Velkommen forår.

Det myldrer frem af havens bund og snart vil frodigheden være total.

Selv en krukke med persille har sin egen skønhed.

Et blad på en rødkål med lidt regndråber kan rumme en verden af skønhed.

Kærmindesøster, Brunnera kan fremvise stor variation i bladenes mønster.

Hostaérne markerer sig lige nu med de små kræmmerhuslignende skud, og snart vil de dække den bare jord og skabe stor frodighed.

På vandringen rundt ad havens stier når man frem til nye kombinationer af planter. Visse steder er det stramt klippede vækster, der præger billedet, andre steder tillades det lidt mere `vilde`.

Her dominerer de hårde granitsten.

Her i et stille parti kan man finde ro til afslappelse og en reflekterende væren i havens univers - fornemme roen midt i det, som er havens `langsomhed`.

Lige her mellem alt det sansede - det visuelle som form og farve - den rene luft - duftene - lyden af insekterne fra blomst til blomst - her findes det mentale rum, der kan opleves som en lægende faktor i alt det overvældende skabte.

Fennikel med sit lette løv fungerer fint som prydplante sammen med andre stauder. Placeringen er sket tilfældig, hvor frøene har befundet sig i den kompost, der blev spredt ud et forår. Sådan virker tilfældighedernes spil, og havens poetiske sammensætninger kan opstå.

Planter på rette plads.

Jeg har ofte gået på et plantemarked eller plantecenter og fattet interesse for en spændende og smuk plante, og straks kunnet se for mig, hvor i vores have den skulle placeres. Omvendt er jeg også kommet hjem med planter, som jeg må karakterisere som impulskøb, hvor jeg må spørge mig selv om, hvor jeg egentlig havde tænkt mig at plante dem?

For os handler haven vist først og fremmest om æstetik - egentlig er den jo en kompositionsopgave, hvor det drejer sig om at arrangerer planterne, så de indbyrdes klær`hinanden, og helheden virker harmonisk - på en selvfølgelig måde. Der er naturligvis nogle praktiske hensyn at tage som for eksempel jordbundsforhold og den enkelte plantes lysbehov. En ting som plantemiljø spiller også ind - det kan umiddelbart virke forkert at placere en stærk forædlet rose i selskab med en gruppe fyrrebuske.

Imidlertid flytter jeg dog rundt på både planter og sten, når nye ideer opstår. Det er en del af gamet, at man hele tiden tror, at det kan gøres bedre - eller er det blot et ønske om at skabe fornyelse? Egentlig ville det også være kedeligt at står med en fuld færdig have, hvor der ikke mere skulle ske forandring - tanken er jo heldigvis også en utopi, for planternes vækst vil gøre det nødvendig med en regelmæssig indgriben, og det er jo her at spillet mellem havens kultur og natur begynder.

Det er jo alt sammen en del af den snak vi får med vores gæster, der kommer i haven, ligesom det også dukker op i indholdet af mine haveforedrag - det er dejligt at beskæftige sig med haven - og hvad hjertet er fuld af, løber munden som bekendt over med.

Lysets virkning er en stor del af havens trylleri.

Af haven kan vi lære at skynde os langsomt. Havens langsomhed står i skærende kontrast til det omgivende samfunds hastighed. For at trives skal vi lære at falde til ro, se ind i os selv og erkende, at livet ikke er uendeligt.

Tone i tone.

Rosen Pas de deux er lysegul i sit udspring og bliver derefter hvid. I bunden Ligularia przewalskii, Aks-Brandbæger.