Mere eller mindre bevidst har vi tilført vores have det man kan kalde for `romantiske islæt`, hvilket er foregået over mange år. Det har ligesom ligget latent i konceptet, og er så undervejs i havens opbygning dukket op, hvor ideerne, indskydelserne og de `romantiske fornemmelser` har insisteret på at komme til orde.
Romantikken er betegnelsen på en periode, udsprunget af en tankestrømning inden for europæisk kultur i starten af 1800-tallet, og er i nutiden blevet et begreb, der på havefronten vel først og fremmest er en stemning, der bygger på naturlighed gennem brugen af for eksempel roser, slyngede stier, formklippede planter o.s.v.. Egentlig kan det være lidt svært helt præcis at beskrive det romantiske, men man kender det, når man møder det.
Romantikkens stemning hænger også sammen med havens lys, luft og atmosfære, hvor sanseligheden gennem dufte, lyden af fuglenes sang, biernes summen og alt det visuelle indgår i totaloplevelsen.
Vores urtehave er vist nærmest det man vil kalde en potage, sådan efter engelsk forbillede. Dens udformning stiller hvert forår krav til fantasien, idet vi forsøger på at skabe fornyelse gennem nye løsninger, der ofte tangerer det vi kalder `poetisk rod`.
Et år satte vi salaten i et kvadratisk mønster, vekslende med tagetes i et forsøg på at skabe orden.
Et andet år eksperimenterede vi med rød og grøn salat, vekslende med den grågrønne cypresurt og hen på sommeren blomstrede stolt kavaler i hvidt - alt sammen for farvevirkningens skyld.
I sommerens løb opstod der ren poesi, når den rette belysning indfandt sig.
Opstammede roser i en bund af rød salat.
En siddeplads midt i urtehavens sanseoplevelser giver vitaminer til sjælen.
Regnvejrsbilleder har sin egen poesi - de grønne farver synes mere dusede og stenenes farver mere mættede.
Det kan blive spændende at følge `samlivet` mellem en særpræget sten og en lille tjørnebusk.
