lørdag den 17. marts 2012

Fra kunst til have.


Medens jeg gik og gjorde haven klar til foråret, kom jeg til at tænkte på de kendte malere, der gennem tiden var optaget af deres haver - ja, ligefrem hentede inspiration og fandt motiver i haven. Monet, Renoir, Nolde og herhjemme Svane-familien, Anne Just og mange andre.

Den næste tanke, der strejfede mig var, om man måske kunne gå den modsatte vej - altså gå til malernes billeder og lade sig inspirere,  og ud fra deres ofte meget personlige farvesyn samle ideer til utraditionelle farvesammensætningen i havens bede. 




Billedet her er malet af Lise Blaabjerg, der bor i Provence. Og stedets sol og varme præger hendes billeder. Hun har malet billedet i 1999 og nu hænger det på væggen i vores stue, og lyser af glade og optimistiske  farver. Ikke mindst i det sol- og farvefattige vinterhalvår kan det virke som en opkvikkende "vitaminpille".  Det er dejligt i stille stunder, at "gå ind" i billedet, og vandre rundt mellem de glade farvefelter, fuldstændig som turen rundt i en blomsterhave.
Jeg har prøvet at sammenholde maleriet med billededer fra vores have, der ligesom udtrykker noget af den samme farveholdning.






Med de meget varme og aktive toner er vi ovre i de lidt vanskelige farver at arbejde med, hvor resultaterne ofte kan være for lumre, hvis man sammensætter mange forskellige varme toner på et for stort areal. 



Mellem varme farvetoner kan det være velgørende at have grupper af neutrale toner som her den grå Artemisia.



Eller som her med indslag af køligt blåt. Det er i øvrigt lettere at sætte mange kolde farver sammen  som grønt, blåt og blåviolet end mange varme toner.








Dette billede er af maleren Sven Dalsgaard. Sådan malede han i 1950´erne -  billedet er fra 56 og han kalder det for "Hesten". Farvemæssigt er det jo ikke den store udladning, men meget neutralt. Vi anskaffede billedet for få år siden og jeg har altid været meget optaget af hans kunst. Det var virkelig avantgarde kunst, da jeg begyndte at gå på kunstudstillinger som ung menneske i 1950´erne i  Randers. Jeg fandt hans billedverden meget gådefuld og figurerne mindede mig om bronzealderens helleristninger. På Randers Kunstmuseum kan man se en stor permanent samling af Sven Dalsgaard´s maleri og skulptur. Der er i øvrigt gratis adgang til museet.
Igen har jeg prøvet at sammenhold maleriet med billeder fra haven.



Hvidt og sort og hvad der ligger der imellem af grå toner regnes for at være neutrale. Det grålige i planterne finder man omkring det grågrønne eller sølvgrå, der kan give nogle smukke sammensætninger på begrænsede arealer, som så kan afbrydes af arealer med mere livlige kulører.





Udsnit af min haveskulptur som jeg har lavet af stumper af drivtømmer og andet, som jeg har fundet ved stranden. Her har naturen bidraget med en smuk grå farve.





Her et billede af maleren Kjeld Hansen. I 50´erne kaldte man ham  for skovens maler. Jeg syntes, det var spændende at se skoven gennem denne modernistiske malers briller, og opleve hvordan han byggede sit billed konstruktivt op og arbejdede med hvidt- og sortcentrerede grønne farver, som gav helt særlige harmonier, hvorved han indfangede skovens ro og stilhed. I 1997 fandt vi billedet til salg i Svaneke, da havde han forlængst forladt denne malemåde.
 Det har også her været nærliggende at sammenholde maleriet med nogle af havens rolige grønne nuancer.




De grønne farver er havens dominans. Det er vel en af grundene til, at vi finder ro og afslappelse derude.











Farvernes mangfoldighed.


Der er visse principper og regler for farvernes sammensætning, men det der bør tælle er vel om resultatet bliver smukt eller udtryksfuldt. Og det er vel ofte der, hvor reglerne brydes at der skabes spænding og nytænkning, hvor man går på tværs af mode, vedtagne opfattelser af hvad der er tidens trend og god smag - ganske som i kunsten. Glædeligt forår.












Havens mangfoldighed.



På samme måde som maleren skaber sit billede inden for en ramme, et begrænset areal, står vi nu med havens begrænsninger, inden for hvilke vi skal skabe og videreføre dens form, farve, linier, flader og strukturer. 



Den væsentligste forskel på billedkunst og havekunst er den tredie dimension, at man kan bevæge sig fysisk ind i haven og gå på opdagelse.



Og haven rummer  uanede muligheder for udtryk og det at være skabende


- fra helheder og helt ned i de mindste detaljer.
























Græsser er værdifulde i et bed. Her er det en snefrytle, Luzula nivea, der er så let og luftig at man kan kigge igennem den.












8 kommentarer:

  1. Et virkeligt smukt indlaeg, jeg maa sige, at Lise Blaabjergs billede er helt i min aand, hvor er I heldige at have det til at haenge i stuen! Og jeg nyder at se dine farvesammensaetninger i haven, der sprudler jo af liv og glaede ! Hvor smukt og elegant , det end kan vaere med 'hvide haver' , 'gule haver' osv. saa synes jeg altsaa ogsaa, de bliver virkelig kedelige i laengden...og maaske en smule upersonlige. Ha' en god weekend!

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Jane.
      Tak for din kommentar. Jeg må give dig ret, rene hvide-, gule haver kan virke lidt for prætentiøst og småkedelige.Længe leve farvernes mangfoldighed.
      Kh. Jørn

      Slet
  2. Dejligt indlæg om kunst, farver og have.
    I min verden kan jeg kun tilsluttet min tanken om en grøn have året rundt. Farverne er fine medspillere, men løvet er mest vigtigt. Flotte billeder af jeres have med plan og ide.

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Anne.
      Tak for kommentaren. Ja, vi føler os også stærkt afhængige af havens grønne farver som dominans - afbrudt af de andre farver ind imellem.
      Kh. Jørn

      Slet
  3. Takk igjen, for enda et vidunderlig innlegg. Så spennende med en ny innfallskvinkel til hagen og plantene; gjennom kunsten.
    Atter en gang har jeg funnet inspirasjon og glede her på dine sider.

    Litt kjölig her i Skåne i dag, men våren er absolutt "på gang", og det gleder vi oss over!
    Ha en fin helg! /Ingrid

    SvarSlet
  4. Hej Ingrid.
    Tak for kommentaren. Ja, jeg føler, at glæden ved kunst hænger stærkt sammen med haveglæden. Det er vel de samme følelser og fornemmelser, der tages i an anvendelse.
    Her er det også lidt køligt i dag, men vi får et solidt regnvejr, her i det ellers så tørre forår.
    Kh. Jørn

    SvarSlet
  5. Så kom jeg også ind og fik læst dit dejlige indlæg, en skøn måde at vinkle haven på. Jeg kunne sandelig også godt vænne mig til at have Lise Blaabjerg hængende, der er liv og glade solskinsdage.

    SvarSlet
  6. Hej Fru Friis
    Tak for kommentaren. Ja, man kan komme i haven ad mange veje. Og vejret er jo ved at være der, hvor der i haven bydes på spirende liv af grønne og gyldne nuancer ganske som i Lise Blaabjergs billede.
    Kh. Jørn

    SvarSlet