Her hvor vi befinder os i midten af efteråret kan det kalde på eftertanke - det kan være tanker om den forgangne sommer - måske endda om et helt livsforløb, hvor man jo netop kan befinde sig i sit efterår. Tankerækken kan dreje sig om haven, der måske har været en trofast ledsager gennem en stor del af livet. Haves livscyklus kan minde om menneskets. Kan man være sin have - kan haven være som en del én selv? I hvert fald er det muligt at skabe en have, der udtrykker noget af menneskets personlighed, samtidig med at haven kan give en masse tilbage til både krop og psyke.
Det nedfaldne løv fra Acer palmatum `Bloodgood` farver stien rød.
Selv om vi lige nu befinder os i efteråret, skal vi stadig huske den skønne sommer vi netop har forladt. Sommmeren - især forsommeren, er den bedste tid i vores have, for da sker den forløsning af glæde og drømme, vi har gået og længtes imod.
Små siddepladser i hjørnerne i nærheden af duftende roser giver de romantiske input, som vi synes hører hjemme i en have som vores.
I løvhytten af vedbend fandt vi kølende skygge på de varme solskinsdage.
I skovbunden dækkede de mange grønne planter jorden.
Hen over dagen flyttede solens lyspletter sig, i et samspil med den `vandrende skygge`.
Små krukkebeplantninger var placeret langs stierne for at skabe variation på turen rundt.
De lette græsser bevægede sig for sommerbrisen.
Men vi skal ikke glemme, at pludselig en morgen, inden så længe, vil vi vågne op til en have med rimfrost, og et kort øjeblik, inden solen smelter det væk, vil vi opleve haven som en helt ny skønhedsåbenbaring.
Og forhåbentlig får vi også sne, hvor det kan ligge som en beskyttende dyne over havens planter, hvis vi får hård frost.
Om vinteren træder havens klippede strukturer tydeligt frem.
Om vinteren er haven også til at gå tur i. Lyset skaber en egen stemning på turen rundt.
I det tidlige forår fortæller vintergæk og dorothealilje, at en ny havesæson nærmer sig, og det hele starter forfra igen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar