fredag den 7. februar 2014

Inde i haven.


Inde i haven fører stierne forskellige steder hen. Bedene vokser i højden,  når sidste sommers plantedele i form af halvtformuldet kompost fordeles rundt, og bidrager med nye centimeter af `kulturlag`, der undertiden indeholder fragmenter af sommerens aktiviteter for eksempel potteskår, bortkomne sakse, planteskeer og andet godt - ganske som Ribe, Rom og andre kultursteders måde at vokse på i højden.

Vores have ligger i forvejen højt, og er godt forankret på en bakke af  fed lermuld i et gammelt morænelandskab, skabt af istidens gletscher.  Her mellem bakkerne anlagde man for tusind år siden en landsby, der nu er vokset sammen med `storbyen `.



I haven, der blev til på landsbyens markjorder, genererer komposten stor frodighed. Vi er meget optaget af havens stil, men må erkende, at havens frodighed er endnu vigtigere. Vi holder meget af, at al jorden dækkes af et godt lag plantevækst, og på den måde efterligner naturen.



Da stierne blev til, blev de kantet af en vold bestående af alt det opgravede - græstørv og  jord, der efterfølgende blev til hævede bede, og derved fik stierne visse steder karakter af en gammel hulvej.
Karakteren af ælde - noget meget gammelt - som mosgroede sten og andet, kan bidrage til havens ´sjæl`, en opfattelse som vi nok har arvet fra japanske haver.




Urtehavens saltimprægnerede brædder er mange år gamle, og er via algebegroningen blev smukkere og smukkere som tiden er gået.



En have som vores kan ikke bruges til det nyttige - men til det nødvendige - at man finder roen i sig selv.






Det sanselige aspekt i havens stier kan måske formidle lidt af det poetiske spil mellem sten og planter.



En have kan beskrives som en skulptur i naturmateriale, hvori mennesket kan bevæge sig og opleve et forløb af formmæssige kompositationer, der forandrer sig med få skridts afstand.






















I Provence fandt vi en olivenoliekrukke, der med sin enkle form og rustikke materialevirkning kunne falde naturligt ind mellem havens øvrige elementer.










Rosen Raubritter er med sin lukkede form og fine lette duft en mangeårig tilbagevendende nydelse.




































Grønne haverum kan sammensættes af mange nuancer, der alle bidrager med ro til sindet.



Årstidernes skiften kan følges i haven, når de tætvoksende stedsegrønne træer brydes i maj af skarlagenrøde rhododendron og azaleaer, der funkler mellem stammerne.























Ingen kommentarer:

Send en kommentar