Som de fleste andre haver i disse dage, ligger også denne have under sne. Store hvide sneflader, hvor spændende strukturer hist og her stikker op og skærper nysgerigheden. For denne have er under udvikling og har været det over nogle år, hvor store og små detaljer hele tiden skabes og føjes til helheden.
Havens ejere er Alma og Ove Willadsen på Branderup Mark nær Toftlund. Det er Alma`s ideer, der dukker op i haven med Ove som praktisk hjælper - ikke sådan at forstå, at Alma ikke også tager fat, når ideerne skal føres ud i livet, det sker nemlig i et godt samarbejde mellem de to.
Her et kig gennem "Himmelporten", der er mange symbolske tiltag i haven. Alma er billedkunstner og uddannet kunstterapeut og det er tydeligt, at den kunstneriske fabulering i atelieret fortsætter ud i haves rum under anvendelse af mange forskellige materialer som jern, træ, sten, hule træstammer, trærødder, klokker fra elmaster, keramik og mange andre ting - og da også planter, ikke at forglemme.
Haven er fyldt med både dybsindige og sjove indfald.
Alma og Ove bor på en landejendom med udsigt til mark og skov - store vidder, der i høj grad kan udnyttes og indgå som "lånt landskab" i den totale oplevelse af haven. Samtidig har de muligheden for at inddrage noget af marken til haven, hvilket sker i takt med udviklingen af ideer.
Stedet er beliggende i det, der undertiden benævnes som "Udkants Danmark" - altså langt fra alfarvej, hvor der er fred og ro, og hvor man kan leve det enkle, rige liv til fordybelse og i harmoni med naturen.
Der er slæbt kolossale mængder sten hjem i haven og Ove har aftaler med naboer rundt omkring, om at hente nye forsyninger til de igangværende og kommende projekter.
Gamle staldvinduer og en keramiklampeskærm sættes sammen til fremmedartet arkitektur - en pagode - en japansk lygte?
Haver kan rumme drømme, og når der så yderligere tilsættes fantasi og kreativitet, smelter begreberne sammen og kunstneriske oplevelser kan opstå.
Trærod føjet til trærod og et fremmedartet væsen opstår.
Som det ofte går i haver, forsvinder der også i denne have mere og mere af græsplænen, efterhånden som ideerne om nye bede opstår. Centralt placeret i haven er der ved at blive skabt et stort ornament i form af en cirkel med korslagte stier, men jordarbejdet er jo midlertidig blev stoppet af frosten.
Set fra husets tagetage aftegner formen sig tydelig. Har det mon udgangspunkt i bronzealderens soltegn, som vi kender dem fra helleristningerne, eller er det grundtegningen som vi kan opleve den i den muslimske have, som symbol på paradiset med livets brønd i midten, hvorfra de fire floder udgår, og som flyder med vin, vand, mælk og honning? Sikkert er det, at det kan blive et spændende bed, hvad enten det bliver en blomsterhave, en urtehave eller det man kalder en potage, efter engelsk forbillede, der jo er en charmerende blanding af de to haveformer.
Inger, Alma og Ove på turen rundt for at besigtige vinterhaven. Om et par år har Alma og Ove planer om at åbne haven for gæster. Måske kan jeg være heldig, at kunne vise et indlæg om haven i sommerdragt forinden.
I stalden går kvæget af racen limousine lunt og godt, og venter på mildere vejr, før de kan lukkes ud på marken. De er Oves domæne, sammen med en stor mark med grantræer, der ud over haven, også vil kræve hans indsats i de kommende år.