Nedskæring

Træerne vokser som bekendt ikke ind i himlen - ej heller vedbend. Det blev ihvertfald forhindret forleden. En vedbend vokser op ad vores store, gamle bævreasp og var næsten nået toppen. Det gav en masse frodighed og var godt på vej til at forvandle træet til et stedsegrønt træ, men vi var lidt urolige, når efterårsstormene for alvor tog fat i det. Derfor måtte vi igen have fat i "Træmanden" til at kravle op og skære vedbenden et pænt stykke ned. 

Der er vel ikke noget som vedbend til at skabe frodighed. Den blev plantet ved træet for mange år siden, da Inger havde fået rod på en stikling, som hun tog med hjem fra Sjælland. Den bredte sig kraftigt til alle sider - som sagt helt til træets top, men også til siderne så plankeværket er blevet dækket, også i havens bunden har den nogle steder givet os et stort stedsegrønt dække.

Som en del af det grønne dække indgår også det vi kalder for hulen, der er placeret umiddelbart ved træets fod, hvor den blev til ved at løfte rankerne op, som hængte ned over plankeværket og ved hjælp af et par stolper og nogle lægter blev det så til en stedsegrøn løvhytte.

Og sådan ser træet nu ud, hvor det er blevet befriet for noget af sin byrde og glad strækker grenene mod himlen og tænker - nu er vinterfrakken borte og foråret er over os. Under træet hobede der sig en kæmpe bunke afklip op, der gav anledning til adskillige ture med bilens trailer til affaldspladsen.

Dette billede fandt jeg i min første havebog: Politikens "Min havebog" fra 1968. Billedet er et kobberstik efter den flamske maler Pieter Brueghel d. æ. fra midten af 1500-tallet og udtrykker meget godt den store aktivitet som foråret sætter i gang og fortæller at havens virkemidler - de almindelige nyttige haveredskaber og mulden mellem fingrene er uforanderlige.

Jeg har lige gået i haven i godt forårsvejr og beskåret nogle af de små nåletræer. Det er nu, inden alle de mange bunddækkende ting skyder op, at de mindre "træer" præsenterer sig helt klart. Det blå nåletræ hører til havens "skæve individer" som jeg har en hvis svaghed for. Jeg fandt den skæv og forvreden i planteskolen for mange år siden og hvert år har den fået spidserne studset og iøvrigt tyndet ud, så man stadig har glæde af de skæve grene. Planten er en Juniperus squamata "Blue Carpet". Planten til venstre er en solcypres Chamaecyparis obtusa "Nana Gracilis", der også skal tyndes lidt ud.

Jeg synes, at kombinationen af sådanne karakterplanter og granitsten er spændende, hvorved der kan opbygges små landskaber, der udtrykker et mikrounivers, som taler til de æstetiske glæder og behov.

Lige nu står vores troldhassel Corylus avellana med sine flotte rakler - egentlig er det vel nu, at den er aller smukkest.

Men det bliver nu dejligt med masser af bunddække og farveklatter. Valmuesøster, Meconopsis sår sig righoldigt hver sommer og liver vældigt op. Allerede nu er den begyndt at skyde op både hvor den er velkommen og der, hvor den nok skal luges væk.

Det er tid at plante Tusindfryd og Viola cornuta, der begge tåler lidt nattefrost.

Jeg foretrækker frodigheden langs stierne selv om visse af de små formklippede planter så ikke træder helt så markante frem.

Man kan jo også blot sætte de små træer i en skål som her den lille dværgpenselfyr, men det kræver, at man er over den med vanding sommeren igennem.

Den lille Origanum vulgare "Aureum" er her løftet op for at markere den lidt i urtehaven.

Her er buksbomkuglerne løftet op på deres stamme så de går fri af bunddækket.

Inden for hækken ses en buksbom løftet op på stamme og bag den en småbladet syren også på egen stamme.

Den lille solcypres Obtusa "Nana Gracialis" (nana betyder lille) kan let forsvinde i bundens mylder af planter, men kan hurtigt stilles forrest i bedet.

Det lille fuglebad er stillet yderst i bedet. Det er nok placeret her af dekorative grunde, men solsorten sætter også stor pris på det.

En plante kan også skille sig ud ved hjælp af farve og mønster som denne kærmindesøster Brunnera macrophylla "Jack Frost".

Nogle af de små træer i skåle, som vinteren igennem var stillet ind mod husmuren, er igen stillet frem på deres hylder, hvorved de løftes op og kommer i fokus. Det er praktisk at have dem stående samlet, så man husker at få dem vandet.

Når jeg kigger ind i staudebedet i disse dage kan jeg se, at det hele spirer og er på vej op. Og om et par måneder ser man ind i al denne frodighed.

Gult mod gult. Den gule kakonegræs, Hakonechloa macra Aureola og den gule buksbom, Buxus sempervirens "King Midas" vil snart kunne ses sammen igen.

Den blå skulptur er af keramikeren Jørgen Nielsen i Hyllested ved Ebeltoft. Vi faldt for den på grund af den fine blå glasur - sommeren igennem sætter vi forskellige blå blomster sammen med den.

Billedet er taget i juni, Yak-rhododendronen til højre er afblomstret og står nu med den lyse nyvækst.

Åh, hvor jeg glæder mig til at få den mørke jord dækket af alle disse dejlige bunddækkende planter.

Og hvor jeg dog tørster efter havens farver og dufte. Det er den 1. april i dag og det er for alvor forår. Jeg må derud, det er alt for godt vejr til at sidde inde og der er tusinde ting at gøre.