søndag den 10. juni 2012

Juniregn.



Så kom den endelig, den længe ventede og hårdt tiltrængte regn. Haven var knastør, og jeg var så småt begyndt at vande med det dyre vandværksvand, for at holde liv i vores mange planter.


Men denne stille, silende regn er da meget bedre - og billigere.
Jeg kan egentlig godt lide denne regnvejrsstemning, der opstår, dette grødevejr giver altså haven en helt egen stemning - hvor alt det drypvåde blander sig med duftene fra azalea og syrener, der ligesom forstærkes i regnvejr.


Selv om farverne dæmpes i et sådant vejr - eller måske netop derfor - opstår der en egen poesi på turen rundt ad havens gange. Da jeg bevægede mig ind i bedene, af forskellige årsager, blev skoene og buksebenene naturligvis våde - så jeg har lige skiftet til tørre bukser og sokker inde jeg gik i gang med dette indlæg.














Regnen og årstiden tilsammen har givet haven en dejlig friskhed og frodighed, der vel betyder, at haven lige nu er på sit aller højeste - men det synes jeg nu i øvrigt den er, i flere perioder hen over sommeren.



Frodigheden betyder, at der kommer ekstra gang i saksen. Jeg har allerede måttet klippe den brogetbladede benved, Euonymus fortunie `Emerald Gaiety` omkring køkkenvinduet for anden gang.



De tre små kugler af benved, Euonymus fortunie `Nyrans` stod i deres bed og var stærkt medtaget og helt brune efter vinteren, og vi troede, at de var gået tabt.
Vi gravede dem op, og plantede noget andet i stedet, men Inger klippede dem stærkt ind og vi plantede dem for en sikkerheds skyld i nogle potter - man kan jo aldrig vide-  og lige nu grønnes de, og er klar til endnu en sæson.



`Purpurkongelys - sød, men sjælden` heder det i en artikel i denne måneds udgave af HAVEN. Her har vi den tone i tone med den røde Acer.



Lodden løvefod, Alchemilla mollis er ved at blomstre med sine gule kvaste, men tynges noget ned af regnen. I baggrunden en formklippet brogetbladet benved.



Midterrabatten i vores indkørsel er ved at være vækket til live. For selv om det er tørketålende planter, betyder det ikke, at de ikke også gerne vil have en tår vand.


Dronningebusken blomstrer smukt ud mod vejen.  I bunden er det kranstop og Vinca, der dækker.



Græsset med de hvide blomster er en snefrytle, Luzula nivea, med Origanum vulgare `Aureum` bagerst og i forgrunden smalbladet timian i blomst.






                           Planten med de store blade midt i billedet hedder skjoldblad.






       Den gule valmuesøster dukker op mange steder og bidrager lidt til havens `vildskab`.















I de små trug er visse planter fredet og godt beskyttet mod den `vilde have`, der omgiver dem.



Mange små `heksekoste` er gennem årene hjembragt fra plantemarkedet i Geografisk Have i Kolding, hvor Herman Geers fra Boskoop i Holland stiller op med et skatkammer af disse spændende planter, som jeg stadig kan finde plads til.




























               Den purpurrøde stjerneskærm i tone i tone forhold til den røde diamantazalea.



                         Den lille gule torskemund vil blomstre yndefuldt sommeren i gennem.









                                                 Flytbare takskugler.











































lørdag den 2. juni 2012

Junihaven


Når Rhododendron og azalea i løbet af juni stort set er afblomstret, er det overvejende den grønne farve, der dominerer haven. Det betyder, at haven igen er præget af de mange grønne farvetoner.


Grønt er som bekendt mange forskellige toner, der gennem et stort spektrum strækker sig fra gulgrøn over grøn til blågrøn. De grønne farver optræder også i mange lysheder, ligesom de findes i de dybeste farvetoner, hvilket kan betyde et rigt og varieret havebillede.


At de grønne farver også virker beroligende og afstressende, gør dem jo så meget mere værdifulde. De fleste havemennesker vil nok skrive under på, at det er rart at opholde sig i grønne haverum.





Naturligvis skal der rundt i haven være siddepladser, hvor man kan nyde freden og roen - opleve stunder, som kan virke helt meditative.















Den brogetbladede kærmindesøster "Jack Frost" lyser op i bedet. Til venstre i billedet ses planten "Plette i luften". Jeg var lidt skeptisk da jeg hørte, at de skulle kunne klare vinteren, Men jeg må bøje mig, de har faktisk klaret sig og er nu ved af gøre sig gældende mellem alle de andre grønne skønheder.



                      De klippede planter har næsten alle fået den første tur med saksen.




                              Den lille uldpil, Salix lanata er smuk i sin grågrønne farve.



.Med den storbladede buksbom, Buxus sempervirens `Aurveovariegata` er vi ovre i det gulgrønne.




     Buksbom er nok aller smukkest når de som her står med de første spæde skud.



















                            Kongebregnen skyder op og breder sig ud.



                                 Ad stierne rundt mellem grønne vækster.









                             Den kinesiske træpæon blomstrer rigere og rigere år for år.





















Skal det nu være noget særligt?  En gang imellem skal man fokusere på de mere ydmyge hjørner, hvor sten med lidt trædebregner, en buksbom, en taks, en Hosta og så de grønne hjerteformede blade fra en kærmindesøster - et samspil af elementer der udtrykker en stille poesi.
























        Selv uden blomstring er Vinca en fremragende bunddækkeplante her inde i skyggen.



Her under bladene af skjoldblad, hvor stilkene virker som søjler, kan man føle sig som i en katedral.



                            Man kan opleve nye vinkler ved at søge ud i havens udkant.



Lidt længere inde virker haven måske lidt mere `kultiveret`. Men det er vel en smags sag, hvad man foretrækker.







                   Her er bunddækket guldjordbær, der er smukkest, når det ikke blomstrer.



Når man tilsyneladende aldrig bliver træt af at fotografere sin have, hænger det måske sammen med med glæden ved form og farve.



                      Lige nu har vi al den frodighed man går og drømmer om, om vinteren.









I jernurnen blev buksbomkuglen, der så lidt træt ud oven på vinteren, erstattet med en palmelilje.