søndag den 9. juni 2013

Romantik for sjov.


Den marmorerede piedestal i træ har været udlånt, og er nu vendt tilbage. Da vi gik og ordnede i haven, var det fristende at placere den derude i en romantisk leg for sjov.

Jeg anskaffede den i en tid, hvor jeg gik og øvede mig i teknikken med at male marmor, idet jeg underviste både lærlinge, svende og mestre  inden for malerfaget i de ældre maleteknikker. Den egentlige hensigt var, at man skulle have håndværkere, der var i stand til at varetage restaureringsarbejder i kirker, slotte og herregårde. Og da det var generationer siden der var malere, som besad kendskabet til  materialerne - endsige mestrede teknikken - var der virkelig noget at tage fat på.



Søjlen er i barokstil og fra tiden, og min teori er, at den stammer fra Clausholm, idet jeg fandt den i en genbrugsforretning i nærheden af slottet, og har læst, at man op gennem historien af og til så sig nødsaget til at sælge ud af inventaret. Dette er en baluster, der på et tidspunkt er bygget om til en piedestal. 



Den vil ikke kunne tåle at stå ude permanent, men vil måske komme lidt ud en gang imellem. Vi tilstræber at give haven det vi kalder `romantiske islæt med ironiske undertoner`. Sætter tingene lidt på spidsen, idet vi ikke i fuld alvor vil påstå, at vi lever i romantikken.

 Midt i havens æstetik lader man sig let henlede til det romantiske. Øvelsen går på at undgå, at det ikke kammer over og bliver forloren, men blot er noget, der glider naturligt ind i omgivelserne, og bidrager til havens små overraskelser.



Haven er også til afslapning, fordybelse og nydelse. Det er vigtigt, at haven  er et sted, hvor man kan være kreativ og skabende.









Haven er et langtidsprojekt, år efter år sker der store og små forandringer, men fundamentale ting som de stenbelagte stier er én gang fastlagt, og leder rundt i den foranderlige have med dens mange hævede bede.



Haven er også poesi, og kan slå på nogle strenge mod det drømmende og sanselige. Og måske kan en have ha`sjæl. Året igennem omgiver den huset, hvorfra haven betragtes fra vinduerne,  den indrammes derved i små udsnit, der hver især, alt efter årstiden,  bidrager til den ro, der er vigtig for menneskers psyke og velbefindende.










Det er vel vigtig med havens stil eller holdning. Hos os er det dog vigtigere med frodigheden. Vi arbejder bevidst på, at al jorden er dækket af plantevækst.



















Krukken til olivenolie er hjembragt fra Provence, og tilfører nu med sit rustikke udseende gennem form og materiale, noget af det, som virker harmonisk i samspil med havens planter og sten.
















Haven er også arkitektur, opbygget som den er af elementer som klippede geometriske figurer og fritvoksende træer, der er placeret bevidst i forhold til hinanden, og skal udgøre en harmonisk helhed. Komposition er at skabe ro og orden i kaos.












Lysets magi er alfa og omega for havens atmosfære. Det vandrende lys hen over dagen skaber variation og spænding - snart her og snart der.



Gæster fra Aarhus Havekreds bydes velkommen i haven.



Vejret var fint, man hyggede sig og gik tur rundt i haven.




Der blev stillet mange spørgsmål og udvekslet mange erfaringer - simpelt hen hyggelig havesnak, indtil man kørte videre til den næste have. 
































































2 kommentarer:

  1. Hej. HOld da op det ser godt ud. Der er mange smukke detaljer, som jeg synes, var en stor inspiration og gav mange gode idéer.

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Birgitte
      Tak. Det glæder mig, at du både kan finde inspiration og ideer på min blog.
      Kh. Jørn

      Slet