Granitsten mellem havens planter.

Jeg har været omkring emnet ´Sten og planter` flere gange, og jeg kan mærke, at det er noget, jeg aldrig rigtig bliver færdig med. Ikke fordi at der er så megen plads til flere sten i vores have, men hver gang jeg kommer i nærheden af en stenbunke, kan jeg alligevel ikke lade være med at kigge efter, om der skulle være et særlig spændende eksemplar. Det kan være sten af en særlig form eller farve, eller med et fint mønster eller en helt speciel struktur. Granitstenene er jo et naturprodukt, der undervejs har fået en slags personlighed, præget som de jo er af årtusinders påvirkning af vind, vejr, vand og sand - samt hvorfra i Skandinavien stene stammer, før de blev ført hertil af istidens gletschere.

Stenene er i haven anvendt til mange formål, til kantning af bede, belægning på stierne og bearbejdede til plantetrug og fuglebade.

I en artikel i Haven fra 1996 fremgår det, at jeg blev færdig med at lægge sten i stierne og har fået opbygget bedene på den tid.

Jeg glæder mig dagligt over granitstenene med deres dæmpede gråtoner, der gør, at de harmonerer så fint med havens planter.

Kontrasten mellem sten og planter er på sin vis smuk - de organiske planter er flygtige, og vi må erkende den uundgåelige forandring, der til slut resulterer i en visnen og død - hvorimod stenene er bestandige og er som en del af evigheden.

Ved anlæggelse af stenbede er det af æstetiske grunde en god idé at vælge sten af samme farvetone, idet forskelligfarvede sten kan skabe for megen uro.

Naturen kan forme sten, så de opnår en skulpturel værdi. Sådanne små kunstværker dukker frem forskellige steder på turen rundt.

Tilhuggede granitblokke er blevet til en kubistisk skulptur.

Stenene bør graves lidt ned så de kan virke som grundfjeldet, der stikker op af jorden.

På det tørre sted under tagudhænget stortrives husløgene. Bedet er oprindelig inspireret af besøg i resterne af byerne Pompei og Ostia - dette virvar af ruiner med gader imellem udgør en spændende struktur.

Jeg lader nogle af kantstenene `flyde` ud blandt stenene i stierne og synes, at jeg derved opnår en mere naturlig sammenhæng mellem bed og sti.

Dette handler om kontrasten mellem hårde, kantede sten og de bløde planter. Den grønne bund udgøres af Sedum lydium.

Samtidig med at trugene kan virke dekorative, er de praktiske som grosteder til små stenbedsplanter, der ellers let kan drukne ude mellem større planter.

Den kegleformede sten er et gammelt stykke malerværktøj fra en tid, hvor maleren selv fremstillede sin maling. Den kaldtes en løber og blev anvendt i forbindelse med en flad sten hvorpå pigment og bindemiddel (linolie) blev revet sammen til en masse, hvortil man tilsatte fortyndingsmiddel og hjælpestoffer som siccativ, og man havde da fremstillet en maling. Nu er løberen forlængst kommet på pension og har fået plads i haven som skulptur.