund, blød form. Samme tema i bedet ved siden af.

Elefantgræsset, Miscanhus sinensis er et af havens virkemidler, der ved sin lethed og ynde er som et springvand og en levende tekstur blandt havens mere bastande virkninger.

Rosen Raubritter er en anden af havens skønheder - sommer efter sommer blomstrer den rigt, men remonterer ikke. Til gengæld blomstrer den en hel måned.

De smukke Hostaplanter er velegnede i havens skovbundsagtige bede.

En myrdebladet gedblad mellem sten - igen kontrasten mellem blødt og hårdt.

Inger har her indfanget mig i en af mine store pasioner, at klippe planter i form.

Dejlige, grønne geometriske former indbyder til ro og afslappelse i haven.

Rosen Tommelise midt mellem bedets øvrige vækster.

Lys og skygge samt min saks giver cotoasterkuglerne form.

Inger pudser roserne af - en vigtig del af havens pleje.

Tørketålende planter i indkørslens midterrabat.

Jeg holder meget af den store frodighed og variation man kan skabe i sin have.

I havens fredfyldte grønne rum.

Inger plukker de visne blomster på vore Rhododendron.

Buksbomformer i hasselurt som bund.

Fra forhaven.

Aftenlys over urtehaven.

Denne burger med løg har jeg vist temmelig mange gange.

Forårsdage.

Vores terrasse var rigelig stor, derfor fjernede jeg for nogle år siden en del af betonfliserne og lavede et bed. Og da jeg havde en del brosten, brugte jeg dem som kant i endnu et bed i det første, så man kan tale om bedet i bedet på terrassen.


Jeg har ikke nogen logisk forklaring på, at jeg valgte denne løsning, og det er vel heller ikke nødvendig. Formodentlig er det "legebarnet", der er kommet op i mig. Og når jeg tænker mig om, må jeg nok erkende, at jeg har foretaget mig mange sære ting i forbindelse med havens udformning.


Det handler vel om noget irrationelt, på samme måde som man får lyst til at male et abstrakt billede, udføre en skulptur, skriver et digt, eller et stykke musik - noget lyrisk eller poetisk - skabt ud af de forhåndenværende materialer her og nu, og uden at tænke så meget over det. Det foregår nok skiftevis ret spontant, hvor der ikke er så langt fra indskydelse til handling, men kan også være mere konstruktivt, hvor det er noget mere stramt i forbindelse med havens arkitektur og dermed en mere bevidst æstetik, det handler om.
Haven som projekt, tror jeg, handler nok for mange mennesker om drømme og følelser.

Det er dejligt at sætte blade af forskellig størrelse, form og farve sammen i bedene. De er smukke på hver sin måde og klær´ hinanden trods deres forskellighed. Når de kan virke harmoniske i sammensætningen skyldes det vel den grønne farve, der går igen i dem alle og ikke mindst kontrasten mellem lyst og mørkt og mat og blank overflade.

Et af forårets oplevelser i haven er når vores paradisæble, Malus sargentii "Rosea" blomstrer. Den blev kraftigt opstammet for år tilbage, hvilket gav lys og luft til alle de mange forskellige bunddækkende planter.

En flækket sten blev til en hamburger med løg. Vi fandt stenen i en grusgrav, flækket og klar til brug. Den har stået og passet sig selv gennem mange år, jeg kan næsten ikke komme i tanker om noget nemmere i haven.

Jeg har sikkert tidligere vist billedet af de tre portugisiske krukker. De har også haft deres faste plads gennem mange år, men kommer under tag om vinteren.

Den klippede buksbom i sin balje er stationær, den er simpelt hen for tung at flytte rundt på i haven. Jeg drejer den regelmæssigt efter lyset. De store dejlige blade til højre er skjoldblad, Darmera peltata.

              Hvid Løjtnantshjerte, Dicentra spectabilis "Alba" - som perler på snor.

Den spiralklippede buksbom kan virke som et fikspunkt, der fanger øjet og giver ro, før det vandrer videre rundt i det urolige staudebed.

Det grønne look. Klippede og fritvoksende træer og buske, stauder og græsser i skøn forening er det, der danner vores have.

I stentrugene opstår små landskaber, der udgør havens mikrokosmos. Her er mulighed for at lege i lille format.

Kongelys er en statelig plante, der i lighed med fingerbøl og andre kan dukke op de mest utrolige steder i haven. Og ofte vælger vi at lade dem stå, lader naturen råde.

Hjulkrone er en af de planter, der sår sig ukontrollabelt. Så mange bliver fjernet, men de, der får lov til at vokse op bliver meget smukke. Set her i modlys, er det jo ren poesi.

At opleve sin have i tåget vejr kan være som et drømmesyn, der taler til sanserne om noget uendelig blidt og diffust.

Der er ingen forklaring til denne "installation". Det handler i al sin enkelthed om en møllesten, hvor der var et hul i midten - stort nok til at plante en buksbomkugle - en rundbuet sten, samt mere kantede sten blev sat op imod - i bunden blev planter tornnød, der kryber ind mellem stenene og bløder det hele lidt op.

Valmuesøster, Meconopsis cambrica trives overalt og sår sig over alt. Den er fin i en lys skovbund og imellem buske.

En lav vortemælk dukker trofast op mellem stenene, hvert år i april og bebuder, at det nu er forår.

Fra det tørre stenbed, der er opstået i midterrabatten af vores indkørsel. Her er timian af forskellige art, blågræs, romersk kamille, salvie o.a..

Jeg længes efter, at haven genvinder sin frodighed. Turen rundt på gangene er en tilstand af glæde over et miljø, som jeg  kender så godt - for jeg har plantet hver en plante og lagt hver eneste sten og alligevel overrasker haven mig den ene gang efter den anden. Den udvikler sig ikke altid som jeg havde tænkt mig, men går ofte sine egne veje, som et selvstændigt væsen. Og det er vel det der fascinerer og er udfordringen.

I forsøget på at tilføre haven lidt romantik, har vi blandt andet placeret nogle beplantede jernurner forskellige steder, hvor vi syntes, at de kunne falde naturligt ind. Der er vel ikke noget i vejen med romantik - kun når den bliver forloren. Man kan vel sig, at en have uden romantik er som en ret mad uden krydderi.