Man fornemmer det tydeligt, at vi befinder os sidst på sommeren, og at det snart går mod efterår. Haven har nået sit mætningspunkt - frodigheden er total, planterne har bredt sig til siderne og vokset sig store i højden. Endnu pudses roserne af, og ærteblomsterne får stadig ærtebælgene klippet af for at forøge blomstringen. Vedbenden, der er så vigtig for frodigheden - ikke mindst i den vintergrønne have, har bredt sig, og må begrænses. Der er en særlig stemning, og man fornemmer, at højdepunktet er nået, og at det fra nu af langsomt vil handle om afvikling og forfald. Vi kan da stadig være heldige og have sol og lune dage i haven og meget af det forfald, som vil komme, vil ske med ynde og skønhed. Et klogt havemenneske har engang udtalt: `Vil du være lykkelig i din have, må du have forsonet dig med tanken om, at alt levendes uundgåelige og bestandige forandring - også at det visner og dør`.
På loppemarkedet i Ebeltoft fandt vi denne smukke hjortetunge-bregne, der nu er plantet i en stor jernurne, hvorved den løftes lidt op over skovbunden, og bidrager til den frodighed vi tilstræber.
I et bed har vi samlet nogle af de grågrønlige planter, der giver en særlig farvemæssig harmoni.
