Slentretur i gråvejr.

Efter hyggelige dage med åben have er vi nu tilbage i dagligdags stilhed og ro, der jo må siges at være havens egentlige bestemmelse. De daglige ture rundt kan selv i gråvejr være smukke - eller er det måske netop i gråvejr, hvor det sparsomme lys understreger roen og det fredfyldte, frem for det skarpe lys, der kan give billederne nogle mere hårde og urolige kontraster.

Stierne fører rundt mellem bede, hvor der overalt nu er stor frodighed.

Den gamle rustne vask er blevet en fin plantekumme.

På og omkring det grønne bord har vi bevist samlet planter med gulgrønne toner.

Den hvide violfrøstjerne er simpelt hen lysende og smuk, når den knejser over staudebedet.

Kvan-planten, der har forvildet sig ind i mellem stauderne, udvikler sig fra dag til dag.

Et af mine yndlingsteder i haven er hjørnet med gruppen af granittrug, hvor små heksekoste og stenbedsplanter har fundet et fristed - borte fra store grådige planter, der hurtig kunne ´kvæle`dem.

Også her i stenbedet har små heksekoste fundet et fristed.

Busken i forgrunden med de store ovale blade er en pil, nemlig Salix magnifica, magnoliabladet pil, og den lyse formklippede bagerst er også en pil Salix integra `Hakuro Nishiki`.

Den storbladede Hosta hedder Frances Williams og er plantet i en krukke, hvorved den let kan flyttes rundt til steder, som mangler lidt fylde.

De kom fra nær og fjernt.

Det var som sædvantlig et vellykket åben have arrangement med mange glade og interesserede mennesker. Lørdag var en lille smule mat og vejeret var heller ikke for godt, men søndag eksploderede det nærmest, og gæsterne strømmede til. Vejret var godt, solen kom frem og det var stille vejr. Oven i det hele havde vi søndag en busfuld havefolk fra Varde Havekreds, og det var oprindelig årsag til, at vi valgte at holde åben have denne weekend, når vi alligevel var hjemme, og haven var ordnet. 

En gæst gav udtryk for forbavselse over at finde en have som vores, midt i et almindeligt villakvarter. Fra vejen kunne hun godt se, at trappen førte op til noget særligt, men efterhånden som haven foldede sig ud, undrede hun sig over at finde den netop her. Men hvorfor ikke? Jeg kender eksempler på en del spændende byhaver, selv om jeg kender mange flere af den modsatte slags. Man skaber jo sin have, der hvor man bor, ud fra de intentioner, den fantasi og skaberglæde man har. Også i byerne - og måske især der, kan der være behov for fredfyldte oaser. Jeg indrømmer, at store landbohaver kan præstere større formater, hvor man kan praktisere begrebet `lånt landsskab`, hvor man åbner op og inddrager engdraget, skovbrynet eller søen i havens totaloplevelse.